Børn kan ikke være sig selv

I skolen skal man sidde på den samme plads ved siden af de samme mennesker på samme alder og lære det samme. Man spiser og holder pause på samme tidspunkt, og man skal bede om lov til at tale og gå på toilettet. Da man konstant får fortalt, hvad man skal hele dagen af klokker, skemaer og autoriteter, er der generelt foruroligende lidt tid til at lytte til sig selv og sine egne behov. Dagen lang bliver man som barn manipuleret med forskellige former for piske og gulerødder såsom skæld-ud, ros, klistermærker, gode karakterer, dårlige karakterer, “ud for døren” og lignende. Børn straffes og belønnes så de gør, hvad der bliver sagt. De bliver tvunget til at holde deres autentiske selv tilbage og føler sig nødsaget til at stille en alternativ version af sig selv frem for at imødekomme belønningen eller undgå straffen og dermed efterleve de manipulerende voksnes behov og forventninger. Skolen går på den måde imod, at man som barn kan være sig selv og det resulterer i at de små nye menneskers selvtillid, kreativitet og lyst til at lære ødelægges.

Lærere kan ikke være sig selv

Man er som lærer tvunget til at manipulere i afmagt for at udføre sit job og komme helskindet igennem sine timer under systemets kummerlige forhold uden at få stress eller høreskader. Man bliver nødt til at påtage sig en uautentisk autoritetsrolle for at opretholde ro og skabe et miljø, som er nogenlunde udholdeligt, når nu så mange forskellige børn er samlet i samme rum og skal høre efter. Man bliver som autoritet nødt til at indgyde en eller anden form for frygt i børnene. Om det er frygt for at komme uden for døren, frygt for en dårlig karakter, frygt for misbilligelse fra læreren i en eller anden form eller bare frygt for fraværet af en belønning, som andre får. Det skaber en splittelse imellem lærerens eget børnevenlige selv og så den autoritetsbussemand han/hun er nødsaget til at spille for at få 25 børn til at gøre, hvad der bliver sagt. Læreren kan ikke være autentisk i den slags folkeskole vi har nu, fordi lærerens job indebærer at skulle styre og kontrollere børnene, og børnene kan ikke være autentiske fordi, de er tvunget til at efterleve lærerens forventninger til dem, selvom de ikke har lyst. På den måde ender det hele med en masse mennesker i samme rum, der ikke kan være dem selv og som manipulerer hinanden for at udføre en dagsorden, ingen af dem har sat.

Børn drænes for selvtillid

Når et barn roses eller straffes bliver det så fokuseret på at opnå rosen eller undgå risen, at dets kreativitet samt villighed til at fejle og tage chancer holdes tilbage. Det får barnet til at søge årsagen til rosen og gøre dét og ikke andet. Fejl er feedback og jo mere feedback et barn kan få, jo mere lærer det. Når skolen ikke er et trygt miljø, hvor det er okay at lave fejl, og hvor man opfordres til at prøve sig frem uden at blive bedømt bagefter, så får man børn, der ikke tror på sig selv. Deres selvtillid mindskes, da der skabes et behov i barnet, der gør at det fremover har brug for andre mennesker for at vide, om det kan noget eller ej. Når der bruges ros og belønning i en læringssituation, lærer man barnet, at det barnet gør, gøres for at tilfredsstille læreren. Det lærer dermed det modsatte af selvstændighed - at være afhængig af andre og andres mening.

Jeg tror mange har en idé om at lærerjobbet mest handler om at være en hjælper, vejleder og vidensformidler, men da børn i folkeskolen ikke selv har valgt hverken skolen, fagene eller de aktiviteter, de laver, går der utrolig meget tid og energi på styring, opretholdelse af autoritet, kontrol, og afprøvning af hvilken form for “Classroom Management” (manipulation), der fungerer bedst. Man bliver groft sagt set udefra som en god lærer i folkeskolen, hvis man kan manipulere eleverne til at sidde stille, tie stille og, om ikke andet så, bare få dem til at virke som om, de arbejder, imens de har time. Da lærernes job indebærer, at skulle kontrollere børnene, føler mange lærere at de fejler, når de ikke kan kontrollere dem. I mange situationer er det meget nemt, hvis ikke bevidst så ubevidst, at gøre eleverne til syndebukke, fordi de ikke “tager sig sammen” og lever op til lærerens og systemets forventninger. De børn der adlyder og makker ret bliver set som rigtige (bliver rost, får høje karakterer og klistermærker), og dem som tænker selvstændigt, er kreative og anderledes bliver gjort forkerte (skældt ud, sendt udenfor døren, ignoreret og givet piller). Det er utrolig svært at fostre selvstændige, ansvarlige unge mennesker, der tænker selv og ikke bøjer sig for autoritet i et miljø, hvor de konstant skal styres og kontrolleres.

Skolen ødelægger børns forhold til at lære

Børn skal ikke bare lære - de skal lære at lære, siger de kloge. Men det interessante er at børn allerede er født nysgerrige, motiverede og godt rustet til at lære, hvad som helst så længe det giver mening for dem at lære det. De ved bedre end nogen anden, hvordan de selv bedst lærer. Når de er helt små, udforsker og afprøver de alt, hvad de kan komme i nærheden af og lærer sig selv de mest komplicerede egenskaber såsom at gå og at tale.

