Anmeldelse

Hvad der kan ske når man drikker cabanga

Hvad der kan ske når man drikker cabanga

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Drengen Elia er hovedpersonen i denne flotte, sansemættede fortælling fra et sted i et afrikansk land. Til de mellemste klassetrin giver den en positiv beskrivelse af glæde og liv i et fattigt fiskersamfund med kun et eneste tv i hele byen og hverken elektricitet eller rindende vand.

Fakta:

Titel: Hvad der kan ske når man drikker cabanga

Forfatter: Bodil Bredsdorff

Illustrator: Gugga Zakariasdottir

Pris: 199 kroner

Sider: 90 sider

Type: Bog

Forlag: Høst og Søn

Vi hører om dagligdagen, boligen, skolen, naturen, arbejdet, fritiden, fiskeriet, livet på markedspladsen - og her fortælles om overgangsritualer for landsbyens tiårige piger og drenge. Bogens lange og lidt mystiske titel hentyder til en gæret majsdrik, som Elia for første gang oplever virkningen af, og han bliver derfor sendt hjem fra festen.

Overalt ledsages teksten af både smukke og beskrivende fotos i stort format. De kommer helt tæt på og vidner om fotografens store og indgående kendskab til det lille samfund. Der er desværre ingen billedtekster, og derfor kan det være vanskeligt at identificere historiens forskellige personer.

Fiskerbyen ligger ved en bugt lige ud til en stor sø, men i bogens indhold er der ingen faktuelle informationer om, hvor i Afrika fortællingen foregår. I kolofonen takkes dog for et rejselegat til Mozambique, og som sådan kan bogen naturligvis læses isoleret som en rigtig god historie - men indholdet lægger i lige så høj grad op til at blive inddraget i et større, flerfagligt forløb om det afrikanske land. Hertil kan man i sin undervisning med fordel benytte Danidas ulandskalendermateriale fra år 2000: "Laura i Solsikkehuset", der skildrer børns liv i Mozambique.