Spil kan finde børn med læsevanskeligheder

Et norsk forskningsprojekt viser, at et pædagogisk iPad-spil kan hjælpe med at spotte børns læsevanskeligheder, allerede inden de lærer at læse. 

Publiceret Senest opdateret

1.700 skolestartere har i fem uger brugt 10 minutter af deres skoledag på et pædagogisk iPad-spil som en del af et forskningsprojekt i Oslo. 

Spillet registrerer, hvor eleverne bruger mest tid, og hvilke fejl de begår. Gennem en algoritme kan det så pege på, hvilke elever som er i risiko for at få læsevanskeligheder. 

"I de fleste tilfælde vil læreren selv opdage, hvilke elever der kæmper med læsning. Men i en stressende hverdag med store klasser kan det være nyttigt at få en bekræftelse", siger professor i statistik ved Universitetet i Stavanger Njål Foldnes til det norske lærermedie Utdanningsnytt.

Algoritmen fangede ikke alle de børn, som et halvt år senere blev identificeret i det traditionelle kortlægningsprogram for læsevanskeligheder. Til gengæld fangede den faktisk nogle, som blev overset i det traditionelle program.

Professor Njål Foldnes ser derudover en anden stor fordel med spilløsningen. 

"For elevene opleves det ikke som en test-situation, og de kan vurderes over tid. Man slipper for eksempel for at tage børnene du af undervisningen for at tage en test", siger han til Utdanningsnytt.

Forskningsprojektet er et samarbejde mellem læsecenteret ved Universitetet i Stavanger og Utdanningsetaten i Oslo. Spillet hedder Graphogame, og dataene er blevet analyseret gennem maskinlæring og ved hjælp af kunstig intelligens.