Morten Skov Christiansen har også Lærerforeningens opbakning forud for kongressen i næste uge.

DLF bakker op om Morten Skov som ny formand i FH

Som det foreløbigt niende medlemsforbund tilkendeigver Danmarks Lærerforening i dag sin støtte til Morten Skov Christiansen, der som den eneste stiller op til formandsvalget i Fagbevægelsens Hovedorganisation. 

Publiceret

De støtter Morten Skov

Her er de forbund, der pr. 29. august officielt støtter Morten Skov Christiansen som ny formand:

- 3F med 67 delegerede.

- FOA med 48 delegerede.

- Dansk Metal med 23 delegerede.

- Bupl med 20 delegerede.

- Fødevareforbundet NNF med syv delegerede.

- Dansk Socialrådgiverforening med syv delegerede.

- Dansk Musiker Forbund med to delegerede.

- Politiforbundet med fem delegerede.

- Danmarks Lærerforening med 20 delegerede.

De ni forbund har i alt 199 delegerede.

Kilde: Ritzau på baggrund af pressemeddelelser,, udtalelser fra forbundene og Politiken.

Den 7. september skal der findes en permanent formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), efter at Lizette Risgaard måtte gå af som følge af beskyldninger om seksuelle krænkelser. 

Fungerende formand Morten Skov Christiansen er indtil videre er den eneste kandidat til posten.

398 delegerede fra FH's medlemsforbund skal afgive deres stemmer på en ekstraordinær kongres. Dermed ligger den magiske grænse for, at valget er afgjort, på 200 stemmer. 

I morges havde ifølge Ritzau otte forbund repræsenterende 179 delegerede tilkendegivet deres støtte til Morten Skov Christiansen, ifølge Ritzau. 

Og nu melder endnu en medlemsorganisation sig i koret. DLF oplyser på vegne af formand Gordon Ørskov Madsen til Folkeskolen, at Lærerforeningen også støtter op om den eneste kandidat. Med foreningens 20 delegerede svarer det nu altså til 199 stemmer til Morten Skov Christensen.