Anmeldelse

Cooperative Learning

Flere værktøjer til den uopfindsomme lærer?

Ny arbejdsbog sætter fokus på Cooperative Learning i relation til klasseledelse. I bogen gives der mange gode redskaber, men de mere grundlæggende overvejelser om undervisningens mål og indhold er svære at få øje på.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så dukkede endnu en udgivelse om den såkaldte Cooperative Learning (CL) op i min postkasse. Igen og igen støder jeg på dette fremmedbegreb, der skulle være så nyskabende og virksomt, i hvert fald hvis man spørger folkene bag.

Fakta:

Titel: Cooperative Learning

Forfatter: Mette Stange

Pris: 499

Sider: 163

Forlag: Dafolo

Når sukkene er store, skyldes det, at der ved stort set hver eneste udgivelse af denne slags mangler de helt grundlæggende perspektiver på undervisning, først og fremmest hvad angår undervisningens mål og indhold – det, man normalt beskriver som almendidaktiske perspektiver.

Nærværende udgivelse er – desværre – ingen undtagelse. Bogen er en arbejdsbog og har derfor heller ikke haft til hensigt at give de mere grundlæggende diskussioner – men ikke desto mindre kunne det være tiltrængt.

I stedet gives der eksempler på, hvilke øvelser og organiseringer der kan bruges i undervisningen. Som sådan har den nogle udmærkede afsnit, fordi der er tale om en vekslen mellem korte introduktioner, forslag til CL-øvelser og en række kopiark og referencer.

Bogen er delt op i 11 kapitler med hvert deres fokusområde. Emner som fællesskab, inklusion, anerkendelse og forældresamarbejde optræder med hvert sit kapitel, idet disse elementer på forskellig vis har betydning for elevens læring. De forskellige elementer forklares og udfoldes i kort form og følges derefter op af en række øvelsesark. Ideen om at lade et forklarende afsnit med brug af referencer og forskningsresultater ligge til grund for de konkrete øvelsesark er både inspirerende og forhåbentlig også en hjælp til at undgå, at arkene bliver brugt uden omtanke.

Bogen kan godt give inspiration til undervisningen, vel at mærke når man samtidig har gjort sig klart, hvem ens elever helt konkret er, og hvad man vil med sin undervisning. For selvom der tilsyneladende er gode erfaringer med brug af Cooperative Learning og klasseledelse, må det til enhver tid være den professionelle lærers opgave at forberede og gennemføre undervisningen på baggrund af de almendidaktiske og pædagogiske overvejelser, det nu kræver. Dette kan en værktøjsbog aldrig erstatte.