Når jeg som hovedstyrelsesmedlem rejser rundt i landet, og når jeg møder lærerne i forskellige sammenhænge, så møder jeg rigtig mange lærere, der med god humor og godt humør fortæller sjove historier fra deres oplevelser med elever og deres undervisning.

Lærere, der inspireret fortæller om deres ideer og fantasifulde tilgang til undervisningen i temauger eller på fagdage, hvor de har sluppet det stringente fokus på bestemte testbare færdigheder, og i stedet bruger det fulde spektre af det, lærerne er uddannet til pædagogisk og didaktisk.

Skole og undervisning er et meningsfuldt arbejde, og når opgaven betragtes i sin helhed, så er der ikke noget vigtigere end at beskæftige sig med eleven i klassens fællesskab, deres faglige udvikling og demokratiske dannelse.

Men selv om der er mange gode fortællinger, så kan og skal vi ikke undgå som lærere eller fagforening, at forholde os til den udbredte mistrivsel, der er blandt eleverne.

Og når først diskussionen om inklusion og mistrivsel slippes løs i Danmarks Lærerforening, så er engagementet blandt lærerne meget stort. Lærerne har en meget stor erfaring og viden, og der kan bringes i spil og der er mange bud på, hvad der skal prioriteres. Dette er ikke så underligt for lærerne har i mindst ti år arbejdet i en skole, hvor inklusion og mistrivsel har været en problemstilling.

Lærere peger løsninger - på to-lærer timer, vigtigheden af et stærkt forældresamarbejde, ledelser der kan og tør prioritere i forhold til folkeskolens formål og opgave, bedre sammenhæng og overgang fra daginstitutionerne, et opgør med bindende trinmål og det stærke fokus på test og færdigheder – alt sammen, det, der gør det svært for eleverne, at lykkes i skolen.

Hos lærerne er der en klar bevidsthed om, at enkelte løsninger ikke fikser problemstillingerne vedrørende inklusion og mistrivsel, men lærerne taler om løsninger, der effektivt kan afprøves og sættes i gang samtidigt.

De løsninger som lærerne og vi som fagforening kan se, kræver forbedrede rammer både økonomisk og styringsmæssigt, og i det nationale partnerskab ”Sammen om skolen” er der en tydelig prioritering af, hvad der i denne sammenhæng kan gøres, når det gælder overskrifterne inklusion og læreplaner.

Det nationale partnerskab ”Sammen om skolen” er godt i gang og ambitionen om her at tage et fælles ansvar for en positiv udvikling af folkeskolen er rigtig. Men det bliver i høj grad nødvendigt, at der skabes sammenhænge mellem det nationale og kommunale, hvis der skal findes forbedringer, der kan føre til varige løsninger for folkeskolen.

I den forgangne uge lærte jeg et nyt udtryk. Kommunale politikere taler om dødskrydset!! Sæt lige det i forhold til indledningen af dette indlæg. Dødskrydset er definitionen på de kommunalpolitiske prioriteringsmuligheder. Hvis børn i mistrivsel skal prioriteres, så skal kommunerne tage pengene fra andre børn, der så risikerer at mistrives.

Dette er ikke godt nok. Der i høj grad brug for penge, der gør det muligt at prioritere løsninger til gavn for børn i mistrivsel, der er brug for, at der er lige adgang til undervisning i folkeskolen for alle, og der er brug for at der tages et politisk ansvar for folkeskolen kommunalt. Ligesom nationale politikere er nødt til at skabe sammenhæng mellem nationale ambitioner og kommunernes mulighed for at forløse dem.

Kommunalt er politikerne nødt til at gøre mere end at stirre sig blinde på økonomiske balancer. Sæt f.eks. lærernes og kredsenes viden sættes i spil, så vi sammen kan forbedre folkeskolen, og sådan at der lokalt tages et politisk ansvar for folkeskolens udfordringer.

Det skal også i fremtiden være sådan, at vi hører sjove og spændende fortællinger fra lærerne i folkeskolen.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.