Finnerne er et mysterium. Hvordan kan de score så højt i Pisa?

»Det er et svært spørgsmål«, medgiver Frans Ørsted Andersen. Han har taget orlov fra sit lektorat på CVU Fyn i tre år for at finde et svar, blandt andet ved at observere undervisning i finske og danske skoler og interviewe elever og lærere.

Når spørgsmålet er så svært, skyldes det, at Pisa er en vakkelvorn størrelse.

»Det er svært at sammenligne forskellige kulturer, så vi skal ikke falde på halen for Pisa, men man kan bruge Pisa som en strømpil og lade sig inspirere af noget af det, de gør i Finland«.

Finske skoler er for eksempel rigtig gode til at »løfte elever fra svage grupper«, siger han.

»Man kan se i Pisa og i andre statistikker og i praksis, at de får samlet mange flere svage elever op i folkeskolen og givet dem nogle kompetencer, så de kan tage en ungdomsuddannelse og komme videre i systemet«.

OECD har simpelt hen udnævnt Finland til verdensmester i lighed, fortæller Frans Ørsted.

»Finnernes uddannelsessystem er i stand til at skabe lighed og give svage grupper en bedre chance i livet«.

Og det er på tide, at Danmark tager ved lære, mener lektoren, for »Danmark ligger på niveau med USA og Storbritannien med hensyn til at skabe lighed via uddannelsessystemet, og det på trods af at vi bruger mange flere penge på specialundervisning end USA og Storbritannien«.

Samme børnesyn i Finland og Danmark

Den finske folkeskole er som den danske en udelt enhedsskole. Begge systemer bygger på de samme grundlæggende nordiske værdier samme pædagogik og samme skole-, menneske- og samfundssyn.

Frans Ørsted Andersens pointe er derfor, at det kun er nogle mindre ting, der skal rettes i den danske skole for at hjælpe de svage elever (og som sidegevinst: Løfte Danmark højere op i Pisa).

»En af tingene er lektiesystemet. Finnerne har en rigtig god måde at kommunikere med forældrene på. Selv om man for eksempel er lastbilchauffør eller renovationsarbejder, kan man godt finde ud af, hvad der foregår i dagligdagen i den finske folkeskole«.

»For eksempel får eleverne ikke så mange fotokopier i Finland. Hvis du tømmer et dansk barns skoletaske, så vælter der alle mulige fotokopier ud forældresedler og opgaver og materialer af den ene eller anden art«.

»Hvis du er et velfungerende barn, der kan takle kompleksiteten i verden, så er det ikke noget problem. Men hvis du er svag, så kan det være et problem at styre alle de kopier. De bliver væk for dem«, siger Frans Ørsted Andersen.

Rygraden i den finske undervisning er lærebogssystemer af en meget høj kvalitet, tilføjer han. Bøgerne bliver vurderet af et nationalt organ.

»Danske lærere er i en meget mere uoverskuelig situation. Vi har en tradition, der hedder, at det er godt at udarbejde sit eget undervisningsmateriale, og at man skal bruge mange temahæfter. Det er svært for danske lærere at få et overblik over, hvad der er god kvalitet og dårlig kvalitet på undervisningsmaterialeområdet. Der har de finske lærere det noget lettere«.

»Og det smitter af i undervisningen. Man har nogle gode lærebogssystemer, der får lagt et godt fagligt grundlag, og som også udgør et godt grundlag for forældrene til at følge med i, hvad det egentlig er, der foregår«.

Mange lærebøger er simpelthen udstyret med et antal sider, »hvor læreren skriver, hvordan det nu er gået med det her første kapitel, hvor vi har arbejdet med vindenergi«.

»Når skoleåret begynder, kan forældrene hænge en seddel op derhjemme, hvor de kan se de emner, der er i løbet af året, og hvornår der skal afleveres noget. Og de kan så løbende tjekke barnets bog tage den op af tasken og se: nå, nu er det september måned, og nu har de om vindenergi, nu må vi lige se, hvad læreren har skrevet om, hvordan det går«.

»Det giver struktur. Det kan godt lyde lidt fastlåst som noget med trinmål, og læreren bestemmer det hele men de finske lærere siger selv, at når der er en basis af lærebogssystemer, så har de også energi til at udarbejde nogle spændende supplerende materialer selv og arrangere projektforløb og tværgående forløb«.

Forældrene bakker op om lektielæsningen

Den store gevinst ved den lærebogsorienterede undervisning er imidlertid, at forældrene bedre kan følge med i den faglige proces og dermed bedre bakke op om barnets lektielæsning.

»Det er meget vanskeligere i Danmark, når du er tosproget forælder eller ikke er så højtuddannet at følge med i det, der foregår i skolen med fleksible skemaer og fleksibel undervisning og projekter og ændrede mødetider og en masse fotokopier«.

De veluddannede forældre bakker op under alle omstændigheder, men det finske eksempel viser, at en mere fast struktur gavner de svage grupper i samfundet, mener Frans Ørsted Andersen.

Han fremhæver et andet vigtigt forhold i de finske skoler, der er med til at løfte svage elever.

»Pædagogerne er integreret i skolen. De er der 37 timer om ugen. De møder klokken otte om morgenen, men har ingen forberedelsestid, og udgør en mægtig resurse, der kan sættes ind mange steder. De arbejder med svage børn i timerne og organiserer lege i frikvartererne, tager med på lejrskoler og ekskursioner«.

