Besparelserne vil gøre det sværere for dansklærerne at skabe praksisfaglig, analog og varieret undervisning, siger Ida Geertz-Jensen

Dansklærerforeningen til Tesfaye: Vi kan ikke lave god undervisning uden bøger

I et åbent brev til undervisningsministeren understreger Dansklærerforeningen, at dansklærerne ikke kan lave kreativ praksisfaglig undervisning, hvis regeringen gør alvor af sine spareplaner for Centrene for Undervisningsmidler.

Publiceret Senest opdateret

Dansklærerforeningen vil gerne høre fra undervisningsministeren, hvordan han først kan tale varmt for praksisfaglig kreativ danskundervisning, og derefter gå med til, at der spares lige der, hvor dansklærerne har mulighed for at hente bøger til at give eleverne læseglæde. 

De har derfor sendt et åbent brev til Mattias Tesfaye (S), hvor de understreger konsekvenserne for undervisningen, hvis man gør alvor af at spare 20 procent på CFU’erne, hvor lærerne låner fysiske undervisningsbøger.

”Vi bliver nødt til at have bøger til vores undervisning. Vi bliver nødt til at have et læsefællesskab ude i klasserne, hvis vi skal styrke læsningen", står der i brevet.

"Vi har ikke mulighed for at købe klassesæt af alt det helt fantastiske nye litteratur, som bliver udgivet. Vi skal kunne låne af CFU. Vi kan ikke bedrive god undervisning uden denne mulighed", lyder det videre i brevet.

Dansklærerforeningen understreger i brevet, at det særligt for de børn, som ikke selv bruger biblioteket, er vigtigt, at dansklærerne kan tilbyde dem bøger i skolen.

"Vi bruger alle CFU"

Formand for Dansklærerforeningens folkeskolesektion Ida Geertz-Jensen håber meget på, at undervisningsministeren vil forholde sig til, at besparelserne går direkte imod de ambitioner, han har for en skole med varieret, analog og praksisfaglig undervisning.

”Vi har brug for et stærkt CFU for at lave god undervisning i hele landet. Længere er den sådan set ikke", siger hun. 

"Vi bruger alle CFU på den ene eller den anden måde. På min skole skulle vi have besøg af Jesper Wung-Sung og i den forbindelse læste hele skolen bøger skrevet af og om Jesper", siger hun.

Ida Geertz-Jensen fortæller, at hun her selv stod for at booke 120 bøger til eleverne i udskolingen, mens der også blev booket bøger til mellemtrin og indskoling. 

"Den slags kan kun lade sig gøre, fordi vi er fælles om alt det gode igennem CFU”, siger hun.