Debat

"Uanset om man er lærer i en kommune, der er med i et frihedsforsøg eller ej, er det vigtigt at holde drømmene i live om det bedst mulige lærerarbejde", skriver næstformand i DLF i dette debatindlæg.

Grib bolden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvilken skole drømmer du om som lærer? Hvordan skulle undervisningen foregå, og hvordan ville skolehverdagen være, hvis du og dine kollegaer kunne indrette den, helt som I ønsker det?

Lærere og ledere i Holbæk og Esbjerg kommuner har fået mulighed for at realisere i hvert fald nogle af deres drømme. Midt i coronanedlukning, genåbning og nedlukning igen fik lærere og ledere i de to kommuner spillet denne bold i hænderne: Hvordan vil I indrette skoledagen? - der er ingen lovgivningsmæssige bånd, der binder jer de næste tre år.

På trods af den i forvejen udfordrede situation har lærere og ledere grebet bolden og er gået i gang.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I DLF følger vi med stor interesse de to kommuners skoler, og de to kredse samlede tillidsrepræsentanter og skoleledere til fælles temadage i begyndelsen af september for at udveksle erfaringer.

Jeg var glad for at have mulighed for at deltage, og jeg var særligt interesseret i at følge med i, hvorvidt tillidsrepræsentanter og skoleledere oplevede, at lærerne kan bevare engagementet i forsøgene. Vi ved nemlig fra for eksempel OECD, som undersøger skolevæsener i hele verden, at det engagement, som følger med, når lærere får mulighed for at være med i beslutninger om skolens udvikling, i sig selv betyder, at undervisningen bliver bedre, og at eleverne får et større udbytte.

I løbet af temadagene blev det klart, at opstarten havde betydet et vist engagement, fordi lærerne var blevet inviteret til at finde på, hvad friheden skulle bruges til. Det kan imidlertid være en udfordring at bevare engagementet i det daglige arbejde. Mange af de forsøg, der er blevet sat i gang, handler om at forkorte skoledagen og bruge resursen til at være to lærere i klassen. Det giver rigtig god mening, for lærerne ved, at eleverne er alt for trætte sidst på dagen, og samtidig ved de, at de enkelte elever kan få mere opmærksomhed med to lærere i nogle af timerne. At ændre strukturen er imidlertid ikke nok til at bevare engagementet.

Det blev klart for mange, at der skal være plads til fortsat drøftelse blandt kollegaerne om, hvilken undervisning de gerne vil udføre. Det er indholdet i dagligdagen, der er vigtigt at drøfte. Strukturen skal blot understøtte den.

Uanset om man er lærer i en kommune, der er med i et frihedsforsøg eller ej, er det vigtigt at holde drømmene i live om det bedst mulige lærerarbejde. På alle skoler skal strukturen og prioriteringen af resurser understøtte indholdet i den undervisning, lærerne drømmer om at kunne udføre, og lærerne er de bedste til at formulere netop det. Så grib bolden - på alle skoler.

Powered by Labrador CMS