»De er fleksible. De går også ind som vikarer. I Danmark skabes der meget ustabilitet på grund af, at der kommer nye vikarer ind hele tiden, men i Finland er det pædagogerne, der går ind. Det kan godt være, de ikke er helt på niveau fagligt, men de kender børnene og lærerne og lærebogssystemerne. Det giver ro og tryghed. De kan bedre tage over end en tilfældig studerende, der har nogle vikartimer«.

Morfar-ordning

Pædagogerne er også med i timerne, og det gør, at »læreren i Finland bedre kan holde en faglig midterlinje og så bruge pædagogen til at samle op på de svage«.

Pædagogerne hjælper også de svage elever i lektiecafeer, og de er også en resurse i frikvartererne.

»Der er mange problemer i frikvartererne i Danmark. Jeg har selv været skolepsykolog, så jeg ved det. Der er meget mobning, men i Finland organiserer pædagogerne for eksempel håndbold og rundbold i frikvartererne«.

»Lærerne siger, at de er glade for, at pædagogerne er så integrerede, for så kan de selv holde lidt mere fokus på de faglige ting«.

Der er tre pædagoger per ti lærere på de skoler i Finland, som Frans Ørsted Andersen studerer. På nogle af dem er der desuden en såkaldt morfar-ordning.

»Det er pensionerede lærere, der har et par hundrede timer til at være støttelærere i. Det har jeg set et par knaldgode eksempler på. De hjælper for eksempel unge lærere og svage elever. Det er drevne lærere, der får lov til at bruge al den erfaring, de har, i arbejdet i klassen sammen med yngre lærere«.

En banal ting, som at de finske skoleelever får gratis mad i kantinen på skolen hver dag, er også med til at hæve det faglige niveau, mener Frans Ørsted Andersen.

»Det gavner især svage grupper, at kost og sundhed er noget, skolerne tager sig af. Jeg tror, at nogle af de børn generelt scorer lidt højere, fordi de fysisk set har det lidt bedre, i og med at de får sund mad hver dag«.

Sunde børn læser bedre

Finske skoler gør i det hele taget mere ud af motion. Der er organiserede lege og boldspil i frikvartererne, og eleverne skal ud. Der er ikke slik og colaautomater på finske skoler og ikke mælkeboder, som sælger kager og chips.

»Der er fokus på sundheden i finske skoler. Som skolepsykolog har jeg set mange problemer i danske skoler. Mange børn har helt banalt ikke madpakke med, og hvis de har fået penge med, så ryger de over til den lokale bager og køber kager og i kiosken og køber cola. De får en kropslig uro eller sløvhed på grund af dårlig ernæring i løbet af skoledagen, og det går ud over koncentrationsevnen«.

Forhold som disse er med til at løfte svage socialgrupper op gennem uddannelsessystemet i Finland og med til at løfte det finske gennemsnit helt i top i Pisa, konkluderer Frans Ørsted Andersen.

Han mener, at »vi kan lære noget i detaljen af finnerne«.

»Vi behøver ikke at lave vores pædagogiske grundsyn om for at indføre gratis skolemad eller for at insistere på, at eleverne skal ned i frikvartererne og lege mere organiseret. Eller for at lave heldagsskole med integration af pædagogerne«, siger han.

»Der er en fælles nordisk tradition som finnerne også er en del af for, at børnene for eksempel ikke skal paces, fra de er små. De skal ikke begynde i skolen, før de er seks-syv år, og de skal ikke have prøver og karakterer i de yngste klasse i et eller andet vanvittigt omfang og så videre. Det ligner meget hinanden, og så er det tankevækkende, at de bliver verdensmestre«.

»Det betyder, at vi sagtens med få ændringer kan hæve det faglige niveau herhjemme, uden at vi behøver give køb på noget som helst andet, og uden at vi egentlig behøver forandre vores hverdag særlig meget«.

»Det er en vældig god folkeskole, vi har i forvejen, og finnerne er meget interesserede i, at danske elever er så glade for at gå i skole og så gode til at samarbejde«.

»Men vi behøver jo ikke at være så arrogante, at vi ikke kan lade os inspirere af andre«, siger Frans Ørsted Andersen.

jvolsen@dlf.org

Læs også på www.dlf.org

Om DLF Internationalt samarbejde International Orientering Vinter 2005

Eleverne får ikke så mange fotokopier i Finland. Hvis du tømmer et dansk barns skoletaske, så vælter der alle mulige fotokopier udDer er mange problemer i frikvartererne i Danmark. Der er meget mobning, men i Finland organiserer pædagogerne for eksempel håndbold og rundbold i frikvartererneFinsk mysterium

Som opfølgning på Pisa gennemfører Frans Ørsted Andersen i øjeblikket klasserumsforskning i finske og danske skoler. Det er et treårigt ph.d.-projekt på Danmarks Pædagogiske Universitet, som Ørsted Andersen nu er halvvejs igennem. Han der er tidligere lærer og skolepsykolog har orlov fra sit lektorat på CVU Fyn. Han har blandt andet skrevet bogen »Flow og pædagogik: Læring med optimal motivation flowteorien i pædagogisk praksis«.