¡ Louis læser bedre end de fleste af sine klassekammerater, og han bliver hurtigt færdig med sine regnestykker. Han er glad for at tegne, og i frikvartererne organiserer han lynhurtigt et par fodboldhold.

Niårige Louis er en dreng, der fungerer godt i skolen. Sådan har det ikke altid været. Langtfra. For blot et år siden lavede han mærkelige lyde, hovedet kørte uhæmmet rundt, og han havde i det hele taget mange ukontrollerede bevægelser.

Hans adfærd var så voldsom, at hans første skole opgav ham. Det samme gjorde den næste, da den ikke kunne få tilknyttet en støttelærer til ham. Hans hjemkommune overvejede at sende ham på observationsskole, men endte med at vælge en plejefamilie, der bor i skoledistriktet til Veng Fællesskole i Hørning Kommune syd for Århus. Her begyndte han i 2. klasse i december 2000.

'Louis har altid været hurtig til at lære og god til at fordybe sig. Men han duede ikke til det sociale. Han var konstant i konflikt med de andre børn. Han råbte meget og slog sig frem for at få opmærksomhed, så de andre børn tog afstand fra ham', fortæller Dorte og Finn Uggerholm, der havde Louis i aflastning, inden de fik ham i pleje.

Den lille Veng Fællesskole med 140 elever hyrede socialpædagog Udo Galadrim til at mandsopdække Louis i skoletiden. Han fik frie hænder til at finde ud af, hvordan Louis kunne få en positiv oplevelse ud af at være sammen med andre børn.

'I første omgang valgte jeg at skærme ham af, hver gang der var optræk til konflikt. Når han slog og sparkede, tog jeg ham væk fra klassen og holdt om ham, så han kunne mærke, at jeg godt gad ham', fortæller Udo Galadrim og viser, hvordan han tog om Louis' hoved med begge hænder og holdt det fast, så han kunne få øjenkontakt.

'Han havde ingen social intelligens at arbejde ud fra, og de første to-tre uger brød han sig helt klart ikke om fysisk kontakt. Men så tøede han op. Han fandt ud af, at det var okay, at nogen rørte ved ham. At det ikke behøvede at gøre ondt', siger Udo Galadrim, der som privat konsulent tilbyder pædagogisk ekspertise om vanskelige børn og unge.

Skrev alle forandringer ned

I begyndelsen blev socialpædagogen og den ene af klassens to lærere i alle frikvarterer for at kunne støtte Louis. Udo Galadrim havde den tætte kontakt til Louis, men langsomt begyndte han og lærerne, Peder Thrane og Tove Barslund, at bytte roller.

'I Louis' verden var det Udo, der bestemte på skolen. Senere blev det også Peder og til sidst også mig. Det var hans rækkefølge', siger Tove Barslund.

I det første halve år førte Udo Galadrim dagbog over Louis. Dels for at kunne dokumentere, at der skete fremskridt, dels for at have et konkret udgangspunkt for de ugentlige samtaler med plejefamilien.

'Jeg skrev alle forandringer i hverdagen ned, for eksempel hvis han henvendte sig til et andet barn på en positiv måde. Ellers kan man ikke huske den slags detaljer'.

Efterhånden begyndte Louis at fungere så godt, at Udo Galadrim ikke hele tiden behøvede sidde op og ned ad ham. Det var nok, at han bare var i klassen. Da Louis havde gået på skolen i tre måneder, kunne socialpædagogen forlade klassen helt og gå andre steder hen på skolen, først i matematik, senere også i andre fag.

I dag behøver der ikke være en voksen til stede i klassen hele tiden.

'Nogle gange er der ballade, når vi kommer tilbage. Sommetider står Louis i spidsen, men det kan lige så vel være en af de andre', siger Tove Barslund.

Et gennembrud

Efter et par måneder opdagede en af drengene i klassen, at han kunne blive hurtigt færdig med sine regnestykker, hvis han arbejdede sammen med Louis. Det var lidt af et gennembrud.

'Drengen har en høj status i klassen, så når han ville sidde ved siden af Louis, ville de andre også gerne', siger Peder Thrane.

Havde det stået til ham, var Louis blevet sat sammen med de andre børn noget før. Men det advarede Udo Galadrim imod. Det er Peder Thrane glad for.

'Jeg havde overset, at Louis manglede sociale kompetencer og først skulle lære at begå sig blandt andre børn. Det har i det hele taget været et pust i min lærergerning at få lov til at diskutere en elev med én, der har en anden faglig baggrund end mig selv', siger Peder Thrane.

Hans intelligens gør også, at han let har kunnet tilegne sig regler og normer for social adfærd. Han har dog stadig svært ved at modtage kollektive beskeder.

'Jeg tvivler på, at han forstår baggrunden for adfærdsreglerne, for han mangler empati. Men han ved, at rutinerne virker. Det vil tage lang tid at få dem integreret i hans personlighed, men hvis han får den fornødne hjælp, vil de formentlig være automatiserede omkring 16-17-års-alderen. Medmindre han ryger ud i noget snavs i puberteten', siger Udo Galadrim.

Henrik Stanek er freelancejournalist