Elever: Det styrker fællesskabet, når alle er i skole
"Elever skal møde op i skole, fordi det styrker fællesskabet, alt det sociale i klassen - og så er det faglige også vigtigt". Det var elevernes budskab på den konference om fravær, som Ministeriet for Børn og Undervisning holdt onsdag i København.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Mange unge har mange dårlige undskyldninger for ikke at komme i skole. Jeg nøs i går, siger nogle, mens andre har menstruationssmerter. Nogle har meget fravær hele året", fortalte Sofie Dybdal fra Sct. Albani Skole i Odense.
"Man skal give eleverne en grund til at komme", sagde Oskar Bendixen fra Højvangskolen i Horsens.
"Men fagligt er det også vigtigt, for der er ikke nogen doven-vej gennem livet, der giver det bedste resultat. Det er ikke i orden at lade sig selv gå til spilde. Det er ikke en særlig god holdning til livet".
De to elever har deltaget i den innovationscamp, som var en del af ministeriets fraværskampagne. Her mødtes 35 unge for at give gode råd om, hvordan man kan få de unge i skole hver dag.
"Når teenagere ikke gider, så kommer de ikke. Man skal give dem en grund til at møde på", sagde Oskar.
"Ti piskeslag dur ikke, man skal have lyst. Der skal være plads til at lege i skolen. Man kan lave små energizers mellem timerne, små lege, hvor man styrker gruppen i at gøre noget sammen. Og så skal lærerne ikke kun fokusere på det faglige", sagde han.
De unge vil tages alvorligt. Man skal ikke lokke med, at skolen er en hyggeklub, hvor eleverne får smoothies og kage.
Hvor er kontaktbogen henne?
Eleverne sagde, at det er værre at blive mødt med lærernes ligegyldighed end at få en skideballe.
"I dag ringer lærerne ikke til forældrene. De taler med os og inddrager ofte ikke forældrene", sagde Sofie, der mente, at hun ville blive ret skræmt, hvis lærerne ringede til hende, fordi de havde lagt mærke til, at hun ikke var i skole. Det ville virke.
Lærerne på Hastrupskolen i Køge har lavet denne version af godtdukom-videoen som julegave til eleverne
"Tidligere havde vi kontaktbøger med, når vi havde været fraværende, og der blev ringet hjem. Men sådan er det ikke mere", fortalte Oskar.
Nogle konferencedeltagere fortalte om makkerordninger, hvor to elever i de ældste klasser er makkere for hinanden. Det betyder, at man ved, hvorfor den anden er fraværende, og at man samler papirer ind til makkeren. Det giver ansvar.
En fortalte om Ellekærskolen i Århus, hvor man har indført godmorgenlæsning for at skabe ro om morgenen og mindske elevernes fravær. De første 15 minutter hver morgen på alle klassetrin er læsning i en bog, man selv har valgt. Det giver ro i klassen, større ordforråd og en god læsevane. Døren til klasserne er lukkede, og lærere møder de elever, der kommer for sent. De må vente udenfor til læsningen er forbi. Samtidig får lærerne en mulighed for at høre, hvorfor eleven er kommet for sent.