Konsulenterne skal sikre fastholdelsen

Fælles rutiner giver ro i klasserne.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pædagogisk Udvikling i Esbjerg står for konsulentbistand til de skoleprocesser, der kører i kommunen. Konsulenterne er med til at samle de mange tiltag og hjælpe med at sætte struktur på. Det kan handle om Kompas, som Nørremarkskolen kører, eller om Kasa, som et par andre af kommunens skoler bruger. Kasa står for Klasseledelse, Anerkendelse, Sammenhæng og Arbejdsmiljø.

Leder af Pædagogisk Udvikling Gitte Høj Nielsen fortæller, at målet er implementering af det nye og fastholdelse.

»Vi er enige om, at vi spiller bold sammen. Men bolden er deres ude på skolerne, og det skal blive ved med at være deres«, siger hun.

Konsulenterne begynder altid en proces med at holde et formøde med skoleledelsen for at afklare, om man ved dét, man tror, man ved. Og hvor udfordringerne ligger. Konsulenten og skolen udformer en kontrakt, hvor de opstiller målene for arbejdet.

»Næsten hver gang vi sætter en udviklingsproces i gang, bliver vi spurgt, hvorfor det er vigtigt, at lærerne har de samme rutiner. Men det gør det hele lettere for alle. Det giver ro at have de samme rutiner, men det betyder ikke, at lærerne skal ændre deres personligheder. De skal ikke være ens«, siger konsulent Malene Birgertoft.

Hun understreger, at det også er en del af vejen frem mod inklusion.

»Vi kan ikke forvente, at alle børn i skolen er underviselige. De kommer, og vi skal tage imod dem. Det er en bredere gruppe nu end nogensinde tidligere«.

Konsulenterne forklarer, at inklusion er et indsatsområde i kommunen.

»Det betyder ikke, at alle skal inkluderes. Kommunen har stadig specialtilbud. Men forældrene vil gerne støtte inklusion, hvis de kan se formålet«, siger Gitte Høj Nielsen.

hl@dlf.org