Hverdagens store overraskelser

At gøre sin pligt som lærer er ingen garanti for et heldigt udfald

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var sådan en dag, hvor han havde ekstra god grund til at være tilfreds med sin indsats som lærer.

Nogenlunde sådan tænkte Peter Lund, da han gik hjem fra sin arbejdsplads, Tranegårdskolen i Gentofte, en af de sidste dage i april 1998. Ganske vist skyldtes tilfredsheden en ubehagelig episode, men ved at gribe ind på den rigtige måde var det lykkedes at få den vendt, så det ubehagelige var forduftet.

'Om morgenen havde der været problemer mellem nogle elever. En kollega fortalte mig, at der havde været et voldsomt slagsmål med spark i hovedet mellem et par elever fra hver sin 8. klasse. Jeg blev orienteret, fordi jeg var matematiklærer i den ene klasse, og fordi klasselæreren ikke var på skolen', fortæller Peter Lund.

Da han fik klassen i en vikartime senere på dagen, spurgte han den elev, der havde været involveret i slagsmålet, hvad der var foregået. Jens (navnet opdigtet. Redaktionen) fortalte om episoden, og det lyste ud af ham, at han ikke var særlig stolt over situationen. Peter Lund opfordrede ham derfor til at tage kontakt til den anden slagsbror, samtidig med at han tilbød at være mægler i konflikten.

Men i et af dagens sidste frikvarterer så Peter Lund, at nogle elever fra de ældre klasser stod ved dørene på gangen og spurgte efter Jens. Han skulle have tæv, forstod Peter Lund på det, de sagde til hinanden. Ude ved trappen i skolegården var der samlet 15-20 elever, der ventede på, hvad der skulle ske.

Singing in The Rain

Det lignede en ubehagelig optrapning af en i forvejen trist konflikt, og Peter Lund gik derfor ud til dem og sagde, at skolen ikke ville acceptere en slåskamp hverken på skolen eller uden for. Hvis de alligevel gik på Jens, kunne de risikere, 'at nogle af dem ville komme til skade, fordi Jens var god til kampsport'.

'Jeg var ved at overtale dem til at lade være med at starte slagsmålet', siger Peter Lund.

'Da kom en elev fra 9. klasse, som jeg ikke kendte, ned ad trappen. Af sine lungers fulde kraft begyndte han at synge direkte ind i mit øre 'Singing in The Rain'. Det bad jeg ham om at holde op med, men han svarede, at det skulle jeg ikke bestemme. Han havde nemlig fri'.

Martin (navnet opdigtet. Redaktionen) fortsatte sin sang, og Peter Lund bad ham derfor om at gå hjem. Det skulle læreren ikke bestemme, mente Martin. Peter Lund svarede, at så måtte de gå op til skoleinspektøren, og han tog Martin i armen for at gøre alvor af det. Det ville Martin ikke finde sig i, han rev sig løs og ramte derved en mur, som han stod tæt ved. Peter Lund spærrede vejen for Martin og fik ham gennem døren og op ad trappen, hvor han havde fat i Martins overarm. Et stykke oppe vristede Martin sig fri, kastede sig ind i væggen og sagde, at nu skulle han nok klage over læreren, fordi han havde slået ham.

Kort efter mødte Peter Lund Jens, som han advarede om, at han ville få tæv, hvis han gik ud i skolegården. Han fik Jens til at gå ned og se en film et par timer. Slagsmålet var afværget.

Det forløb var Peter Lund godt tilfreds med. Han havde jo gjort det, som enhver lærer burde gøre, og som man skal gøre ifølge Undervisningsministeriets bekendtgørelse til fremme af god orden i skolen.

Martins version

Martin så helt anderledes på det. Da han kom hjem, fortalte han sin far, at han var blevet forulempet af en af skolens lærere. Det fik faren til om aftenen at ringe til skoleinspektøren for at skælde ud og for at få Peter Lunds adresse. Ifølge skoleinspektøren var faren meget ophidset, og samtalen forløb derfor ikke særlig godt. Da skoleinspektøren ikke ville udlevere Peter Lunds adresse, smækkede faren røret på.

Skoleinspektøren ringede til Peter Lund for at fortælle ham om henvendelsen. De var enige om, at der var tale om en storm i et glas vand, men at faren skulle have tilbud om et møde på skolen, hvor Peter Lund ville være til stede.

Mødet fandt dog aldrig sted. Da skoleinspektøren ringede, fik han at vide, at sagen var overgivet til politiet. Faren havde meldt Peter Lund for vold.

Martins version af sagen gik ud på, at Peter Lund pludseligt og helt umotiveret havde taget fat i ham i skolegården. Herefter var han blevet tvunget ind ad døren og hevet op ad trappen af Peter Lund, der havde fat i hans håndled. Undervejs blev Martin svinget ind i væggen. Herefter tog Peter Lund fat i vidnets krave og bankede ham ind i væggen. Martin fik ondt i ryggen, og om aftenen var han på skadestuen, hvor det blev konstateret, at han var øm i ryggen og i et håndled.

