”Engang var det børnene, der var bange for os. Nu er det os, der er bange for forældrene. Eller bare trætte af dem”.

Jeg-fortælleren i Katrine Marie Guldagers seneste roman er læreren Birgithe. Hun er en erfaren folkeskolelærer på 50+ med en forkærlighed for Tove Ditlevsen. Hun er netop blevet forbigået til den afdelingslederstilling, som hun ellers synes, hun var helt klar til. Hun køber bøger til nogle af sine elever og har været på lederens kontor og fået at vide, at hun skal forblive ”professionel”.

Hendes mor er lige død, og hendes søster er på vej til indlæggelse på psykiatrisk afdeling, da hun træder ind i den ellers fantastiske 3.a og får en papirkugle lige i hovedet.

Efter en timeout på toilettet er hun klar til at afvikle timen i god ro og orden. Men da en seddel fra nogle drenge får en pige til at bryde i gråd, griber hun til redskabet, som en lærer i dagens folkeskole ikke må bruge. Hun skælder ud.

”Nu fortæller I mig, hvad I har skrevet. Nu må I owne det her”, råber hun. ”Så I vil skrive et eller andet på en seddel, men ikke stå ved det. Ved I hvad det er? Det er fucking usselt!”.

Et samtidsportræt

'Birgithe med th' er en fortælling om en desperat kvinde, som er fanget i sin komplicerede familie. En vred kvinde i sorg. Men sideløbende er det en fortælling om folkeskolelærerens arbejdsbetingelser.

Der er intet tilfældigt i, at romanens hovedperson er blevet placeret i folkeskolen, forklarer forfatter Katrine Marie Guldager.

”Birgithe er et portræt af en kvinde, men det er også et samtidsportræt", siger hun til folkeskolen.dk.

"Folkeskolen er god til at tage temperaturen på samfundet. En skoleklasse er i et eller andet omfang en miniudgave af det omkringliggende samfund. Det er dér, de kommende fællesskaber bliver skabt. Det er folkeskolen, der kommer til at præge de kommende generationer”, siger hun.

Hun forklarer, hvorfor hun lader sin hovedperson reflektere over, at lærerne er blevet bange for forældrene.

”I samfundet har de voksne svært ved at påtage sig den autoritet, som de er nødt til at påtage sig over for de yngre generationer. Unge mennesker har brug for ledetråde og har brug for en autoritet. Man kan føle, at magtbalancen tipper lidt. Børnene får lov til at bestemme lidt for meget, og børnene har altid ret”, siger hun og peger på, at hun mener, at forældrene har meget fokus på deres eget barn.

”Forældre blander sig meget og har meget fokus på deres eget barn og glemmer, hvad der sker, hvis alle gør sådan. Hvis alle tager på skiferie uden for vinterferien, så bliver det svært”, siger hun og sukker. ”Og nu er jeg selv en, der tager på skiferie uden om en ferie”.

Ledelse

Efter episoden i 3.a bliver Birgithe sygemeldt og rykker ind sin mors hus for at rydde op. Skolelederen Søren ringer for at vende episoden i 3.a og for at høre, hvornår hun kommer tilbage.

”Selvom han godt forstår, at jeg kan have mine grunde til at være ulykkelig i disse dage, så vil han gerne understrege, at vi lige skal have styr på klassen og forældrene. Der går nogle vilde rygter”.

Birgithe beskriver Søren som en af de skoleledere, der altid er imødekommende.

”Men tag ikke fejl. Søren får altid sin vilje. Selvfølgelig gør han det, ellers var han ikke leder. I gamle dage var magten synlig, nu er den pakket ind i følelser og manipulation”, reflekterer Birgithe.

Da hun igen møder på skolen, er samtalen med Søren alt andet end opbyggende. Alexanders mor har fortalt skolelederen, at Alexander rystede, da han kom hjem fra skolen den dag.

”Jeg har talt med Alexanders mor, som har talt med to andre mødre i klassen, og de siger, at de har mistet al tillid til dig som lærer”, lyder budskabet fra skolelederen.

”På grund af en episode?”, spørger Birgithe.

Skoleresearch

Katrine Marie Guldager har børn i 4. og 7. klasse, og hun synes egentlig ikke, at hun har researchet så meget for at ramme udfordringerne i skolen.

”Jeg har haft en samtale med en lærer, som fortalte mig, at man som lærer kunne få et ADHD-skema, som skal udfyldes”, siger hun.

ADHD-skemaet er med i bogen, hvor Birgithe nægter at udfylde det, fordi hun ikke mener, hun har fagligheden til det. ”Jeg er jo ikke læge”, begrunder hun det over for skolelederen.

Katrine Marie Guldager har også besøgt to skoler.

”Det allerstørste chok jeg fik, var, hvor meget skærme fyldte. Det var jeg rystet over. Hvordan kan man lærer noget, når man ikke er til stede i fællesskabet?”.

”Skærmene, der skulle være et redskab, bliver en barriere mellem lærer og elev. Lige så snart læreren ser væk, slår eleverne over på spil eller tager deres telefon op”.

Elevernes brug af skærme får også en rolle i bogen.

”Der mangler respekt for lærerne. Læreren skal bruge meget tid på at få selv store børn til at sidde stille. Det er måske ok i 3. klasse, hvor de er en sæk lopper. Men var jeg folkeskolelærer, ville jeg føle, eleverne manglede respekt for mig”, siger Katrine Marie Guldager.

Tilbage til hverdagen

Birgithe skal samle 3.a op, da hun kommer tilbage.

”Der er dødstille, da jeg med store blokbogstaver skriver U-N-D-S-K-Y-L-D”.

Det lykkes, for to dage efter står Birgithe igen 3.a, og da hun fortæller om en forfatter, der har skrevet en hel roman uden at bruge bogstavet a, mærker hun den gode stemning vende tilbage.

”Et øjeblik forbinder jeg mig med det bedste ved mit job. Dét at være i kontakt med 24 små bankende børnehjerter. Følelsen af, at jeg gør en forskel”, tænker hun, da Søren banker på døren og hiver hende ud af klassen for at spørge om, hvorfor hun ikke har udfyldt ADHD-skemaet.

I 'Birgithe med th' prøver hovedpersonen ellers at undgå Søren. ”Jeg har en følelse af, at der kan være en fyreseddel, hvert øjeblik det skal være”.

Og på 12.-dagen – romanens sidste dag:

”Jeg overvejer at sige op. Det er ikke, fordi mit arbejde ikke er meningsfuldt, men jeg føler, der noget grundlæggende i kontrakten mellem mig og skolen, der er revet i stykker”.

Katrine Marie Guldager kan godt forstå, at mange lærere i dag vælger at forlade faget.

”Vilkårene er blevet for hårde”, siger hun. ”Det er ulykkeligt, at dem som skal give omsorg til børn og få dem til at føle sig værdsat af fællesskabet, ikke selv bliver værdsat. Der er ikke ret meget tak”.