Forskning

Jeg ved godt, at det nogle gange føles, som om man ødelægger noget ved at sætte ord på, og at det er vigtigt, at det praktiske arbejde har en værdi i sig selv, uden at det skal tales ihjel. Men det er ikke nødvendigvis selvforklarende.
Jeg ved godt, at det nogle gange føles, som om man ødelægger noget ved at sætte ord på, og at det er vigtigt, at det praktiske arbejde har en værdi i sig selv, uden at det skal tales ihjel. Men det er ikke nødvendigvis selvforklarende.

En chance for at skabe meningsfuld undervisning

Lektor Julie Borup Jensen har været forskningsleder på en række udviklingsprojekter i praksisfaglighed ude på landets skoler. Hun ser gode muligheder for lærerne til netop at lægge dét ind i praksisfagligheden, som de altid siger, at de ikke har tid til og mulighed for.

Publiceret Senest opdateret
Arbejdsgrupperne med lærere, ledere og forskere nåede frem til denne model, som viser, at praksisfaglighed er at kombinere og koble de tre dele. Alle tre skal være til stede, man kan vægtes forskelligt fra opgave til opgave.
Arbejdsgrupperne med lærere, ledere og forskere nåede frem til denne model, som viser, at praksisfaglighed er at kombinere og koble de tre dele. Alle tre skal være til stede, man kan vægtes forskelligt fra opgave til opgave.

OM FORSKNINGEN

Lektor ved institut for Kultur og Læring på Aalborg UniversitetJulie Borup Jensen har senest stået i spidsen forudviklingsprojektet »Praksisfaglighed i skolen« igangsat afUndervisningsministeriet ud fra den politiske aftale »Styrketpraksisfaglighed i folkeskolen« indgået 12. juni 2018.

Ifølge aftaleteksten var udviklingsprojektets formål atunderstøtte folkeskolers arbejde med praksisfaglighed i fagene,blandt andet i samarbejde med erhvervsskoler. Projektets formål varat give skoler inspiration til at styrke praksisfaglige ogerhvervsrettede elementer i undervisningen og fagene ifolkeskolen.

I projektet har Julie Borup Jensen sammen med andre forskerefulgt 27 samarbejdsprojekter mellem folkeskoler ogerhvervsuddannelser med fokus på praksisfaglighed.Udviklingsprojektet forløb over to skoleår fra 2018 til 2020 på ialt 58 grundskoler og erhvervsuddannelser med forskelligt fokus iforhold til fag og samarbejder.

Erfaringerne er samlet i en vidensopsamlingsrapport og en rækkeinspirationsmaterialer og videoer, som netop er offentliggjort påemu.dk/grundskole/praksisfaglighed

OM FORSKEREN

Julie Borup Jensen er oprindelige uddannet violinist og sidensygeplejerske, og hendes interesse for forskning blev netop vakt afprofessionsudviklingen. Derudover har hun skrevet ph.d. ominnovation i skolen.

Hun har de seneste år forsket i æstetiske læreprocesser,innovation, forandringsledelse og kreative samarbejdsprocesser.

DET ER PRAKSISFAGLIGHED

Deltagerne i udviklingsprojekterne fortæller, atpraksisfaglighed sker hos eleverne, når:

• Eleverne er aktivt skabende, og teori (fag) bliver brugt i enproces, der har et formål og en mening (relevans ogautenticitet).

• Eleverne får øje på og sprogliggør den faglige viden, debruger for at få noget til at ske eller et produkt til at formesig.

• Eleverne sætter ord på det, de sanser/oplever, kan genkendefagenes erkendelsesformer i arbejdsprocesser, handler og skabernoget håndgribeligt på en teoriinformeret måde.

• Eleverne udvikler dømmekraft og koblingskompetence mellemvidensformer (viden, færdigheder og kompetencer.

