EU: Balloner er forbudt for børn

Ifølge EU er der så store farer forbundet med at blæse i nytårstruthorn og puste balloner op, at disse og flere andre festlige børneaktiviteter nu bliver forbudt for børn uden opsyn af en voksen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Klassiske børnefavoritter som balloner, truthorn og sågar spilklassikeren over dem alle, 'den magnetiske fiskedam' - der ellers ifølge producenten styrker både motorik og præcision - er i virkeligheden drønfarlige og udgør en seriøs trussel mod børns ve og vel.

I hvert fald hvis man skal tro EU, der i et nyt sikkerhedsdirektiv om legetøj vurderer, at risikoen for at børn sluger ballonerne er så stor, at det skal være forbudt at lade børn under otte år puste dem op uden voksnes opsyn.

Endnu farligere er tilsyneladende de kendte nytårstruthorn, de såkaldte ryslere. EU-direktivet forbyder ifølge den engelske avis The Telegraph børn under 14 år at puste i hornene, der - om end utroligt irriterende - næppe betragtes som direkte farlige i ret mange danske hjem.

Begrundelsen er, at børn og unge under den kriminelle lavalder tilsyneladende kan komme til at sluge plasticmundstykket på truthornet og blive kvalt i det.

"Sikkerhedsstandarderne er blevet fastsat af EU-medlemsstaterne for at afværge enhver forælders værste mareridt," fortæller en talsperson fra EU-kommissionen ifølge The Telegraph.

Forsker: Direktiv skader børns læring

Hvorvidt dødstallet fra årtiers brug af balloner og truthorn nu er blevet så højt, at EU ikke længere kan se til i stilhed, er uvist. Men følger man EU-direktivet bliver konsekvensen at flere unge danskere i fremtiden ser ud til at få deres alkoholdebut, før de for første gang får lov til at blæse i en rysler uden voksne i umiddelbar nærhed.

Forbuddene selv kan dog i sidste ende også komme til at skade børnene, vurderer Frank Furedi, sociologiprofessor på University of Kent.

Han mener, aktiviteter som for eksempel oppustning af balloner er med til at gøre børn uafhængige og selvhjulpne, og at lovindgreb som det nye EU-direktiv hæmmer deres evne til at lære gennem legeaktiviteter.

"Leg bliver en del af en farezone, der forhindrer børns udfoldelse og udforskning af livet," vurderer han.

Hos EU er vurderingen imidlertid, at forbuddet mod de ellers klassiske børneaktiviteter er nødvendige for at sikre børnene.

"Små børn har pustet balloner op i flere generationer, men nu er det slut, og det har gjort børnene sikrere," siger en EU-talsmand ifølge The Telegraph.

Opdatering: Folkeskolen er blevet kontaktet af en pressemedarbejder i Europa-Parlamentets pressetjeneste, der blandt andet er kommet med følgende præcisering:

"Standarder beskriver de krav, som et produkt skal overholde for at kunne få CE-mærket og dermed sælges i EU. Standarder udvikles decentralt - fx via "Dansk Standard" - de er ikke bindende, men beskrives nogen gange som "lovgivning nedefra", fordi de udvikles af brugerne. Det eneste nye er således, at standarden nu bliver "kodificeret" - dvs. indskrevet i direktivet og dermed bliver lov. Men i praksis ændrer det ikke noget, da producenterne allerede ændrede udformningen af mundstykket for et par år tilbage efter, at der havde været nogen ulykker."