Anmeldelse
Pandoras madkasse - genteknologiens vidunderlige verden
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det går stærkt, rigtigt stærkt. - Pandora åbner sin madkasse, og ud springer gensplejset rugbrød, gulerødder og makrelsalat . . . Spørgsmålet er så, om håbet ligesom i den græske myte om Pandoras æske også får lov at slippe ud.
Indførelsen af gensplejsning vil få en række globale konsekvenser på langt sigt, som ingen forskning i øjeblikket kan sige noget sikkert om. I dette hæfte, der er det første i en planlagt debatserie fra NOAH, lægges op til en grundig og bred indføring i emnet i forhold til landbrug og fødevarer. Gensplejsning afskrives ikke på forhånd som en mulighed, men indholdet giver baggrund for, at eleverne kan være med i debatten.
Som indledning er der en faglig og flot illustreret gennemgang af geners opbygning og funktion samt teknikken bag gensplejsningen. Herefter omtales emner som forsigtighedsprincippet, nytte og risiko i naturen, fødevarer og sundhed, biologisk mangfoldighed, lovgivning, den tredje verdens muligheder, globalisering, risikovurdering, lovgivning og mærkning.
Emnet er særdeles omfattende, og hæftet vil først kunne anvendes på de ældste klassetrin. Men tilgængeligheden lettes af en god layout, en klar opbygning og mange billeder og forklarende illustrationer. Det enkelte opslag indledes med en faglig baggrundstekst, der så suppleres med skemaer og mindre tekstbokse.
En tilhørende lærervejledning er ikke sendt til anmeldelse, men skulle blandt andet give ideer til, hvordan internettet kan inddrages i et forløb. Med fordel kan indholdet også suppleres med netportalen om mad, miljø og gensplejsning: www.gendebat.dk
Madkassen er oplagt at bestille hjem til skolen som et højaktuelt og ajourført materiale, der kan ruste eleverne til at påvirke udviklingen gennem rollen som politiske forbrugere og som politisk aktive for at sikre en forsvarlig, genteknologisk udvikling.