Fransk

Belphégor

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Arthur Bernède

Easy Readers, niveau B

56 sider, 72 kroner

Aschehoug

Som så mange andre krimiforfattere skabte Arthur Bernède sin egen helt, nemlig mesterdetektiven Chanteroq, og han var allerede en populær forfatter, da han i 1926 udgav romanen om spøgelset fra Louvre, som blev hans kendteste historie, og som senere er blevet genfortalt som film, tv-serie og musical. Mysteriet om de uhyggelige begivenheder på Louvre bliver her løst af Chanteroq i samarbejde med journalisten Jacques Bellegarde, som tilsyneladende har en betænkelig forbindelse til spøgelset.

Umiddelbart kan historien forekomme en anelse for indviklet til, at franskeleverne i 9. og 10. klasse kan følge med, men da historien er velkendt af mange, går det nok. Selv om der jo er tale om en stærkt bearbejdet udgave, får man alligevel en fin fornemmelse af den tids krimiforfatteres stil. Der er klare mindelser om for eksempel Sherlock Holmes. Den fransk-franske glosering suppleret med tydelige og enkle, forklarende tegninger er som altid en spændende udfordring for eleverne. Opgaverne bag i bogen drejer sig primært om at kontrollere elevernes forståelse af handlingen.

At bogen er på niveau B, betyder, at den er baseret på et ordforråd på 1.200 ord. I den forbindelse bør forlaget dog alvorligt overveje, om ikke det er på tide med en fornyet undersøgelse af det grundlæggende ordforråd, som man har fundet frem til ved en sammenligning mellem en række materialer i franskundervisningen, herunder for blandt andet Danmarks vedkommende 'On parle français' og 'On y va' - to materialer, som havde deres storhedstid for efterhånden mange år siden.

'Easy Reader'-serien giver franskeleverne mulighed for at stifte et foreløbigt bekendtskab med mange af de kendte og populære franske historier og deres forfattere. Et ønske for fremtidige udgivelser skal være at øge udbuddet på niveau A (600 ord), således at eleverne allerede midt i deres franskforløb kan gå i gang med at snuse til de gode franske forfattere.

Leon Aktor