Når unge er vrede og reagerer voldsomt, sker det ofte, at alle de voksne trækker sig. Det er ellers netop i den situation, det er vigtigt med samtale. Det er hovedpointen i det arbejde om tidlig forebyggelse af radikalisering, der foregår i Københavns Kommune.

Viden Inklusion København (Vink) hedder det og er en del af kommunens Sikker by-pakke, der kører frem til 2014.

Vink opstod for to år siden på grund af en voksende politisk og samfundsmæssig opmærksomhed om ekstremisme, antidemokratiske bevægelser og terror.

Vink har tilknyttet personer, der hjælper medarbejderne i København med at styrke kontakten til marginaliserede unge og minimere grobunden for frustrationer, der kan gøre dem modtagelige over for politisk eller religiøs radikalisering. Deres opgave er at coache og give handlemuligheder.

Den største bekymring går på dem, der er tiltrukket af religiøs jihad, politisk og militant højre- eller venstreekstremisme.

»Når man møder vreden, er det vigtigt at tage den personlige diskussion og ikke trække sig. Der er brug for samtale. Når en person er følelsesmæssigt påvirket, er der behov for én til én-samtale. At tage fat i hvad det er for en vrede«, siger kontorchef Pernille Kjeldgård fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i København.

Hun understreger, at der er tale om en gråzone, hvor det er svært at sige, om man muligvis er på vej til at acceptere vold som protestform. Men man skal huske, at alle holdninger er tilladt i Danmark. Det er kun bestemte handlinger, der er forbudt.

»Antalsmæssigt er radikalisering et lille problem, men effektmæssigt er det stort. Det er vigtigt, at der sker en af-tabuisering. Vi skal kunne tale om det. Det er farligt, når der er ikke-viden på et område. Når de voksne trækker sig, så efterlades de unge uden alternativer. Derfor er det så vigtigt med nogle tydelige voksne«, siger hun.

Før man ringer til PET

Ideen med Vink er, at medarbejderne skal have et alternativ til at ringe til efterretningstjenesten eller til politiet.

Vink har ansat et panel af resursepersoner, der kan rådgive medarbejderne og i særlige tilfælde fungere som mentorer for de unge. Personerne tæller sagsbehandlere, lærere, gadeplansmedarbejdere, en teolog, en psykolog, personer med anden etnisk baggrund end dansk og en person med tidligere baggrund i ekstreme bevægelser.

Forvaltningen oplever, at der ikke er en fast profil, man kan holde sig til i forebyggelsesarbejdet. Sagerne er meget forskellige, ligesom der ikke er en fast vej ind i en ekstremistisk gruppe eller ud af den. For mange handler det langt mere om fællesskabet end om en bestemt ideologi.

Seniorforsker ved Danish Institute for International Studies Manni Crone skriver i et baggrundspapir, at en af de dømte fra den såkaldte Glasvejs-sag efter eget udsagn ønskede at handle og komme i kamp. Han opsøgte forskellige miljøer, hvor han kunne finde våben, træning og spænding. De miljøer, han opsøgte, var yderst forskellige i ideologisk forstand.

Manni Crone beskriver også en tidligere svensk nynazist, der gik ind i en nynazistisk gruppe uden at have det store kendskab til ideologien. »Da han på et tidspunkt begyndte at interessere sig for gruppens ideologi, blev han slået af den modsætning, der var mellem gruppens handlinger og ideologien. Kendskabet til ideologien blev derfor et første skridt på vej ud af gruppen - ikke det første skridt på vej ind i et ekstremistisk engagement«. Manni Crones konklusion er, at kendskabet til ideologien ofte er ret overfladisk.

Det handler oftest om at føle, at man hører til. Er del af et fællesskab og måske oplever at have en magt ved at være i det fællesskab.

En 8. klasse får stileemnet »Hvad ville du gøre, hvis du blev statsminister i morgen?« En dansk-irakisk dreng fra klassen skriver, at han ville indføre et kalifat med sharialovgivning, så alle kunne blive gode muslimer.

Dansklæreren anmelder eleven til PET.

Hvad hvis eleven havde skrevet: »Hvis jeg blev statsminister, skulle alle udlændinge sendes hjem, og vi skulle finde en stærk mand, der styrede landet«? Eller »Vi skulle finde en leder som for eksempel Stalin, som kunne styre alle de kapitalister, der ødelægger vores natur og mishandler dyrene«? Ville læreren så også have ringet til PET?

Forældrene til en dreng i 7. klasse ringer til klasselæreren. Deres søn har lige hængt et stort hagekorslagen op på sit værelse. Forældrene er bekymrede. Læreren mener, at det nok vil gå over igen.

Nogle måneder senere ringer forældrene igen. I løbet af sommerferien har deres søn haft besøg af nogle ældre kammerater. Flere var skinheads og tatoverede. Læreren tilbyder at holde en temauge om nazismen og dens forbrydelser. Efter temaugen er der to drenge mere, der er blevet fascinerede og vil være nynazister.

Senere viser det sig, at de tre drenge egentlig var ligeglade med nazismens historie og ideologi. Måske handlede det om opmærksomhed, om respekt, om venskab med nogle store rødder - at høre til i en gruppe.