Er der nogen af muslimerne i klassen, der ved, hvilken vej jeres far vender, når han beder?' spørger læreren.

'Hjemme hos os skal man stå skævt', svarer en mørklødet dreng.

Det er tirsdag morgen, og 1.u på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København har kristendom. Det er dog langt fra kristne navne, som dominerer på den navneliste, der er skrevet med sprittusch på køleskabet bagest i klassen. Der står blandt andre Saad, Didem, Hülya og Adel, men også Simon og Peter.

Lærer Louise Guldborg drejer samtalen tilbage til udgangspunktet, nemlig død og begravelser. Mange af børnene kender nogen, der er døde.

'Soldater dør også. Min farfar var med i anden verdenskrig, men han døde først, da han blev for gammel', fortæller en lyshåret dreng på forreste række.

'I Tyrkiet var der en dame der døde, fordi hun faldt ud af sengen', fortæller en pige med langt mørkt hår.

'Min mormor er død, men jeg så det ikke, fordi hun boede i Iran', siger en anden.

Louise Guldborg spørger børnene, om de ved, hvordan en kristen begravelse foregår.

'Jeg har været til en begravelse for mange, mange år siden', siger en dreng. Det er det nærmeste, børnene kommer på et bud, indtil en anden dreng vil fortælle, at i Spanien står kisterne på jorden. Louise Guldborg spørger ham, hvilken religion de fleste spaniere tilhører.

'Jeg ved ikke så meget om det der legion. Jeg ved faktisk slet ikke, hvad legion er', lyder det lidt tøvende svar. Han får en forklaring, hvorefter Louise Guldborg tegner et kors på tavlen.

'Hvad kommer I til at tænke på, når I ser sådan et kors?' spørger hun.

'En person, Jesus. Døde han ikke ved at blive hejst op i et kors? Han blev sat fast med søm i hænderne og fødderne', siger en pige.

'Han havde også søm i halsen og i maven', mener en anden.

De ti bud arbejder for Jesus

Louise Guldborg spørger børnene, hvor mange der er døbt. Seks børn rækker fingeren i vejret. En af dem hedder Yussuf og ligner ikke prototypen på en kirkegænger i en dansk folkekirke. Gået lidt på klingen indrømmer han, at det bare var for sjov.

En dreng fortæller, at den første der døbte nogen, var Johannes Døberen, og at han døbte både voksne og børn. Drengen fortæller videre, at han snart skal konfirmeres, men læreren forklarer ham, at det altså lige varer et par år endnu.

'Ti nu stille. Vi hører også efter, når I fortæller om islam', siger Louise Guldborg pludselig til to drenge, der sidder og pjatter. Hun fortsætter timen ved at tale om Faderen, Sønnen og Helligånden. Børnene ved næsten, hvad det betyder.

'Faderen er Gud, Sønnen er Jesus, men ham Helligånden, er det Kristus?' spørger en dreng. Efter at have fået at vide at Jesus og Kristus er den samme, prøver han igen.

'Er Helligånden så ikke fætteren?' spørger han, uden at nogen i klassen fortrækker en mine.

Efter at have været omkring den gamle vits om, at beviset på, at Gud er en mand, er, at himlen ikke er lyserød, når samtalen til De Ti Bud.

'Er der nogen, der ved, hvad De Ti Bud er?' spørger Louise Guldborg.

Efter lidt tøven rækker en pige fingeren i vejret.

'De Ti Bud, er det ikke dem, der arbejder for Jesus og sådan noget?'.

Louise Guldborg forklarer, at det er nogle regler, som de kristne engang fik. Så remser hun nogle af dem op.

'Du skal ikke have andre guder end mig, du må ikke misbruge Guds navn, kom helligdagen i hu. Dem bruger vi ikke rigtig mere. Der er også et, der hedder: Ær din far og din mor. Hvad betyder det?'.

'Hvis jeg nu var med i for eksempel en basketballkamp, og jeg vandt, så ville jeg blive æret', lyder et svar.

Louise Guldborg når til buddet om, at man ikke må stjæle.

'I hvert fald ikke fra Nationalbanken. Det er det, tyvene næsten altid gør', siger en dreng og vender sig ivrigt om til sine kammerater for at se reaktionen. Han bliver afbrudt af en klokke, der signalerer, at klokken er halv ti, og det er tid for frikvarter. Børnene gør sig klar til at gå ned i skolegården, men går først, efter læreren har givet dem lov.

Ingen bibel til muslimer

Tilbage i det tomme klasseværelse fortæller hun, at hun ikke ændrer på undervisningen i kristendom, fordi størstedelen af eleverne er muslimer.

'Det er mit job at oplyse, ikke at forkynde', siger hun. En ting er dog lidt anderledes.

'Jeg vil ikke udlevere en bibel til de muslimske børn', fortæller hun.

Louise Guldborg mener, at der er fordele ved at undervise muslimer i kristendom.

'Muslimer er meget mere opmærksomme på at være troende. De er vokset op med det', siger hun.

På forældremøder opfordrer hun kraftigt til, at alle børn deltager i alle timerne.

'De skal deltage på lige vilkår. Jeg vil ikke krænke nogen, men det er en dansk folkeskole med danske traditioner'.

Det kom blandt andet til udtryk sidste år, hvor skolens elever fra børnehaveklassen til femte var i kirke til jul. Der blev dog indgået det kompromis, at præsten ikke bad fadervor eller gav velsignelse.kamp