Og så kommer de i skole…

I skolen er det ikke unormalt at have 5-6 forskellige fag på en dag á 45 minutter med forskellige lærere i hvert fag i et lukket rum, hvor læreren bestemmer alt, hvad der skal ske, hvornår og med hvem. Det der undervises i på skolen er børn ikke nødvendigvis særlig motiverede for at lære, så man forsøger at manipulere dem til at lære det; ved at straffe dem, når de gør det, skolen ikke vil have og belønne dem, når de gør det, skolen godt vil have. Der er en generel tendens i samfundet til at tro, at man kan fremtvinge lyst og motivation ved at rose og belønne, men det eneste man får ud af det er midlertidig adlydelse. Belønning får børn til at handle - men kun så længe, de belønnes. De bliver afhængige af det, og så snart der stoppes med at rose eller belønne, daler motivationen, og barnet holder op med at adlyde. Det der belønnes devalueres også, fordi der sendes et signal om, at man ikke ville gøre det, man bliver bedt om, uden at få noget for det. At den aktivitet, man er i gang med, i sig selv, ikke er noget værd. Ros og belønning gør at barnet ikke længere udfører en aktivitet for aktiviteten i sig selv og for sin egen personlige følelse af at kunne noget, men derimod for at få en god karakter, et “0 fejl”, nogle rosende ord eller lignende. Børns motivation i skolen ændres derfor fra “at lære for at lære” til “at lære for at opnå en belønning”. Belønning bruges, ligesom straf, meget i skolen, da det er nemt at bruge og virker på kort sigt - læreren kan på den måde lige akkurat få børnene til at adlyde, imens de går i skole og har time, og komme “uskadt” igennem sine timer. Når børnene så kommer hjem, har de stadig skolen hængende over hovedet i form af lektier, som næsten er en selvfølge i de fleste skoler, selvom beviserne for, at de fleste former for lektier dræner børns læringslyst og øger hadet til skolen, er tydelige. Efter 9-10 år af alt dette sidder de fleste børn udmattede, skoletrætte og sjældent åbner en bog igen på eget initiativ, på grund af, at for mange opgaver, for mange fag, for mange lektier, for mange timer, for mange emner tvunget og manipuleret ned i halsen i et miljø, med for lidt plads, for mange mennesker og for meget larm, har ødelagt deres forhold til en så fantastisk ting som at lære.

Hvad kan vi gøre ved det?

Den vigtigste opgave for en lærer og en skole må være ikke at ødelægge barnets medfødte nysgerrighed og lyst til at lære. Denne opgave besværliggøres på grund af krav om, at børn skal masseinstrueres/dannes til at være “gode adlydende borgere”, der passer ind i systemet.

Vi må turde lave drastiske ændringer i et flere hundrede år gammelt skolesystem, som i store træk er det samme som det, vi har i dag. Være åbne overfor anderledes skoleformer og helt andre måder at gøre ting på end gammeldags samlebåndspædagogik, hvor børn styres, kontrolleres og hukommelsestrænes til at lære en masse forudbestemte facts for igen at kaste dem op til eksamen.

Vi må følge med tiden, tænke nyt og ude af boksen, når vi tænker skole og læring (helt ude af boksen og ikke bare proppe en ekstra idrætstime ind iblandt alt det gamle bras, der stadig ikke fungerer). Ændre det generelle syn på læring og indse, at vi ikke kun lærer, når vi laver dansk stil eller andengradsligninger, men at vi rent faktisk lærer hele tiden ligegyldigt, hvad vi laver.

Vi må gentænke fuldstændig ideen om viden, når nu den teknologiske udvikling har gjort, at vi alle render rundt med hele verdens information i lommen og kun er en email væk fra alverdens eksperter. Stille spørgsmålstegn ved om vi i et informationssamfund, hvor vi konstant og alle steder fra bliver eksponeret for ny og spændende viden, stadig burde behandle læreren som den alvidende ekspert der skal introducere ny viden og belære børn. Overveje om lærere, skoler eller politikere skal bestemme, hvad vigtig viden er, når ingen har en reél ide om, hvad vigtig viden er om 10-20 år.

Vi må overveje om det, i det 21. århundrede, ikke ville være bedre givet ud, hvis man skabte trygge læringsmiljøer, hvor børns medfødte evne til at fordybe sig i et felt og finde kreative løsninger på problemer bliver stimuleret. Hvor der gives plads, tid og rum til fordybelse - plads til at blive indre motiveret frem for midlertidigt ydre motiveret af gulerødder, karakterer, pres og tvang. Hvor børn kan være kreative, prøve sig frem og fejle uden at føle sig forkerte og dumme. Hvor disciplin ikke er noget udefrakommende i form af straf og belønning men noget, der fostres så barnet kan disciplinere sig selv, da barnet kan se meningen med det, han/hun laver. Hvor barnet får den menneskeret, der vil sige at vælge selv, have ansvar og autonomi. Hvor der ikke bruges spildte kræfter på at “træne” børn i at blive motiverede, da de ikke behøver blive motiveret til det, de i forvejen oprigtigt er motiverede for at lære. Hvor alt den tid og energi man bruger på at styre, kontrollere og manipulere børnene til at gøre, hvad man godt vil have dem til at gøre og presse dem til at lære ting, de alligevel ikke husker eller får brug for, i stedet kunne bruges på at støtte, hjælpe og vejlede børns egen læringsproces uden at stå i vejen og trække sin egen selvindbildte bedrevidenhed ned over deres hoveder.