"Jeg har skrevet stort set lige siden, jeg lærte alfabetet. Da jeg var otte år, havde jeg en lærer, der satte klassen i gang med at skrive rim og digte, og jeg elskede det og fortsatte med det i mange år", fortæller hun.

”Jeg er superglad for, at der er dansklærere, der bruger mine bøger”

Forfatter Cecilie Eken har aldrig overvejet, hvordan hendes bøger kunne passe ind i skolen, men hun er meget glad for, at så mange lærere arbejder med læselyst, og hun elsker at høre børnenes tanker, når hun er på skolebesøg.

Publiceret

Det vigtigste for Cecilie Eken er ikke, om hendes bøger bliver læst i skolen, det vigtigste er, at der bliver læst bøger. Som populær børnebogsforfatter bliver hun tit inviteret ud i skolen for at holde foredrag eller være en del af huskunstnerforløb, og det er på én gang opløftende og nedslående.

”Jeg spørger altid både børn og lærere, om der er noget, de mangler. Ikke fordi jeg lover at skrive det, men det kan være interessant at høre, hvad de tænker. Børn er som læsere meget umiddelbare. Hvis de kan lide det, kan de lide det - og de har gode ideer”.

”At få lov til at skrive bøger til børn og unge er en ære og meget meningsgivende, så jeg behøver aldrig spørge mig selv, hvorfor jeg gør det, jeg gør. Jeg får lov til at forbinde mig til et andet menneske gennem mine bøger. Så jeg føler mig ekstremt privilegeret og taknemmelig”.

På den anden side oplever hun også, at der er kæmpestore forskelle på de skoler, hun besøger.

”Jeg ser et sprogligt armod. En masse børn, der hælder mod skærme, fordi de får instant gratification  (øjeblikkelig tilfredsstillelse, red.). Jeg oplever, at de har læst og hørt færre ord end for 20 år siden. Når jeg laver skriveværksteder, oplever jeg nogle steder, at børn i dag simpelthen kan meget færre ord. Jeg oplever en ulighed i skolerne, som jeg ikke forbinder med Danmark”.

Cecilie Eken mener, at det at læse historier spiller en stor rolle, fordi gode bøger behandler de svære sider af livet, og det er vores måde at bearbejde, at vi lever i en uperfekt verden. Det gør film ganske vist også, men hun mener, at bøger kan noget særligt, for de træner både evnen til at billedskabe og sproglige færdigheder.

”De talte og læste ord er magt. Ord sætter os i stand til at forme vores verden, og giver vi ikke børnene ordene, så giver vi dem ikke magten til at forme deres verden”.

Arbejder meget med sproget

I år fejrer Cecilie Eken 30 års forfatterjubilæum. Hun var 23 år, da hun fik sin første bog udgivet. Hun skrev mest for sig selv, fordi hun havde en fed historie, som hun ville have ned på papir. Men da hun fik Kulturministeriets Børnebogspris i 1997, var der skoler, der begyndte at invitere hende ud, og så begyndte hun mere og mere at tænke på, at der sidder læsere derude.

”Jeg har aldrig tænkt over, hvordan mine historier passer ind i en dansklærers mål med undervisningen, og det kommer jeg heller ikke til. For mig handler det om at give en sproglig æstetisk oplevelse, at vække nysgerrighed og begejstring, og forhåbentlig give børn og unge lyst til at læse”.

Det er vigtigt for Cecilie Eken, at sproget svinger.

Cecilie Eken har blandt andet skrevet romanerne 'Sølvblomst' og 'Natblomst' og billedbogen 'Mørkebarnet', som er meget brugt i skolen

”Jeg gør mig utroligt umage på mange planer, og jeg arbejder med sproget for, at det nogle gange skal være poetisk, andre gange drive fremad. Jeg er nysgerrig i forhold til, på hvor mange forskellige måder, man kan sige tingene på dansk, og jeg bruger lang tid på at redigere og læse højt for min søde mand, som bare skal lytte, ikke sige noget, men gerne være begejstret, og så kan jeg høre med mit ydre øre, hvis en sætning er kluntet og skal skrives om”.

Lærerjobbet burde være topprestige

Gennem de 30 år har Cecilie Eken skrevet teaterstykker, romaner og billedbøger, hvoraf særligt 'Mørkebarnet' og 'Sølvblomst' og 'Det Levende Sværd' ofte bliver brugt i skolen. Den  seneste udgivelse er en poetisk billedbog om rummelighed og åbne hjerter med titlen 'Omnias Hus', som er udkommet i april i år. Hun har hele vejen igennem skrevet børne- og ungdomsbøger, og hun bliver ofte spurgt, om hun ikke skal skrive noget til voksne

”Det har jeg det en smule stramt med, for de spørger gerne på en måde, som om det er finere at skrive til voksne, og det er jo helt absurd”.

Forrige år blev en af hendes tekster brugt til afgangsprøven i læsning, og folkeskolen ligger hende meget på sinde.

”Jeg ser udfordringer i folkeskolen, som vi er nødt til at løse. Og det gør man ikke ved bare at smide en masse opgaver ud til lærerne, så de ikke har tid til at koncentrere sig om det vigtigste. Man kan komme med masser af fine ord og idealer på papir, men jeg ser lærere, der kæmper og halvvejs opgiver. Lærerjobbet burde være virkelig vellønnet og topprestige. Det burde være ’Wow, du får lov til at beskæftige dig med børn, det er jo det allervigtigste'”.