Udvikling er ikke kun noget negativt, men problemet med 'Folkeskolen år 2000' er, at projektplanen helt bevidstløst forskriver sig til en udvikling, der skal måles og vejes, lige så snart den er blevet sat i gang. Evaluering er i planen et lige så hyppigt begreb, og evalueringstvangen tvinger udviklingen til at være så organiseret og mekanisk, at den er let at måle og veje.

Derfor så mange konferencer og nye pc'er på skolerne. Både konferencer og maskiner er lette at tælle. Det er udvikling, som er overbevisende i tal og vækstkurver. Det er dødbideri, for omgangen med moderne organisationsteorier og moderne informationsteknologi er lige så kedelig og perspektivløs som på Grundtvigs tid omgangen med den gamle græske og den gamle latinske grammatik.

Der er stor forskel på latinsk grammatik og tændte pc'er, men der er tale om noget dødt, som ikke i sig selv udvikler en skole for livet.

Hvis børnene kan læse, skrive, regne og surfe på Internettet, skal de nok klare sig. Det kan være lige så dødbiderisk som at terpe græsk og latinsk grammatik, det står der ikke noget om i 'Folkeskolen år 2000', hvor der tales om 'bløde kvalifikationer' med undskyldende anførselstegn.

'Folkeskolen år 2000' er ikke en projektplan for livet, men den moderne tid prentet ud som ideologisk manifest for et liv, som kun politikere og bureaukrater tror på. Selv landmænd er begyndt at tvivle på, at det er livet om at gøre at bruge vækstfremmere. Så det kan være, at der er for få landmænd i Danmarks Lærerforening, Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet.

Gravskrift sætter man over noget dødt, og bundetheden til den moderne tids illusioner gør projektplanen til en plan, der ikke vil skabe liv af dødt, men tværtimod risikerer at gøre levende børn til levende døde, fordi de skal udvikles ved hjælp af hårde kvalifikationer og firkantede evalueringsskemaer - næsten som i Peter Høegs 'De måske egnede', hvor der også er styr på udviklingen.

'Folkeskolen år 2000' skulle snarere have læst det moderne samfund en tekst, der rummede både kritik og modbilleder og i den forstand have været en gravskrift over den moderne tid, at den havde ladet de døde bureaukrater og udviklingseksperter begrave deres døde udviklings- og evalueringsskemaer og ladet en skole opstå, der ikke kun var med på noderne på de moderne præmisser, der måske snart er håbløst gammeldags.

Tv-mediet dyrker personligheder, der i den grad er sig selv nok, at de kan udfylde et talkshow med snak eller gøre en tilfældig seerkonkurrence til et lommefilosofisk symposion. Alle terapitilbud sætter fokus på selvudvikling; og i erhvervslivet drejer de fleste kurser sig stadig om at være selfmade. I denne situation, hvor manpowerselvtilstrækkelighed er ved at rive samfundet i stykker, er der ingen grund til, at skolen skal bilde sig selv ind, at differentieret undervisning er løsningen på alle skolens problemer. Så bliver man i hvert fald hurtigt skuffet. Tænk på, hvordan det er gået med den samlede indskoling. Det var for få år siden løsningen på alle problemer, men viste sig at være den moderne rundkredspædagogisk sidste krampetrækninger.

Evig stilstand er død, siger Grundtvig, men lige nu er det også vigtigt at sige, at evig udvikling er død, og at meget vækst er kræft. Man har både i landbruget og i cykelsporten fået øjnene op for, at man kan udvikle sig ihjel, er det så ikke på tide i skolevirksomhed, som både er en slags konkurrencesport og en slags stordrift, også at tænke på at slå bremserne i og betragte projektplanen som det, den er: en gravskrift over noget, der er så moderne, at det ikke længere kan bruges til noget i en tid, der er ved at blive eftermoderne.

Jeg har i hvert fald ingen problemer med at lade 'Folkeskolen år 2000' gå i glemmebogen under gravskriften 'hvil i fred'.

Seminarielektor