En fjortenårigs snusfornuft kan man ikke løbe om hjørner med.

Marie ser Sønderborg anno 1864 blive forvandlet fra en plet med hverdagsbekymringer og fredelig sameksistens mellem den dansk- og den tysksindede befolkning til en frontby. Pludselig er det ikke kun til pynt, at hendes far er løjtnant af reserven og skal stille til forsvar af Dannevirke. Samtidig ryger der brosten ind gennem vinduet til faderens butik, fordi han har ansat en ung tysksindet butikssvend.

Forfatteren har fundet en god balance mellem historisk formidling og historiefortælling. Den realistiske skildring med Marie som synsvinkelbærer er medrivende i sit tema om sameksistens og pligtfølelse. Bogen er ikke historieundervisning, den må historielæreren sørge for, men et godt stemningsbillede og bud på, hvad der sker i hovedet på almindelige børn og unge, når de havner midt i en krig.

Marie praktiserer civil ulydighed på hjemmefronten; hun skal nok selv bestemme, hvad hun har godt af at vide, og derigennem får læseren indblik i forældrenes brevveksling og faderens dagbog fra fronten. Her finder hun andre vurderinger af situationen end den nationalistiske propagandapåstand om, at Dannevirke er uindtagelig.

Første del af romanen beskriver fint hverdagsdetaljer og politiske spørgsmål, så læserens baggrundsviden er på plads. Anden del er den bedste litteratur. Den er til gengæld også god.