Peter Lund fik noget af en overraskelse, da han hørte om anmeldelsen, men han var ikke urolig, da han sammen med sin skoleinspektør mødte op hos politiet for at blive afhørt. Det var jo ren rutine, og politiassistenten, der foretog afhøringen, mente da også bagefter, at anmeldelsen ville blive afvist.

Troede ikke på det

'Man vender situationen en ekstra gang i hovedet, når en sag udvikler sig sådan, men jeg følte mig beroliget over meldingen fra politiet, og da jeg ikke hørte noget et stykke tid, regnede jeg med, at tingene var i orden. Men en eftermiddag i slutningen af maj fik jeg besked på, at sagen ikke var droppet af politiet', fortæller Peter Lund.

Han fik et brev, hvor der stod, at politiet sigtede ham for at have overtrådt straffelovens paragraf 244 om vold.

'Jeg gik med det samme op til skoleinspektøren. Vi var begge lige overraskede. Ingen af os troede, at det kunne være rigtigt, og ingen af os troede, at der ville falde en dom. Men sigtelsen fortalte mig, at nu var det alvor, og fra da af begyndte jeg at komme i tvivl. Når jeg kunne blive sigtet, kunne jeg måske også blive dømt, selvom alle sagde, det var utænkeligt'.

Arbejde for sig og privatliv for sig. Den holdning har Peter Lund altid haft. Derfor forsøgte han at holde voldssagen på afstand, selvom der var rejst sigtelse.

Han kunne have sygemeldt sig, men det ville sætte endnu mere fokus på sagen, og han valgte derfor at passe sit arbejde. Men det var en hård tid, han gik igennem.

Under hele forløbet har han haft sin skoleinspektørs opbakning, og da skolebestyrelsen blev orienteret, var der også fuld opbakning herfra, ligesom der hele tiden har været det fra hans kolleger.

'Det var dejligt at føle, at folk forstod, hvad der foregik, og at de stod bag mig, men det ændrede ikke situationen', siger Peter Lund.

Rystet

Det var ikke kun Peter Lund, der følte sig presset. Det samme gjorde hans familie, og som hans kone Lisbeth Lund fortæller, blev presset større, efterhånden som sagen trak ud. Der gik fem måneder, før den kunne afsluttes, fordi den løb ind i ferietiden, og fordi retten havde travlt.

'Peter blev selvfølgelig stresset, og vi oplevede alle et stort pres. Det var ikke mindst frustrerende, at tingene tog så lang tid. Jeg er pædagog, og derfor kan jeg nemt sætte mig ind i den situation, som Peter var i. Det var rystende, hvad han blev udsat for', siger hun.

Sagen endte på den bedst tænkelige måde. Peter Lund blev frikendt, og den krænkede part ankede ikke afgørelsen.

'Det har været et meget ubehageligt forløb, som alle lærere vil kunne komme ud for. Man gør, som man skal, og alligevel bliver man trukket igennem hele maskineriet. Lærerjobbet er presset i forvejen, men med udsigt til den slags konsekvenser bliver det endnu mere presset. Jeg har snakket om det med mange kolleger. Nogle siger, at de ville holde sig væk, hvis de var ved at komme i sådan en situation, som jeg var i den dag i april. Andre siger, at de ville have gjort det samme, som jeg gjorde. Jeg tror, det sidste er det rigtige. Som lærer bliver man nødt til at blande sig, hvis elever ryger i totterne på hinanden. Alt andet vil være farligt for skolen'.

Skoleinspektør på Tranegårdskolen Leif Lysgaard Madsen har fulgt nøje med i sagen. Lige fra den første dag har han været tæt på alt, hvad der er foregået, og han har overværet alle retsmøder. Han så ikke, hvad der foregik i skolegården og på trappen den dag i april, hvor Peter Lund og Martin tørnede sammen. Alligevel er han ret sikker på forløbet.

'Peter Lund kendte hverken eleven eller hans forældre. Derfor er han et tilfældigt offer. Der var ikke tale om en voldssituation, sådan som det er blevet fremstillet. Forældrene havde været meget vrede på skolen et stykke tid, og man kan forestille sig, at de greb episoden som en mulighed for at få hævn. Sådan en situation kan alle lærere komme ud for. Det afhænger helt af, hvilke forældre man møder. Heldigvis er det sjældent, at tingene går så galt', siger han.

Det samme mener Peter Lund, men uanset om det sker tit eller sjældent, er det værd at kende risikoen.

Det har han lært af sine oplevelser.-Jan Kaare er freelancejournalist

Man vender situationen en ekstra gang i hovedet, når en sag udvikler sig sådan

Powered by Labrador CMS