En af opgaverne går ud på at designe sit eget mundbind - det er der kommet mange kreative bud på

Lærer gør klar til at lukke corona-tidskapslen

Sammen med skoler i seks europæiske lande har Lonnie Laugaard Rasmussens elever af to omgange udvekslet erfaringer fra corona-hverdagen. Den 31. marts lukkes tidskapslen, der nu også kommer til at handle om krigen i Ukraine. Du kan stadig nå at melde dine elever til.

Publiceret Senest opdateret

Da coronapandemien ramte Danmark, besluttede lærer Lonnie Laugaard Rasmussen, at hendes elever skulle være med til at skabe en beretning for eftertiden.

Det blev til projektet Tidskapsel/Time Capsule, hvor hun gennem Børne- og Undervisningsministeriets portal eTwinning har fået skoler fra hele Europa med.

Over to omgange har de lavet corona-relaterede opgaver og beretninger, der er blevet lagt på portalen – og den 31. marts lukker projektet med tredje og sidste omgang.

Ideen opstod, da Lonnie Laugaard Rasmussen i undervisningen berørte beretninger fra skelsættende perioder. Det affødte en diskussion med eleverne om, hvordan de kunne lave deres egne beretninger.

”De har været vidne til en verdensomspændende pandemi, og det blev vi enige om var en så skelsættende begivenhed, at det var værd at lave en beretning om til eftertiden”, siger hun.

Design dit eget mundbind

Over to omgange har hendes elever samtidig med klasser i andre lande derfor løst opgaver, der er relateret til corona.

Opgaverne varierer fra at beskrive coronasituationen, der hvor man er, til at designe sit eget mundbind. Desuden skal eleverne lave en kort videohilsen, hvor de beskriver deres hverdag under pandemien. Endelig kan de medvirkende skoler stille spørgsmål til hinanden.

Anden runde af projektet blev gennemført 1. februar

”Ideen er, at når man kigger på opgaverne fem, ti eller halvtreds år senere har et nedslag, hvor man kan se, hvad der skete på skoler i hele Europa lige den dag”, siger Lonnie Laugaard Rasmussen på Sanderumskolen i Odense.

Hun oplever, at projektet har givet hendes elever et indblik i, at den pandemi hele verden har haft til fælles, har udspillet sig væsensforskelligt fra land til land.

”Sidste runde var to dage efter, at alle restriktioner var blevet lettet i Danmark. Der var en gymnasieklasse med fra Grækenland, der fremlagde med mundbind på. De måtte kun have undervisning for åbne vinduer. Det gav grobund for en snak om, hvad der foregår rundt omkring i de forskellige lande på lige nøjagtig den dag på det tidspunkt”, siger hun.

Seks lande deltager

De deltagende skoler er fra Norge, Sverige, Spanien, Grækenland, Tyrkiet og Danmark. Aldersmæssigt svinger eleverne fra 5 til 19 år. Nogle skoler har været med i alle runder, mens andre kun her deltaget i en enkelt.

Lige nu er der 12 skoler, der har meldt sig til at deltage i tredje og sidste runde, men tilmeldingen er stadig åben.

Da coronapandemien, der affødte projektet, mange steder er på retur, er planen at gøre opgaverne lidt bredere i denne omgang. Ikke mindst fordi den ene skelsættende begivenhed har afløst den anden med Ruslands invasion af Ukraine. Opgaven er derfor i højere grad at beskrive, hvad man arbejder med i skolen netop den dag.

En elev tegner coronasituationen

”Vi forventer, at der dermed kommer en del beretninger om, hvordan man i undervisningen beskæftiger sig med krigen”, siger Lonnie Laugaard Rasmussen.

Alle opgaverne bliver lagt på eTwinning-platformen til eftertiden. Videohilsnerne bliver klippet sammen til en video, der bliver uploadet på Youtube.

”Projektet har været med til at styrke mit samarbejde med kollegaer ude i Europa og at give mine elever indblik i, at en skelsættende begivenhed, de har oplevet på egen krop, har set anderledes ud for jævnaldrende i andre lande. Men ambitionen er i mindst lige så høj grad at efterlade noget, som folk om årtier vil kunne bruge til at få et indblik i, hvordan det var at stå midt i ikke bare én, men to skelsættende begivenheder”, siger Lonnie Laugaard Rasmussen.