I skolens danskundervisning er litteratur og læsning to sider af samme sag. Men i den pædagogiske debat fremstilles de ofte som modsætninger.

Bekymringen går blandt andet på, at balancen mellem litteratur- og læseundervisning tabes, så den ene 'får mere magt end den anden'.

De sidste ti års læseundersøgelser og læsedebat har selvfølgelig betydet, at interessen i høj grad har samlet sig om, hvordan vi skaber flere dygtige læsere i dansk skole. Men denne fokusering på læsekompetencen har konstant været ledsaget af bekymring for, at litteraturen reduceres til alene at medvirke som leverandør af læsetekster.

'Så læser vi alene litteratur med de små, for at de skal blive bedre til at læse, reducerer vi litteraturen til tekst og læsningen til teknik', skriver Mogens Krabek i Dansklærerforeningens medlemsblad 'Dansk' i december 1998.

Dansklærerens dilemma skærpes af, at gode læsefærdigheder ikke i sig selv sikrer udvikling af stor læselyst. Vi har faktisk en del elever i de ældste klasser, der er udmærkede læsere, men ikke er glade for at læse hverken fag- eller skønlitteratur.

Gode læsefærdigheder er altså nødvendige, men ikke tilstrækkelige til at sikre læselyst. Der er derfor grund til fortsat at udvikle læse- og litteraturpædagogikken, så flere elever opnår glæden ved at læse god litteratur.

Dansklærerforeningens blad bringer flere inspirerende artikler om god litteraturpædagogik. Blandt andet slår de et slag for at vælge god litteratur til læseteksterne i den første læseundervisning.

Det er tiltrængt, så længe for eksempel kostbart udstyrede læsebøger til 1. klasse fortsat bringer rene amatørrim frem for at lade eleverne nyde godt af klassiske og nye rim og remser, som dansk litteratur er så rig på.

Når jeg alligevel ikke er ubetinget glad for for eksempel Dansklærerforeningens debatindlæg, skyldes det, at man klart rejser debatten med afsæt i kritik af de senere års tiltag for at styrke læsepædagogikken. For mig at se er der nemlig ingen som helst tvivl om, at læsningen fortsat har en for svag position i dansk skolepraksis. Det er for eksempel vanskeligt at få øje på den praksis, hvor lærerne i de øvrige boglige fag underviser i læsning. Og det er sjældent at se tværfaglige forløb, hvor læsning (og litteraturundervisning) er tilgodeset i tilstrækkelig grad.

Men også inden for selve danskfaget står læsningen svagt, nemlig når litteraturpædagogikken og skriveprocessen er i fokus, som tilfældet blandt andet er i mange af Dansklærerforeningens bøger og artikler. De mange spændende og nyskabende undervisningsforløb indeholder ikke en tilstrækkelig behandling af læsning hverken i teori eller praksisdel.

Denne mangel er helt unødvendig, for i dag har vi nok viden om læsning til at kunne tilgodese elevernes læseudvikling, også når vi vil arbejde med den nye litteratur- og skrivepædagogik.

Så længe vi ikke gør det, svigter vi både læsning og litteratur. Glæden ved at læse, som har en fornem placering i formålsparagraffen for faget dansk, kan vi ikke indfri, før den gode litteraturundervisning går hånd i hånd med den grundige og systematiske læseundervisning. Men omvendt kan læseundervisningen heller ikke opfylde sit formål, før den konstant medtænker litteraturpædagogikken.

Lene Møller er seminarielektor