”Når jeg går ind i et rum med kunst, så får jeg naturligt
lyst til at bevæge mig. Kunsten vækker noget i min krop”.
Sådan lyder det fra Sanne Hjortshøj, der fredag modtog førsteprisen ved Lærerprofessionen 2022 i kategorien årets bachelorprojekt samt årets
særpris for sit bachelorprojekt ’I begyndelsen var bevægelsen’.
Og opfordringen til landets billedkunstlærer er derfor klar:
Sæt kroppen i bevægelse, når der er billedkunst på skoleskemaet.
Netop samarbejdet mellem krop og kunst er udgangspunktet for
Sanne Hjorthøjs prisvindende undersøgelse, som du også tidligere har kunne læse
om på folkeskolen.dk.
”Det hele tager egentlig udgangspunkt i et grundsyn om, at
vi får gjort eleverne passive, hvis vi sætter dem ned og beder dem om at lytte
til viden, som vi pålægger dem oppefra”, fortæller Sanne Hjorthøj og
fortsætter:
”Man arbejder jo med billeder på alle mulige måder i
billedkunstfaget, men jeg synes der mangler inddragelse af kroppen. Vi skal
igennem kroppen. Vi skal erfare det. Og vi skal øve de kropslige kompetencer på
alle mulige måder”.
6 råd til din billedkunstundervisning
- Inddrag dig selv
Jeg er helt med på, at det kan
være grænseoverskridende for nogle lærere at sætte kroppen i bevægelse foran
eleverne, men både politisk og aktivistisk mener jeg, at vi skal have brudt med
den kultur. Og ligesom med alt andet handler det om kollegial sparring. Det
kræver, at man har en kollega, der også drømmer at inddrage mere bevægelse i
sin billedkunstundervisning. Så kan man sætte sig sammen og snakke om, hvilke
ting man kunne have lyst til at prøve af.
- Få eleverne ud af klasselokalet
I første omgang handler det om at
gå ind i et rum, hvor der er plads til at have kroppen med, og som ikke lægger
op til, at man sætter sig på en stol bag et bord. De fleste rum, som er uden
for klasselokalet, - det både være udendørsrum og store indendørsrum - inviterer til, at man udfolder sig kropsligt.
- Skab et trygt rum
Jeg vil altid starte med at
stille mig i en cirkel med eleverne og lave nogle helt simple kropslige
øvelser, som eksempelvis at strække mig op, så kroppen kommer i gang, og vi
kommer fra hovedet og ned i kroppen sammen. Det vil skabe en samhørighed, hvor
vi åbner opmærksomheden. Og det gør, at der kommer lettere adgang til at følge
de impulser, der kommer indefra, når man kigger på kunsten.
- Start i det simple
Der er mange simple måder, hvor
man kan tage hul på inddragelsen af kroppen i billedkunstfaget. Eksempelvis er
der mange, der arbejder med sådan noget som tableau vivant, hvor man
gengiver et kendt billede. Det er jo en nem indgang til at inddrage kroppen,
hvis man i stedet skaber tableau vivant gennem bevægelse. Du kan også
tage en gruppe elever og sætte dem i en hvilken som helst position – enten op
af hinanden eller hver for sig – og så kan du tale om de former, de har
indtaget. Hvad er det for nogle former, og hvad gør det ved kompositionen i det
billede, hvis man betragter dem som et billede? Hvordan er relationen mellem de
forskellige aktører? Du kan også mime formerne i en skulptur. Det kan man både
gøre enkeltvist eller som en samarbejdsøvelser, hvor man sammen deler sine
oplevelser af skulpturen.
- Brug kroppen, når eleverne skal forstå
det abstrakte
I mit forsøg arbejdede vi både med
abstrakt kunst og kendte symboler i form af noget figurativt. Der var også
vildt mange billedelementer, og det var nogle kæmpe værker, fordi det inviterer
til, at du rejser med værket, fordi det ellers kan være så komplekst at få en
sammenhængende forståelse af så stort et værk ved bare at stå. På den måde er
den abstrakte kunst måske en af de mest oplagte invitationer til at sætte
kroppen i bevægelse.
- Inddrag forskellige former for kunst
I princippet kan al kunst bruges.
Man kan dog sige, at hvis det er et billede uden så meget dynamik, så bliver
det måske ikke lige så udforskende og eksperimenterende - du kan dog alligevel
indleve dig i ansigtsudtryk, hvis det er et portræt eller kropspositionen. Den
tredimensionelle kunst derimod er lige til at gå til. Derudover savner jeg
inddragelsen af levende billeder i billedkunstfaget. Og det kan også oplagt
inddrages, når kroppen skal inddrages i faget.
