Evalueringskulturen er blevet bedre i de danske skoler

Danmark er blevet bedre til at evaluere i skolesammenhæng. Men det kan blive endnu bedre. Det viser en ny rapport fra OECD.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmark er kommet langt i arbejdet med at styrke evalueringskulturen i folkeskolen, men lærerne, skolerne, kommunerne og staten kan blive endnu bedre til at evaluere arbejdet i og med folkeskolen, skriver Undervisningsministeriet om en ny undersøgelse af evalueringskulturen i folkeskolen,OECD Reviews of Evaluation and Assessment in Education.

OECD peger blandt andet på, at der er behov for stærkere evalueringskompetencer hos skoleledelse og lærere, og at kommunernes opfølgning i forhold til skolerne bør styrkes.

Troels Lund er tilfreds

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen glæder sig over, at OECD anerkender alle de initiativer, regeringen har sat i værk for at styrke evalueringskulturen i folkeskolen.

"Regeringen har fået kritik for at insistere på at indføre test, kvalitetsrapporter, obligatoriske afgangsprøver og elevplaner. I arbejdet med at udvikle en evalueringskultur er det afgørende, at arbejdet omfatter alle skolens niveauer. OECD bekræfter, at vi går den rigtige vej, og at lærerne, skolerne, kommunerne og staten i høj grad evaluerer deres arbejde. Der er dog stadig rum for forbedringer, og jeg er derfor også meget tilfreds med, at en række af OECD's anbefalinger i vidt omfang imødekommes af regeringens folkeskoleudspil. Jeg håber, at partierne vil tage OECD's anbefalinger med til forhandlingsbordet," siger Troels Lund Poulsen.

Lærerne kan blive bedre

Undersøgelsen viser, at lærerne er blevet bedre til at evaluere undervisningen og elevernes læring, men at skolerne skal følge mere op og blive bedre til at bruge resultaterne til at tilpasse undervisningen i arbejdet med den pædagogiske udvikling på skolen. Skolerne skal også i højere grad dokumentere deres resultater, og det skal være tydeligt, hvem der har ansvaret, hvis resultaterne ikke er gode nok.

Skolelederne kan blive bedre til at vurdere og give feedback til læreren, ligesom de skal tage et større ansvar for, hvad der sker i klasseværelset.

Undersøgelsen er udarbejdet af et review-team bestående af eksperter på evaluering i grundskolen. OECD har blandt andet talt med parterne omkring folkeskolen og besøgt skoler og kommuner rundt omkring i landet.

OECD Reviews of Evaluation and Assessment in Education

Det overordnede formål med OECD's review er at undersøge, hvordan evalueringskulturen kan bidrage til at forbedre elevernes udbytte af grundskolen.

Reviewet koncentrerer sig om fem kerneområder:

. Opbygning af en systematisk struktur for evaluering og bedømmelse

. Effektive evaluerings- og bedømmelsesprocedurer

. Udvikling af kompetencer inden for evaluering og feedback

. Optimal udnyttelse af evalueringsresultater

. Implementering af politikker for evaluering og bedømmelse.

OECD-reviewet for 2011 bygger videre på resultaterne fra et OECD-review fra 2004.

På baggrund af reviewet i 2004 blev der sat en række initiativer i gang. Blandt andet blev der etableret et Skoleråd og en Skolestyrelse.

Desuden er der indført kommunale kvalitetsrapporter, nationale test og elevplaner, og folkeskolens afgangsprøver er blevet obligatoriske, skriver Undervisningsministeriet i sin pressemeddelelse.