Hvor skal du hen, du?

Der er forskellige muligheder, hvis man er under 18 år og ikke vil være hos sine forældre, i plejefamilie eller på institution

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der findes i Danmark en række muligheder for unge under 18 år, som er løbet sur i kontakten til deres forældre, plejeforældre eller de institutioner, hvor de har været anbragt. Ofte er de stukket af, har sovet hos venner, på gaden, i indkøbscentre eller på togstationer. Når de ikke magter det mere, kan de blandt andet henvende sig til Døgnkontakten, Den Sociale Døgnvagt eller Tjek-Punkt, som står til rådighed for unge, der er røget ud i intetheden.

Reglen for unge under 18 år er, at man skal have sine forældres eller de sociale myndigheders tilladelse til at overnatte eller modtage hjælp på de givne steder. Har man ikke det, bliver hjælpestederne desværre nødt til at afvise de unge, der forsvinder ud i natten i Københavns gader eller derfra, hvor de ringer - et sted i Danmark. På landets herberger skal man også være over 18 år for at få husly for natten, og er man ikke det, henviser herbergerne oftest til Den Sociale Døgnvagt. Det skyldes blandt andet, at der på herberger sover mange voksne mennesker med en barsk baggrund, som man ikke ønsker, at de helt unge skal involveres i. Overfald og voldtægter forekommer.

Tjek-Punkt er en institution på Vesterbro i København, som henvender sig til marginaliserede børn og unge, hvis hverdag er præget af kriminalitet, prostitution eller misbrug samt manglende kontakt til blandt andet skole og familie. Her kan man komme ind fra gaden og få rådgivning og et måltid mad.

»Der findes i princippet ikke unge hjemløse under 18 år, fordi man altid har en adresse, og det sted, man var sidst, har ansvaret for én«, fortæller Tjek-Punkts leder, Peter Szølløsi.

»De unge er velkomne til at benytte sig af os. Vi har åbent to aftener om ugen til klokken 21, hvor man kan spise mad og tale med nogle voksne. Derefter henviser vi dem til Døgnkontakten eller Den Sociale Døgnvagt - og vil de ikke det, ja, så sover de på sofaer hos hinanden, i togvogne eller hist og pist. Reelt er det min fornemmelse, at der højst er ti unge under 18 år i København, der er helt uden kontakt til nogen. Men vi møder mange rådgivningsmæssigt med 'sofaproblemet'. Sidste år havde vi cirka 600 henvendelser fra unge, hvor det handlede om, at de ikke havde nogen bolig«, siger Peter Szølløsi.

En stor gruppe af de unge, der levede i Ungdomshuset, er blandt Københavns boligsøgende under 18 år, men er ikke blandt dem, der mangler akut hjælp, vurderer Peter Szølløsi.

»De rigtig dårlige, som vi ser, har problemer som ensomhed, stofmisbrug, prostitution og psykiske sygdomme. Den store gruppe, der levede i Ungdomshuset, var resursestærke unge, der kunne tage og give. De, der kommer hos os, kan ikke give noget som helst«, siger Peter Szølløsi.

Den Sociale Døgnvagt er den overordnede 24-timers-vagt i København, der visiterer mennesker, der har brug for hjælp, i alle aldersgrupper og henviser videre til blandt andet Døgnkontakten, når det gælder de unge mellem 12 og 18 år. Døgnkontakten er et krise- og rådgivningscenter på Nørrebro i København, der er åbent for telefonisk og personlig henvendelse døgnet rundt. Her hjælper man de unge, deres forældre og samarbejdspartnere med at skabe kontakt og motiverer, undersøger og foreslår handlemuligheder for de unge, der henvender sig om hjælp.

»Generelt er problemstillingen med gadebørn blevet mindre, end den var i starten af 1990'erne, men vi har henvendelser fra unge, der er stukket af hjemmefra eller fra den institution, de har været anbragt på. Vi har mellem 1.500 og 2.000 henvendelser om året - heraf boede der sidste år mellem 55 og 60 unge under 18 år på Døgnkontakten for en kortere periode. Henvendelserne kommer dels fra unge, der har nogle komplicerede konflikter i hjemmet, der eskalerer så voldsomt, at de for en periode går hjemmefra, dels fra unge, der kommer fra en anbringelse, som ikke fungerer, og dels fra unge, der har helt almindelige teenageproblemer som for eksempel kærestesorger, mobning og skoleproblemer. To tredjedele af de unge, der er stukket af hjemmefra, får vi hjem igen, den sidste tredjedel bliver sendt videre i en anden foranstaltning som for eksempel en efterskole, et værelse eller en lejlighed med støtte, eller de kan blive visiteret videre til et socialpædagogisk opholdssted. Mange gange opfordrer vi de unge til at søge ophold hos en moster eller en mormor - og det løser faktisk ofte konflikten«, siger Døgnkontaktens centerleder, Laila Walther.

»Man kan henvende sig anonymt på Døgnkontakten, få en kop te eller et bad. Men skal man overnatte, kan det ikke foregå anonymt, fordi vi skal have forældrenes samtykke. De unge, der slet ikke har lyst til kontakt til forældre eller sociale myndigheder, er svære for os at hjælpe«, siger Laila Walther.

Da mange unge mennesker søger mod København, når krisen kradser, er det også her, de mest veludbyggede hjælpeinstanser er placeret, men rundt omkring i landets kommuner er der også hjælp at hente. Man er altid velkommen til at henvende sig til Den Sociale Døgnvagt og Døgnkontakten telefonisk for at få uforpligtende rådgivning. Opstår problemet uden for København, kan man også henvende sig direkte til politiet i nærområdet, der visiterer videre til deres egne foranstaltninger i de enkelte kommuner. Nogle kommuner har ikke nogle tilbud og køber ydelser hos blandt andet Døgnvagten. |

Brug for hjælp?

Døgnkontakten, telefon 3537 3623

Den Sociale Døgnvagt, telefon 3317 3333

Tjek-Punkt, telefon 3325 0060