Engang var vi ganske stolte af vores folkeskole, og de grundtvig-koldske grundtanker, som folkets skole byggede på.

Vores fælles grundskole havde et dobbelt formål, nemlig at danne børn og unge til at blive myndige i deres eget liv, at kunne indgå i et demokratisk samfund med åndsfrihed og folkestyre OG give børnene og de unge kundskaber og færdigheder til at kunne udføre denne “livsgerning”.

Christen Kold formulerede det således: “Træd varsomt, thi her bliver mennesker til.”

Niels Frederik Severin Grundtvig formulerede således: “Mennesket først, kristen så.”

Så kom Pisa-chokket. Når man sammenlignede danske skoleelever med de færdigheder som elever i mere autoritære skolesystemer og verdensdele med et ganske anderledes skolesyn, børne- og menneskesyn, så vi lige pludselig anderledes på vores folkeskole.

Det blev mindre gyldigt, at eleverne udviklede evner til at blive myndige borgere i deres eget liv, og til at deltage i et samfund præget af åndsfrihed og folkestyre - der skulle flere kundskaber til, og det skulle testes massivt, med fokus på det instrumentelle.

Der skulle fokus på et kommende arbejdsliv til gavn for arbejdsmarked og samfundet. Formålet med skolegangen skulle være mere “faktureringsegnet” - den skal skabe sorte tal på bundlinjen.

Midt i alt det, glemte “nogen”, at det er små børn, der gennem deres ti års skolegang (og inden da i børnehaven), skal lære at være mennesker i deres eget liv og i et samfund, der er præget af åndsfrihed og folkestyre.

Det var almendannelsen i grundskolen, der blev væk. Det blev erstattet af de mere “faktureringsegnede” kundskaber.

Hvis vi lige skal have begrebet på plads, så defineres begrebet almendannelse således:

“Almendannelse kan defineres som en kompetence, der kan udvikles i en undervisning, der omfatter de almene dele af de videnskaber og fag, som et samfund har brug for med henblik på udvikling af borgernes evne til at reflektere over den enkeltes eget forhold til medmennesker, natur og samfund".

Siden den seneste folkeskolereform, hvor vi indskrev vi os med verdens næstlængste skolegang i grundskolen (kun overgået af Australien), har vi for alvor mærket, hvilke konsekvenser det har for vores skolebørn.

Kodeordet er elevernes mangel på refleksionsrum - de har simpelthen ikke haft mulighed for at lære at reflektere.

Man kunne forledes til at tro, at med de lange skoledage, skulle der være rigelig tid til at udvikle børnenes evner til at blive myndige borgere i deres eget liv, og i et samfund præget af åndsfrihed og folkestyre.

Men nej. For samtidig er fokus netop flyttet over til de “faktureringsegnede” kundskaber, og dem er der rigtig mange af.

Så mange, at der sjældent er tid og plads til, at eleverne kan fordybe sig, at de kan undre sig, at de kan lære at reflektere over sig selv, livet og den verden de er en del af.

Vi skal videre, vi skal nå fagmålene, vi skal leve op til de instrumentelle mål - og eleverne skal testes i disse.

Skulle der være en lærer, der insisterer på, at lære eleverne at navigere i livet, så bremses denne hurtigt med manglende forberedelses- og evalueringstid, bortskaffelsen af fysiske bøger og hæfter til fordel for de dødsyge og kedelige undervisningsportaler, der gør, at lærere i stadig mindre grad udvikler egne undervisningsmaterialer, der passer til netop deres elever og/eller udvikler undervisningsforløb, der passer til netop deres skoles elev- og lærersammensætning.

Dertil kommer den allestedsnærværende it-teknologi, både indlagt i de computere som eleverne skal bruge i undervisningen og i deres mobiltelefoner. En it-teknologi der er designet til at flytte opmærksomhed og fokus fra for eksempel den undervisning, der er i gang.

For nyligt, da jeg var på kursus (som dansklærerne selv havde betalt via deres fagkonto), gav oplægsholderen et rigtig fint billede på, hvad der er sket i skolen siden Pisa-chokket:

Forestil jer skolen som et rum. Et rum, hvor man lægger flere og flere ting ind, flere og flere opdragelsesmæssige ting ind. Lige fra færdselslære til seksualundervisning.

Vi kræver, at 15-årige børn skal kunne komme med bud på, hvordan vi løser klimakrisen, udvikler nye energiformer, skaber mere vækst i vores samfund, kommer med løsninger på hvordan verdensmålene opnås osv.

Men der bliver aldrig ryddet op og ryddet ud i det der var i rummet i forvejen - lige bortset fra det der med at danne hele mennesker, der er myndige og trives i deres eget liv.

Vi lærer dem at analysere tekster, kunst, reklamer osv. De lærer, at de skal kunne perspektivere til andet stof i undervisningen. Men vi giver dem ikke mulighed for at lære, at reflektere over det, de lærer. Og så bliver perspektiveringen omsonst.

Vi beder dem om at være innovative og udvikle metoder, der kan forbedre vores samfund. Men vi har aldrig lært dem eller givet dem muligheder for at reflektere over det liv og den verden, der omgiver dem.

For det er der ikke tid til i verdens næstlængste grundskoleforløb, fordi det instrumentelle har overtaget det der handler om livet.

Måske skulle vi hellere lære dem, hvad de kan bruge kunst og litteratur til i deres egne liv. Hvordan de kan sætte deres kundskaber og færdigheder i spil i deres egne liv, og dermed i et samfund præget af åndsfrihed og folkestyre.

Erhvervslivet og vores politikere kræver, at flere unge vælger erhvervsuddannelser frem for den gymnasiale vej, for vores samfund har brug for, som den nye undervisningsminister siger: “flere kloge hænder”.

Altså færre kloge hoveder til fordel for flere kloge hænder. Det har vores samfund brug for, især hvis vi skal vækste mere.

Med 1958-folkeskoleloven og Den blå betænkning, ophørte man (delvist) med at at opdele skolebørnene i “praktisk begavede” - dem der kom i den eksamensfri mellem, og de “bogligt begavede” - dem, der kom i eksamensmellem og først i 1975 afskaffede man realeksamen for dem, der ville have muligheden for at komme i gymnasiet.

Er det noget a la det vi er på vej tilbage til, nu hvor der er betydeligt færre unge, der vælger erhvervsuddannelserne? Skal de tvinge til at tage erhvervsuddannelser som man reelt gjorde med Den fri mellem og eksamensmellem?

Hvor ville jeg dog ønske, at vi som samfund tog os tid til, gerne over en 3-5 årig periode, at diskutere med hinanden, hvad det er vi vil med skolen, hvad der er formålet med folkets skole.

Er det kun den “faktureringsegnet” skole vi ønsker og har behov for, eller gælder såvel Christen Kold og N.F.S Gruntvigs tanker om mennesket først, siden kundskaber (Grundtvig sagde godt nok at Gud kom efter dannelsen af mennesket, men i disse moderne tider tillader jeg mig at udskifte Gud med kundskaber i Grundtvigs ord).