RAMMER FOR PRAKSISFAGLIGHED

Udviklingsprojekterne viser, at praksisfaglighed for at kunnefungere i praksis kræver:

• Tid til forberedelse, gennemførelse og evaluering.

• Rammer, der anerkender værdien af praksisfaglighed bredt, ogat det ikke overlades til særlige fag eller særligt interesseredelærere.

• Resurser i form af lokaler, materialer, lærerkompetencer,økonomi omkring eksempelvis transport af både elever og lærere frahenholdsvis grundskole og erhvervsskole.

• Udvikling af samarbejdspraksisser mellem erhvervsskole oggrundskole.

• At der ledes på en måde, der skaber plads til lærernesopfindsomhed, og som stiller krav om overvejelser over krop, fag oghandling.

• At der udvikles bedømmelses- og eksamensformer, der kanindfange krop, fag og handling/produkt.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Men det er jo kernen i vores lærerfaglighed. Hvorfor skal vi tale om det som praksisfaglighed?«

Den holdning har lektor i organisatorisk læring og forandringsprocesser på Aalborg Universitet Julie Borup Jensen mødt utallige gange, i de to år hun har arbejdet med udvikling af praksisfaglighed på skoler, og hun kan godt se lærernes pointe.

Men for hende at se betyder det på ingen måde, at praksisfaglighed bare er det, vi plejer at gøre. Det er tværtimod en gylden mulighed for lærerne og lederne til - med politikernes velsignelse - at sætte fokus på de ting, som de altid selv siger virker: konkrete opgaver, virkelige problemer, æstetiske læreprocesser, kroppen sammen med hovedet, tværfaglighed, differentieret og varieret undervisning og fingrene nede i læringen. Og ikke mindst at sætte fokus på, hvordan lærerne vælger at gribe undervisningen an.

»Lærerne er blevet undervist i en lineær vej frem mod undervisningsmål. Praksisfagligheden kan være en mulighed for at få mandat til at vælge den zigzagvej, der giver mening i den enkelte undervisningssituation. Det kan styrke mandatet til, at en proces fører til noget, selv om målet ikke ligger ligefor«, understreger forskeren.

Forskernes bidrag har været, både undervejs og efterfølgende, at gå til erfaringerne med lidt mere teoretiske briller og prøve at omsætte noget af den tavse viden til brugbare didaktiske processer.

Gennem udviklingsarbejdet blev det også tydeligt, at hvis praksisfagligheden skal fungere på skolerne, så kræver det, at ledelsen udvikler en organisatorisk praksis, der understøtter praksisfaglighed. Og på tværs af alle projekter er der blevet peget på tid, rammer og resurser som essentielt, for at det kan lade sig gøre.

Lærerens tavse viden skal i spil

Men hvis lærerne siger, at praksisfaglighed er det samme som kernefagligheden, er der så overhovedet noget nyt i at arbejde med praksisfaglighed?

»Alle kan genkende det, når vi taler om det. 'Det er sådan, vi arbejder, når bare vi får lov', siger de. Så er mit svar, at så er det jo nu, ministeriet har fået øje på det. Så grib chancen for at skabe den undervisning, du gerne vil, og vær med til at formulere, hvad praksisfaglighed er. Lærerne behøver ikke at vente på, at forskerne definerer det. Det kan de godt selv. Men det kræver en eksternalisering af en tavs lærerfaglig viden. Det er en sprogliggørelse af nogle selvfølgeligheder for læreren, som ikke nødvendigvis er selvfølgeligheder for eleven og forældrene«.

Der er en tendens til blandt lærere, som arbejder praktisk, at man ikke må forstyrre eleverne med alt muligt teoretisk samtidig. Men Julie Borup Jensen mener netop, at det er praksisfaglighed, når vi ikke kun bliver i processen og produktet, men også får talt om det sansede og oplevede. Får gjort eleverne opmærksomme på, hvad de lærer om sig selv i fagene - for eksempel hvilken matematik brugte jeg i konstruktionen af en minilejlighed? Hvordan var det for mig? Og lærte jeg noget af kammeraterne - om mig selv og matematik?

