En dreng på en skole på Nørrebro i København fik tre gange revet sin halskæde af. I halskæden var der et kors. Handlingen blev udført af drenge med muslimsk baggrund, der truede drengen med, at hvis de så ham med den halskæde igen, ville det gå ham rigtig galt. Truslerne blev fremsat af jævnaldrende, som han kendte, ni-tiårige drenge. Det fortæller Kåre Bluitgen, der dengang var formand for skolebestyrelsen og nu er aktuel med en debatbog om muslimer i Danmark. Da Bluitgen kort tid efter så børn, som han vidste hele livet havde gået i dansk skole, stå og kaste sten efter bøsser og lesbiske på vej i Mermaid-pride-parade gennem bydelen, følte han sig meget træt ved tanken om den intolerance over for anderledes troende og tænkende, som han så flere og flere eksempler på som aktiv i nærmiljøet. Han blev træt af, at børn gav udtryk for, at de ikke længere ville have svineleverpostej i madpakken. Fordi klassekammeraterne sagde, at de havde lort på maden.

'Er det en fætterskole?', spurgte en forælder, der ringede til skolebestyrelsesformanden for at forhøre sig om, hvorvidt skolen ville være et godt tilbud for hans barn. Det var bare en af de forældre, der ringede og udtrykte bekymring over, om dagligdagen vil være domineret af grupper af elever fra miljøer, hvor begreber om ære og skam går forud for opdragelse til demokrati.

Guds plan for Nørrebro

'Der er kun én sandhed. Og der er tale om et budskab på verdensplan. Islamismen er på fremmarch i verden og er nu også i Vesten. Vesten hjælper selv til ved ikke at have sørget for at have reproduceret sig nok, så man må åbne dørene. Men det er ikke tilfældigt. Det hele er et led i Guds plan'.

Udtalelsen stammer fra Fatih Alev, der er imam på Nørrebro. Og den citeres som indledning til Kåre Bluitgens bog. Ifølge forfatterens iagttagelser er en sådan opfattelse af meningen med tilværelsen som muslim i Danmark udbredt i bydelen. Han mener, at dominerende indvandrergrupper har en anden dagsorden end den, der gælder for de ansatte i det, han sarkastisk kalder integrationsindustrien: lærere, socialarbejdere, konsulenter, kronikskribenter. Han ser mange eksempler på, at børn og unge opdrages med intolerance og had til alle, der ikke hylder koranen som den bogstavelige og fulde sandhed. Som håner, truer eller forulemper danske børn. Og som lægger et benhårdt pres på alle med mellemøstlig baggrund, der ikke lever deres liv i fuldkommen overensstemmelse med fundamentalisternes anvisninger. 'Danskerne klarer sig nok, om ikke andet så ved at flytte', siger Kåre Bluitgen. 'Det er værre med de børn af indvandrere, der ønsker at leve en anden slags liv end deres forældres. Eller de mennesker, der er flygtet hertil netop for at undgå at underkaste sig en religion, de ikke støtter'.

Kåre Bluitgen er ikke modstander af trosfrihed. Men han mener, at hvis danske lærere, skoleledere og skolebestyrelser imødekommer fundamentalistiske muslimers krav, for eksempel om indretning af bederum og halalkød i skoleboden, modarbejder man mange års kamp mod religiøse kræfters indflydelse i skolen. Han udtrykker tilfredshed med, at den kristne kirkes indflydelse er væk.

'Religionen hører til i privatsfæren', siger han. 'Hver gang en skole giver efter for religiøse gruppers ønsker, giver man fundamentalisterne en ny platform for udøvelsen af social kontrol'. Han henviser til, at hvis nogle af de store elever med muslimsk baggrund ønsker at frigøre sig fra visse religiøst influerede traditioner, kan de ikke længere bruge argumentet om, at det ikke er muligt at følge forældrenes skikke, når de er i skole. Hvis skolen underkaster sig fundamentalisternes krav, vil deres fætre og brødre have mulighed for nidkært at vogte over, om deres familiemedlemmer og andre fra samme kultur fraviger religionens og traditionens bud. Skolen bidrager dermed til at underminere elevernes religionsfrihed. Og bringer sig i konflikt med skolelovens bestemmelser om opdragelse til demokrati.

Noget lignende gør sig ifølge Kåre Bluitgen gældende i forbindelse med retten til at bære tørklæder. Det blev for nogle år siden ved dom fastslået, at en arbejdsgiver ikke må nægte en ansat at bære tørklæde i arbejdstiden. Dermed røg mange unge muslimske pigers undskyldning for ikke at følge forældrenes ønsker sig en tur. Domstolen udvidede fundamentalisternes mulighed for sindelagskontrol til også at omfatte skolepiger i erhvervspraktik.

'Det er ikke andre folks religion, jeg er ude efter. Men jeg kritiserer, at skolerne og det danske samfund i det hele taget har givet alt for lang snor til folk, der mener, at de ejer sandheden', siger Kåre Bluitgen.

Tolerante på andres vegne

Kåre Bluitgen giver ikke så mange bud på, hvordan problemerne skal løses. Han siger, at bogen er skrevet for at sætte gang i en debat, der skal lære velmenende folk at skelne mellem, hvornår man er tolerant, og hvornår man passivt overlader initiativet til dem, der vil modarbejde de demokratiske rettigheder. De rettigheder, der er opnået i Danmark efter mange års hård kamp.

Han er selv aktiv på den politiske venstrefløj, men finder, at debatten også her kvæles i angsten for at blive anset for intolerant. Derfor siger man ikke fra over for mørke kræfter blandt de nye danskere.

'I dag har venstrefløjen ikke engang et udkast til en strategi for bekæmpelsen af den politiske islamisme. Den islamisme, der tager koranen bogstaveligt og nægter at adskille politik og religion. Derfor får det infame lov til at sprede sig: intolerancen, censuren, hadet, herrefolksmentaliteten, åndsformørkelsen, undertrykkelsen', siger han og tilføjer: 'Der er ingen grænser for den gode vilje, når venstreorienterede og andre humanister ytrer sig om, hvad der er det rigtige i forbindelse med integrationen af indvandrere og flygtninge. Men de taler tilsyneladende om, hvad alle andre skal gøre. Selv skal de ikke have noget af at sætte deres børn i en såkaldt multietnisk skole', siger Kåre Bluitgen og citerer en rundspørge fra Jyllands-Posten, der viste, at langt den overvejende del af medlemmerne af Uddannelses- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune havde sendt deres børn på privatskoler med et begrænset antal tosprogede klassekammerater.

Han forstår godt, at forældre ikke vil eksperimentere med deres børn. Men han advarer mod at vende det blinde øje mod kræfter, der modarbejder demokratiet, i misforstået omsorg for andres kultur. 'En naiv eftergivenhed er udelukkende til gavn for de sorte', siger Kåre Bluitgen. Og det er ikke de involveredes hudfarve, han hentyder til.

Til gavn for de sorte

Af Kåre Bluitgen

178 sider, 199 kroner

Centrum