Ny historieundervisning i fokus

I det indledende essay skriver lektor Bernard Eric Jensen fra Danmarks Lærerhøjskole: 'Mennesker kan ikke leve og fungere uden historiebevidsthed, men de kan godt klare sig uden at modtage en formaliseret historieundervisning - det er der faktisk ikke så få, der gør'.

Der er næppe nogen dansker, der i sit skoleforløb undgår mødet med en formaliseret historieundervisning, så Bernard Eric Jensens mening må være den, at mødet med skolefaget historie har sat sig så få og sporadiske spor, at mange danner deres egen historiebevidsthed fra andre kilder end skolefaget.

Gennem generationer var historieundervisningen både i folkeskolen og i gymnasiet båret af en tyrkertro på en materiel dannelseseffekt.

Dette er naturligvis forne tider, men det kan alligevel ikke sløres, at folkeskolefaget historie i dag er i krise, fordi der - blandt både politikere, undervisere og udgivere af undervisningsmaterialer - hersker en udbredt uenighed, både om begrundelsen for faget i skolen og i tolkningen af formål, centrale kundskaber og færdigheder og vejledende læseplan - en uenighed, der skyldes reelle forskelle i grundsyn - blandt andet forestillingen om, hvad materialdannelse er, og hvor stor vægt man skal tillægge den. Men uenigheden må nok også i vid ustrækning tilskrives en kommunikationsbrist mellem historiedidaktisk forskning og en generel opfattelse af, hvad undervisningen skal handle om. (I forbindelse med læseplansarbejdet nedlagde sekretariatsgruppen i historie som bekendt sit arbejde netop på grund af denne uenighed).

Det er derfor med stor glæde, man hilser denne essaysamling velkommen.

Den historiedidaktiske forskning blev institutionaliseret her i landet i begyndelsen af 1960'erne, og for faget historie betød det et gevaldigt løft for al pædagogisk-faglig teoridannelse.

Sammentænkningen af fagdiscipliner som psykologi, pædagogik, historie og den almene didaktik medvirkede til skabelsen af synteser og konklusioner, der med slid, slæb og visioner af blandt andre Sven Sødring Jensen, Vagn Oluf Nielsen og Bernard Eric Jensen har markeret dansk historiedidaktik både nationalt og internationalt.

Men et er historiedidaktiske teorier, noget andet tilsyneladende historieundervisningens hverdag.

Det er begrebet 'historiebevidsthed' og formuleringen 'historieskabte som historieskabende', der er det centrale i essaysamlingen.

Hvordan skolens historieundervisning skal forholde sig til historiebevidsthed, behandles af Bernard Eric Jensen.

Fortællingen og elevernes egen 'historieskrivning' behandles diskuterende og for nogle måske også provokerende af Jens Aage Poulsen. Kan man virkelig tillade eleverne at digte med, ja ligefrem mod historien - samtidig med at man fastholder en høj faglig kvalitet?

Pladsen tillader ikke en nærmere gennemgang af indholdet i de øvrige, utroligt læseværdige essays, men de handler om historie og massemedier (Claus Bryld), den tredimensionelle historie og museerne (Lene Floris) og historie og informationsteknologi (Lars Bluhme Larsen). Under overskrifterne 'Ny faglig kvalitet i historieundervisningen' og 'Faglig fordybelse, overblik og oplevelse af sammenhæng' supplerer Sten Larsen og Vagn Oluf Nielsen på fortrinlig vis med nogle mere generelle historiedidaktiske betragtninger. Fagkonsulent Birgitte Warming har skrevet forordet.