Sidste år kommenterede Ole Vig Jensen en undersøgelse, som satte fokus på læseundervisningen i henholdsvis Danmark, Sverige og Finland. Han pegede her på nogle forskelle i de tre landes læreruddannelse. 'Disse forhold vil jeg have med i overvejelserne, når jeg om kort tid skal komme med forslag til en ny læreruddannelseslov. Her vil disciplinen læsning få en central placering,' fortalte han Undervisningsministeriets Nyhedsbrev.

I februar i år kom så lovforslaget. Fremtidens lærer skal være fagligt bedre funderet og skal derfor have fire liniefag mod de nuværende to. Da uddannelsen fortsat kun skal vare fire år, og da de to ekstra liniefag har et omfang, som svarer til 30 procent af den samlede uddannelsestid, sker der en kraftig beskæring af det nuværende indhold.

Kan dette gøres uden at vi får en amputeret læreruddannelse?

Efter lovforslaget skal de pædagogiske, psykologiske og didaktiske fagområder beskæres med 33 procent. Om dette skrev Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse den 4. februar: 'De pædagogiske fag bevares naturligvis, men bliver noget beskåret, fordi det nu er meningen, at pædagogikken i endnu højere grad skal ind i hvert enkelt fag.'

Her er ikke tale om nytænkning, men om en gennemprøvet idé, der hidtil ikke har haft succes. En væsentlig årsag er, at seminarielærerne i reglen har en meget begrænset erfaring med den praktiske del af undervisningen i folkeskolen. Hvad får politikerne til at forvente, at dette i en kommende læreruddannelse skulle blive væsentligt anderledes?

'Politiske slogans hjælper ikke et eneste barn med en eneste bedre undervisningstime', lyder det formanende fra Ole Vig Jensen i Politiken 27. april. Netop derfor er det katastrofalt, hvis støjen fra simple, demagogiske budskaber om lærernes ringe faglighed får afsporet arbejdet med en ny læreruddannelse.

'Faglighed' er ikke et magisk trylleord. Det er nødvendigt nøje at overveje og dokumentere, hvilken faglighed en lærer i folkeskolen har brug for. En lærer skal kunne sit fag, men begynderundervisning og undervisningsdifferentiering stiller derudover store krav til lærerens undervisningskompetence. Derfor indebærer fagligheden, at læreren i kraft af en pædagogisk og psykologisk indsigt skal kunne tilrettelægge sin undervisning ud fra det enkelte barns stærke og svage sider, samt skaffe sig overblik over de pædagogiske redskaber, som kan anvendes i sammenhængen.

Har folkeskolens lærere så rigeligt af denne form for faglighed, at der i en ny læreruddannelse er råd til en beskæring?

Fagfolkene i seminarierådet har frarådet denne beskæring. En meget stor del af høringssvarene giver samme råd.

Konsulentfirmaet PA Consulting Group har for Undervisningsministeriet gennemført en undersøgelse, hvor forældre og andre voksne blev spurgt om deres forventninger og holdninger til folkeskolen. 'De adspurgte mener, at skolen lever op til sin formålsbeskrivelse, og at lærerne generelt er fagligt velfunderede, men at de har vanskeligt ved at formidle denne viden,' lyder en af konklusionerne.

I Ole Vig Jensens forslag til ny læreruddannelse forsvinder fællesfaget dansk, men mindst et af de fire liniefag skal være dansk eller matematik. Undervisningsministeriet skønner, at dette vil medføre, at cirka 80 procent af de studerende vil vælge dansk som liniefag.

Vil dette medføre, at disciplinen læsning får en central placering?

Hovedparten af de seminarielærere, der underviser i dansk, er magistre i nordisk litteratur. De har fra deres universitetsuddannelse naturlig nok et ret begrænset kendskab til læseindlæringsteorier samt begynderundervisning og har derudover kun et perifert kendskab til den praktiske undervisning i folkeskolen. Jeg deler derfor professor Carsten Elbro bekymring, når han til ugebrevet 'Mandag Morgen' den 27. januar 97 om folkeskolens læseundervisning udtaler:

'Der er to fundamentale problemer. Dels at den viden, der findes, ikke bliver spredt og derfor heller ikke brugt i tilstrækkeligt omfang. Dels er uddannelsen af lærerne traditionelt foregået uden nogen systematisk sammenhæng med den forskning, der gennemføres inden for læseundervisning. Selve undervisningen på seminarierne er heller ikke i kontakt med den praktiske undervisning i folkeskolen.'

Den læreruddannelse, lovforslaget lægger op til, vil efter min vurdering i bedste fald give samme forudsætninger på læseområdet som hidtil, det vil måske sige et status quo. Men den giver ikke læseundervisningen en reel chance!

I skolen er ansvaret for elevernes læseindlæring et fælles ansvar, hvor alle klassens lærere er med til at skabe et skriftsprogligt miljø. Børnene skal opleve, at læsning er en værdifuld færdighed, der anvendes i mange forskellige sammenhænge og til mange formål. Derfor har alle folkeskolens lærere brug for en grundlæggende viden om læseindlæring, og derfor må læsning være et obligatorisk fag med en selvstændig placering i den ny læreruddannelse.

Drop tanken om en reduktion af de pædagogiske, psykologiske og didaktiske fagområder! 17,5 procent af folkeskolens ressourcer går til specialundervisning. Hvis en lærer skal kunne forestå den almindelige specialundervisning på en kommunal folkeskole, er den nuværende uddannelse allerede betænkelig tynd!

Målet må være en læreruddannelse, der bygger på forskning og erfaringer og passer til de krav, der stilles i folkeskolen.

Ud fra den debat, der for øjeblikket føres mellem de politiske partier, fristes man til at tro, at målet snarere er en læreruddannelse, der for enhver pris skal gennemføres på fire år, og at politikerne er villige til at strikke den sammen i en studehandel, hvor fornemmelser og holdninger er vigtigere end kontant viden om, hvordan verden ser ud.

Bliver dette også resultatet, så frygter jeg for nye internationale undersøgelser.

Hvis Ole Vig Jensen gennemfører sit forslag til ny læreruddannelse, så frygter jeg for nye internationale læseundersøgelser