Musikalsk og mimisk

'Stoneface' er en poetisk mime, hvor den lille mand mander sig op

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tåge, lyde af tog og musik og en douce, fortættet atmosfære tager os med på rejse med figuren Stoneface ved vores hånd. Han er en lille mand med flad hat og en rimelig stor kuffert, og det er hans historie, vi skal være vidne til. Stoneface, hvis ansigt ligger i alvorlige folder, bliver gennem kunstneren Torkild Lindebjerg komisk og rørende, så man som publikum må overgive sig til hans sødme og skrøbelighed.

Skønt lille Stoneface ej må spille med på instrumenter til at begynde med, finder han sin plads ved siden af den autoriserede musiker, som er iført fint tøj, skaldet isse og en guitar. I samspil med musikeren Jens Tolsgaard opstår der poesi og musik, så fuglene synger med. Sammen spiller de to på alle tangenter. Men inden de når dertil, må Stoneface så grueligt meget igennem for at finde ud af, hvad han bør udrette.

I en forestilling som denne, hvor kroppen, mimikken og musikken har overtaget, hører man ikke en fortællers stemme direkte, og det er heller ikke meningen. Men for sit indre øre og med egne øjne skal man som publikum fornemme en rød tråd og forstå en større sammenhæng. Men i 'Stoneface' har trådene svært ved at samles, når man skal fornemme meningen bag forestillingen, og det gælder især for de mindste. En sanseoplevelse behøver ikke at være rationel, ej heller for de mindste, men hvis man vil andet end at fremstille en lille, komisk klovn, må man være mere tydelig i sit sprog og kropssprog. De enkelte optrin og elementer er flotte, men det er svært at genkende de intentioner fra teatrenes side, man kan læse om i materialet til forestillingen, om at gengive en lille mands kamp for at finde sit ståsted i historien. Her står også at læse, hvordan stumfilmen og specielt stumfilmsfiguren Buster Keaton har været en direkte inspirationskilde, og både spillet og det scenografiske univers giver da også hentydninger til stumfilmens karakteristika og dennes lysbrunlige og falmede stil. Fint nok, og det er også forståeligt med denne fascination. Men Stoneface-figuren er klar nok i sig selv og forestillingen poetisk nok i sig selv.

Da 'Stoneface' så klart er en sansernes forestilling, så lad sanserne få frit løb og stol på, hvor de bærer publikum hen - lad intentionerne sort på hvidt falme i baggrunden. For hvis man blot vil lade sanserne blive stimuleret, vil de i rigt mål blive udfordret i fortællingen om Stoneface.

Sine Ingemann