Anmeldelse

Hjaltes kamp
Hjaltes kamp

64 + moms og still going …

"Hjaltes kamp" er en universel historie, og Charlotte Blay har altid et sikkert blik for sine hovedpersoners udvikling.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forfatteren Charlotte Blay, der fejrede sin 80-års fødselsdag den 15. oktober i år, er altid – altid – god for en spændende historie. Hun er eminent til at rejse ud i verden og fange en relevant historie og gøre den til en levende og spændende læseoplevelse for danske børn og unge. I ”Hjaltes kamp” har hun ikke rejst så langt, men været inspireret af udgravningerne af Harald Blåtands nyopdagede ringborg nær Køge på Sydøstsjælland, som hun har fulgt på tæt hold fra sit hjem på Gjorslev Slot.

Fakta:

Titel: Hjaltes kamp

Forfatter: Charlotte Blay

Illustrator: Per O. Jørgensen

Pris: 149

Sider: 112

Forlag: Koustrup & Co.

”Hjaltes kamp” er en klassisk historie om en dreng, der ikke kan leve op til sin fars forventninger. Historien er henlagt til vikingetiden, hvor Hjaltes far, Jarl Trygve, har store forventninger til sin søns mod og styrke, men ak og ve: Hjalte er en lille slapsvans i faderens øjne. Hjalte finder imidlertid hjælp hos sin halvsøster, trælpigen Kuska, og sammen med hende oplever han mange spændende ting, blandt andet sammen med Kuskas falk, Lynvinge.

Venderne er hele tiden en potentiel fare for vikingerne på Sydøstsjælland, og en dag bliver vikingernes havn angrebet, og Hjaltes ældre søster, Sigrid, bliver røvet. Til gengæld får vikingerne fat i venderdrengen Rurik, og Hjaltes far beslutter, at Rurik skal være gidsel og udveksles med Sigrid ved først givne lejlighed. Hjalte får den betroede opgave at passe på Rurik, og det giver problemer, for Hjalte er noget af et ”bløddyr”, der slet ikke har det, der skal til for at være en barsk vikingedreng.

På et tidspunkt møder Hjalte selveste Harald Blåtand, der inspicerer byggeriet af ringborgen, og digter et kvad om kongens nye ringborg. Det udløser omgående en belønning fra kongen.

Bagest i bogen er der opskrifter på vikingemad og forklaring på nogle af de vikingeting eller fænomener, der optræder i fortællingen. Runealfabetet er også med.

Charlotte Blay debuterede i 1970 med romanen ”Hyldehytten” og har siden skrevet næsten 90 bøger. I 1993 modtog hun Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris for ”Den plettede tiger”. Året efter modtog hun Drassows Legat for den smukke bog ”Stjerneskud og halvmåne”. I 1998 tildelte Gyldendal hende forlagets Boglegat for Børnebogsforfattere og -tegnere, og i 2006 fik Charlotte Blay Kulturministeriets Børnebogspris for ”Skrællingen - Tora i Vinland”.

Det bliver med garanti spændende at følge Hjaltes udvikling i de to efterfølgende historier, der er planlagt, nemlig ”Hjalte og Kong Blåtand” og ”Hjalte på vikingetogt”.

Og så er ”Hjaltes kamp” også en smuk bog, blandt andet takket være illustratoren Per O. Jørgensen, der har illustreret smukt og dramatisk igennem hele romanen.

Powered by Labrador CMS