Debat

Debat: Skolernes sorg- og kriseplaner er for dårlige

Publiceret Senest opdateret

Det nationale sorgcenter oplyser at 7.000 børn og unge hvert år mister en forælder eller en søskende. HVERT år. Det er derfor også skræmmende, at så mange skolers håndtering af denne sag er håbløst forældet. Ved en gennemgang af flere tilfældigt udvalgte skolers og institutioners sorg- og kriseplaner står det klart, at det stadig er en meget lineær forståelse, som præger billedet[1]. Mange af disse planer er heller ikke blevet opdateret i flere år[2].

Den lineære forståelse af sorg er problematisk ift. den efterladte, som forventes at følge et helt bestemt forløb. Sorgen får med denne opfattelse også et punktum, hvilket sorgen ikke har. I de fleste skolers tilfælde er det de fire faser omhandlende sorg, som man referer til som teoretisk afsæt. Hvilket er en teori, som de fleste sorgforskere i dag efterhånden har kritiseret sønder og sammen, så hvorfor er der så mange grundskoler, som stadig bruger dem?

De fleste af disse planer beskriver også kun, hvad der bør gøres i tiden umiddelbart omkring selve dødsfaldet. Dette er mest konkret ift. begravelse eller bisættelse og hvordan klasselæreren f.eks. fortæller resten af klassen den tragiske nyhed. Der savnes ikke blot en opdatering af planerne i mange tilfælde, men også et fokus på sorgen og den sørgende som noget der er vedvarende, og ikke bare stopper når den døde er lagt i jorden. Der er ikke mange sorg- og kriseplaner, som har fokus på et længere forløb ift. sorg. Og langt hen ad vejen bliver det op til den enkelte lærer og/eller pædagog, som har omgang med de berørte børn.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

De ringe fokus på sorg- og kriseplaner stammer muligvis fra uddannelsernes side, da f.eks. sorg ikke nævnes en eneste gang i nogen af de videns- og færdighedsmål som f.eks. pædagoguddannelsen benytter sig af. Det er næsten umuligt med de mange mennesker, som både pædagoger og lærer kommer i kontakt med gennem et helt arbejdsliv, at de ikke oplever, at en af deres elever/børn kommer til at gå igennem en sorgproces. Men de er ikke klædt på til at varetage denne opgave, og det bliver derfor et spørgsmål om den enkeltes erfaringer med sorg og død, som bliver afgørende for, om denne magter opgaven. Det er jo ikke blot barnet eller den unge, som har mistet, men der kan stå en forælder, som pludselig skal have en hverdag som enlig til at fungere, eller som selv har mistet et barn. Hvilket det pædagogiske personale også burde være i stand til at håndtere, men lige nu er klædt rigtig dårlig på til.

At håndtering eller bare basal viden om sorg ikke er til at finde i uddannelser som pædagog- eller læreruddannelsens kompetencemål[3], virker paradoksal. Især når sorgen er et grundvilkår, som har indvirkning på f.eks. børnenes trivsel, læring og udvikling, som de førnævnte uddannelser sætter utrolig højt. Vi ruster derved ikke vores fagprofessionelle omsorgspersoner til at have en nuanceret forståelse af fænomenet sorg, af barnet/den unge ift. sin sorg, eller hvordan denne kan håndteres.


[1] Jeg har fundet og taget udgangspunkt i forskellige institutioner landet over og de sorg- og kriseplaner, som har været umiddelbart tilgængelige for mig. De sorg- og kriseplaner som der henvises til er tilfælde og ikke en anklage mod den enkelte skole, kommune eller institution, men er blot for at illustrere at dette virker som den herskende forståelse eller omgang med sorg.

[2] Solgården & Elletoften, “Fælles sorg og kriseplan for Børnehusene Solgården og Elletoften.”; Børnehuset Regnbuen - Odsherred, “Sorg og kriseplan”; Markusskolens Børnehave, “Handleplan for sorg og krise i Markusskolens Børnehave”.

[3] Københavns Professionshøjskole, “STUDIEORDNING for Professionsbachelor som pædagog”; Via University College, “Studieordning (januar 2021)”; Via University College.

Powered by Labrador CMS