»Ud fra et forskningsperspektiv er det nye, at vi udvikler forståelsen af at få tænkt de tre dimensioner 'krop og erfaring', 'teori og fag' og 'handling og produkt' bevidst ind hele tiden og reflekterer over dem med eleverne. Det var i hvert fald det, der var udfordringen i arbejdet for lærerne, at få dem til at tale i sammenhænge. Har I spurgt eleverne om den kropslige oplevelse i det her? Husker I at vende tilbage til det, når I er tilbage i klassen? Lærerne har en tendens til at tro, at de praktiske oplevelser taler for sig selv, men det gør de ikke«, forklarer hun.

Det gælder også i skole-hjem-samarbejdet, hvor Julie Borup Jensen gerne så, at man forklarede forældrene, hvilke læreprocesser der sker, når man for eksempel tager på virksomhedsbesøg eller arbejder i værkstedet i matematik.

»Jeg ved godt, at det nogle gange føles, som om man ødelægger noget ved at sætte ord på, og at det er vigtigt, at det praktiske arbejde har en værdi i sig selv, uden at det skal tales ihjel. Men det er ikke nødvendigvis selvforklarende. Og dermed bliver man meget sårbar over for andre dagsordener som læringsmålstyring, fokus på teoretisk faglighed eller andet. Derfor er det vigtigt at kunne kommunikere ud af sit fag i en større samtale, der rækker ud over den træning, man har i at udføre et kunstnerisk fag«.

Ikke alle kan bare gribe en sav

De praktisk-musiske fag er i dag gjort til eksamensfag, der skal have karakterer, og det forhold skubber også til behovet for en ny sproglighed, mener Julie Borup Jensen.

»Vi kan ikke nøjes med et tal. Vi skal have både det visuelle og det beskrivende ind i evalueringen. Og når vi står med en projekteksamen, kan der være muligheder for at udvide den projektbedømmelse. Det er jo et skisma i kreativitetsforskning, hvordan produkterne indgår i bedømmelsen. Hvordan måler man elevers refleksive niveau i forhold til egen læring og afklaringsproces? Og efter tyve år med stadig stigende grad af målstyring er det nødvendigt, at vi finder ud af, hvad der ligger nedenunder, når vi fjerne styringen«.

Målstyret undervisning handler om prædefinerede mål, mens der i praksisfaglighed godt kan være tale om mål, der udvikles i processen, forklarer hun. I den forbindelse mener hun også, at man er nødt til at tænke på deltagerforudsætninger, ligesom man gør i de boglige fag.

»Man taler om det, som om alle elever kan gå ind og gribe en sav eller en malerpensel. Men eleverne har forskellige forudsætninger med sig i forhold til at koble sig på forskellige aktiviteter, både de boglige og de praksisfaglige. Og med praksisfaglighed kobles der et refleksivt lag på, hvor eleverne bliver bedt om at kunne koble mellem forskellige typer af boglige og praktiske læreprocesser«.

Julie Borup Jensen glæder sig meget over, at praksisfagligheden har så meget vind i sejlene blandt både politikere, forskere, skolefolk og fagpolitikere. Men hun tænker også, at der i praksisfagligheden ligger viden og måder at se på skolen på, som kan række ud over de aktuelle politiske vinde.

»Praksisfagligheden kan måske fremme samtalen om, hvad læring er, og hvornår den foregår. Hvornår er noget et læringsresultat? Hvordan forstår vi læring og uddannelse i vores samfund. Det bliver selvfølgelig stort, for hvad ligger der i det? Men jeg tænker, at svaret må være, at læringsbegrebet godt kunne trænge til en udvidelse i forhold til, både hvordan vi understøtter læring, og hvordan vi måler den«.

Powered by Labrador CMS