Hjælpen nytter

Lærerne i Græsted-Gilleleje og Helsinge har de seneste fem år givet penge til Tanzanias lærerforening

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De seneste fem år har Tanzanias lærerforening modtaget en check fra lærerne i Græsted-Gilleleje og Helsinge. Det koster kun hvert medlem to kroner om måneden, men samlet bliver det til 10.000 kroner om året. Penge, der betyder noget i Tanzania. I december var formanden Ann Skafte og kassereren Steen Nygaard for første gang i Tanzania for at se, hvad kredsens penge går til, og for at udveksle ideer med de tanzaniske kolleger.

De så et hovedkvarter i Dar Es Salaam, der for et par år siden var en ruin, men nu er blevet en beskeden kontorbygning i ét plan, blandt andet i kraft af pengene fra den danske kreds. De to danske lærere deltog i lederudviklingskurset i Arusha og mødte lærerne på skolerne. Det gjorde stort indtryk på Ann Skafte. 'Det er stolte lærere med de samme mål som os. De har også de samme problemer som os, bare ti gange værre', siger hun og henviser til, at der mange steder er flere end 100 elever i klasserne og kun få bøger. Samtidig mener hun, at hjælpen gør stor gavn i Tanzania. Blandt andet fordi de tanzaniske lærere tror på sagen. 'De mener, at det nytter at have en fagforening, det nytter at kæmpe', siger Ann Skafte. Men uden penge er kampen hård. Derfor er Ann Skafte og Steen Nygaard gået i gang med at overbevise andre kredse om, at de skal støtte Tanzania.

'Vi vil snakke med de andre kredse her i Frederiksborg Amt, og så kan det være, at flere kommer til senere', fortæller formanden.

Kamp

- Tanzanias lærerforening blev stiftet i 1993 - Foreningen har 120.000 medlemmer - Der er 150.000 lærere i landet - Samarbejdet med DLF begyndte i 1998 - DLF har desuden projektsamarbejde med lærerforeningerne i Kenya, Uganda og Gambia.