Udskift læringsro med bevægelseslæring
Ifølge Sanne Hjortshøj står vi, når det kommer til manglende
bevægelse, med et af folkeskolens helt store problemer. Og det er en
opgave, som også billedkunsten kan være med til at løfte.
”Nogle gange overser vi ting, fordi løsningen er så
indlysende. Og for mig at se, er løsningen ligetil. Når vi strukturelt putter
børn ind i en kasse i form af et klasselokale og forventer, at der skal foregå
læring, så fjerner vi dem fra deres krop, og så opstår der ikke den samme grad
af læring”, siger Sanne Hjortshøj og uddyber:
”Når vi bevæger os sammen, så har vi faktisk potentialet for
flerstemmighed, så selvom vi ikke nødvendigvis har læringsro, så kan der
sagtens ske en masse læring. Det kræver bare, at de voksne, der faciliterer
læringsrummet, tør at gå ind i, at der ikke er fuld styring på, når der sker
noget uforudset og ukontrollerbart”.
Sanne Hjorthøj understreger desuden vigtigheden af, at
lærerne tilegner sig kundskaber indenfor inddragelsen af krop og bevægelse i
deres undervisning. Og her er læreruddannelsen et vigtigt sted at starte.
”Jeg har på læreruddannelsen selv oprettet workshops med
bevægelse og forsøgt at gøre opmærksom på, at der er behov for oprettelse af
praksisbaner, hvor man får trænet at inddrage bevægelse i undervisningen. For
selvom det langt fra er en ny opfindelse, så har vi altså ikke været gode nok
til at klæde lærerne på til at få de gode ideer til, hvordan de inkorporerer bevægelse i deres fag”, lyder det fra Sanne Hjortshøj, der opfordrer
læreruddannelserne til at tage opgaven seriøst.
”Der er ikke et fag, der hedder bevægelse i undervisningen,
og tit er de undervisere, der står for fagundervisningen, selv måske en smule
akademiseret og vant til at bruge tekst og ord. De fortæller om, hvordan vi
bevæger os, men der er meget få, der udfører det i praksis”.
Dans, æstetik og sansning gennem hele livet
Sanne Hjortshøjs interesse for kunst og bevægelsen er
bestemt ikke kommet over natten. Passionen er nemlig en, der har fulgt
prisvinderen hele livet.
”I min tidlige ungdom boede jeg i Paris i to år, hvor jeg
dansede. Her var jeg så heldig at støde på nogle megadygtige folk, som blandt
andet havde udviklet et helt koncept til franske skolebørn, der hedder ’Dans i
skolen’. På den måde er det nærmest lidt rørende, at ringen nu bliver sluttet
her, fordi jeg ikke dengang vidste, at jeg ville tage en læreruddannelse”.
Lysten til at lærer fra sig opstod dog først efter nogle år i
København, hvor Sanne Hjortshøj underviste på danseskoler, efterskoler og højskoler
og langsomt blev optaget af dansens dannende element.
Derudover gjorde et job
på museum JORN i Silkeborg prisvinderen opmærksom på, hvordan kunstformidling
kan indtage en lang række forskellige former.
”Efterhånden som jeg blev uddannet billedkunstlærer, blev
jeg også en del af formidlingen af kunsten på museum JORN. Her lavede jeg
blandt andet ’Yoga med Jorn’, som var forløb for voksne, hvor vi putter
bevægelsen ind i kunstens rum. På den måde inddrager vi også dem, som ikke
normalvis tænker, at et museum er noget for dem”.
Og selvom Sanne Hjortshøj altid har elsket at danse, tegne
og forme, så gjorde særligt en oplevelse hende opmærksom på, hvor central en
rolle kunsten spiller i hendes liv.
”Jeg havde været ude og se noget børneteater med min søn,
hvor jeg bare blev mega rørt. Han er otte år, så det kan jo godt være lidt
pinligt, når mor sidder ved siden af og græder, og bagefter måtte jeg derfor
fortælle ham: 'Jeg er så glad for, at vi kan have de oplevelser sammen, og det
går mere og mere op for mig, at æstetik er mit sprog'”.
Hos Sanne Hjortshøj er der derfor heller ingen tvivl, om at
hun vil arbejde videre med bevægelsen og kunsten, men hvad fremtiden helt
konkret bringer vides ikke.
”Jeg har taget mig et lille rum tid, hvor jeg bare har kunne
trække vejret og være lidt sammen med familie, og nu går jeg rundt med en masse
gode ideer og glæder mig til at se, hvor de tager mig hen”.
