“Hvad er en proletar?”, spørger Knud og ser undrende på sin far.

“Det er en, der ikke ejer noget.”, svarer Lauritz Jensen. 

En meget mere passende beskrivelse af skolelærerens position i samfundet og i skoledebatten er i vor tid efterhånden svær at komme på.

Der var engang, hvor skolelærerne rent faktisk ejede noget; nemlig skolen. Den hed godt nok folkets skole, men alle og enhver, der besøgte den, vidste, at dette var lærernes skole, og i forståelse af dette ejerskab udviste skolens gæster den samme respekt, som når man besøger andre menneskers hjem.

Man forstod, at der inde bag de røde murstensmure fandt noget særligt sted, som skulle værnes om, og som var livsvigtigt for samfundet. På samme måde som det, der foregår på hospitalsgangene, er det.

Den gamle lærer og skolebygger, Christen Kold, udtrykte det måske bedst med ordene “Træd varsomt, thi her bliver mennesker til.”. 

Men i takt med at New Public Management vandt indpas, fik politikerne i højere og højere grad blod på tanden efter kontrol – det er, trods alt, bedre end tillid, må man forstå –, og i løbet af de sidste tredive år fik de lige så stille afviklet lærerens ejerskab af skolen.  Det startede så småt med nedlæggelsen af lærerrådene i 1990, som blev erstattet af de tandløse pædagogiske råd, der ikke havde samme beslutningskraft ude på skolerne. Herefter fulgte en række velkendte reformer, der mundede ud i den katastrofale skolereform fra 2013, som blev lavet udenom lærerne – dem anså man ikke for relevante i en sådan sammenhæng. Året forinden var inklusionsloven blevet vedtaget med den himmelråbende vanvidsmålsætning på 96% inklusion – selvfølgelig trumfet igennem trods massive protester fra lærerne, igen. 

Historien om politikere, der vader u-varsomt hen over skolen og dens lærere, fortsætter i denne tid i Høje-Taastrup, hvor lokalpolitikernes store prestigeprojekt, Fremtidens Skole, har resulteret i kolossal lærerflugt; på en enkelt skole endda op mod 30% på bare et år. Projektet i kommunen går i sin enkelthed ud på, at størstedelen af al undervisning, i alle fag, på alle skoler skal være projektbaseret, tværfagligt og ‘autentisk’, og projektet er dermed et massivt indgreb i lærernes metodefrihed som undervisere. Denne storstilede plan er naturligvis lavet uden inddragelse af hverken lærerne eller pædagogerne – Hvad ved de i grunden også om pædagogik og didaktik?

Kurt Scheelsbecks, formand for Høje-Taastrup Kommunes Institutions- og Skoleudvalg og medlem af Det Konservative Folkeparti, har udtalt, at han ikke er bekymret over den massive lærerflugt eller for fagpersonernes voldsomme kritik. Han mener i stedet, at kommunen er i færd med at give skolerne en større grad af frihed.  Således må det altså forstås, at politikerne, ved at indskrænke lærernes metodefrihed og autonomi over deres egen undervisning,  sætter dem og skolerne fri. En mere stalinistisk udlægning af ordet frihed skal man lede længe efter. 

Der har i de senere år været en lang og vedvarende politisk drøftelse af de problemer, som folkeskolen står overfor; for mange elever forlader folkeskolen uden de nødvendige fagkundskaber, for få unge søger ind på læreruddannelsen og for mange lærere forlader folkeskolen og endda også selve faget.

Kunne det tænkes, at politikernes årtier lange demontering af lærernes autonomi og ejerskab af skolen og dens udformning kunne have noget med alle ovennævnte udfordringer at gøre?

Og kunne det tænkes, at politikernes omkalfatring af lærerne fra respektedrede faglige autoriteter til simple samlebåndsarbejdere, der bare skal holde kæft, give agt og se stille til, mens deres elskede skole langsomt eroderer i hænderne på fagligt uvidende politikere, blot har gjort ondt værre?

Læreren er i dag blevet transformeret til en moderne proletar. Én, der ikke længere ejer sin produktion. Én, der ikke længere ejer sin skole. Én, der end ikke længere ejer sin egen undervisning, og som i udformningen af fremtidens skole af politikerne er relegeret til at være intet mere end en tilfældig statist.