Dansk

Scoop 5. Lyden af dig selv

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Lisbet Kongsted, Hanne Probst og

Sten Østengaard

72 sider, 142,50 kroner

Malling Beck

'Lyden af dig selv' er den femte bog i 'Scoop'-serien, en række antologier til danskfaget i folkeskolens ældste klasser. Denne gang er det den lyriske genre, der er i spil. En genre, som forfatterne tydeligt brænder for, og som de formidler fagligt kompetent og fængende.

Læseren bliver med sikker hånd guidet gennem et righoldigt og spændende udvalg af både nyere og ældre dansk lyrik. Samlingen spænder over digte af blandt andre Grundtvig, Christian Winther, Kristen Bjørnkær, Halfdan Rasmussen, Helle Helle og Niels Lyngsøe.

Bogen indledes med en gendigtning af den græske myte 'Orfeus og Eurydike', der gennem hele bogen fungerer som en rammehistorie for de tematisk opdelte kapitler: 'Det var en lørdag aften', 'Stilhed er lyden af dig selv', 'Tænd og sluk', 'Poetry Slam' og 'Det skal ud'. Til hver tekst er der opgaver, der lægger op til både sproglige og stilistiske analyser, meddigtende arbejde og personlig stillingtagen. Desuden findes jævnligt faktabokse, komponenter, som fremhæver og forklarer fagudtryk og begreber, der kan være særligt relevante i forhold til en given tekst. De unge bliver udfordret til at læse med hjertet, til at gå på opdagelse i sprogets fascinerende og uendelige univers samt til at tilegne sig funktionelle faglige begreber og analyseværktøjer.

Samlet set er det til fulde lykkedes forfatterne til 'Scoop 5' at levere et undervisningsmateriale, der lever op til formålet med 'Scoop'-bøgerne: '- at fremme elevernes oplevelse af sproget som kilde til udvikling af personlig og kulturel identitet, der bygger på æstetik, etisk og historisk forståelse': (Klare Mål, Dansk, 2001).

Lisbet Steen Højland