Prisvinder til billedkunstlærerne: Kunsten skriger på, at man inddrager kroppen

Fredag vandt Sanne Hjortshøj for årets bedste bachelorprojekt om at forstå kunst med kroppen i billedkunst. Her giver hun dig sine bedste råd til, hvordan du får kroppen i spil i din billedkunstundervisning.

Publiceret Senest opdateret

”Når jeg går ind i et rum med kunst, så får jeg naturligt lyst til at bevæge mig. Kunsten vækker noget i min krop”.

Sådan lyder det fra Sanne Hjortshøj, der fredag modtog førsteprisen ved Lærerprofessionen 2022 i kategorien årets bachelorprojekt samt årets særpris for sit bachelorprojekt ’I begyndelsen var bevægelsen’.

Og opfordringen til landets billedkunstlærer er derfor klar: Sæt kroppen i bevægelse, når der er billedkunst på skoleskemaet.

Netop samarbejdet mellem krop og kunst er udgangspunktet for Sanne Hjorthøjs prisvindende undersøgelse, som du også tidligere har kunne læse om på folkeskolen.dk.

”Det hele tager egentlig udgangspunkt i et grundsyn om, at vi får gjort eleverne passive, hvis vi sætter dem ned og beder dem om at lytte til viden, som vi pålægger dem oppefra”, fortæller Sanne Hjorthøj og fortsætter:

”Man arbejder jo med billeder på alle mulige måder i billedkunstfaget, men jeg synes der mangler inddragelse af kroppen. Vi skal igennem kroppen. Vi skal erfare det. Og vi skal øve de kropslige kompetencer på alle mulige måder”.

6 råd til din billedkunstundervisning

  1. Inddrag dig selv
    Jeg er helt med på, at det kan være grænseoverskridende for nogle lærere at sætte kroppen i bevægelse foran eleverne, men både politisk og aktivistisk mener jeg, at vi skal have brudt med den kultur. Og ligesom med alt andet handler det om kollegial sparring. Det kræver, at man har en kollega, der også drømmer at inddrage mere bevægelse i sin billedkunstundervisning. Så kan man sætte sig sammen og snakke om, hvilke ting man kunne have lyst til at prøve af.

  2. Få eleverne ud af klasselokalet
    I første omgang handler det om at gå ind i et rum, hvor der er plads til at have kroppen med, og som ikke lægger op til, at man sætter sig på en stol bag et bord. De fleste rum, som er uden for klasselokalet, - det både være udendørsrum og store indendørsrum - inviterer til, at man udfolder sig kropsligt.

  3. Skab et trygt rum
    Jeg vil altid starte med at stille mig i en cirkel med eleverne og lave nogle helt simple kropslige øvelser, som eksempelvis at strække mig op, så kroppen kommer i gang, og vi kommer fra hovedet og ned i kroppen sammen. Det vil skabe en samhørighed, hvor vi åbner opmærksomheden. Og det gør, at der kommer lettere adgang til at følge de impulser, der kommer indefra, når man kigger på kunsten.

  4. Start i det simple
    Der er mange simple måder, hvor man kan tage hul på inddragelsen af kroppen i billedkunstfaget. Eksempelvis er der mange, der arbejder med sådan noget som tableau vivant, hvor man gengiver et kendt billede. Det er jo en nem indgang til at inddrage kroppen, hvis man i stedet skaber tableau vivant gennem bevægelse. Du kan også tage en gruppe elever og sætte dem i en hvilken som helst position – enten op af hinanden eller hver for sig – og så kan du tale om de former, de har indtaget. Hvad er det for nogle former, og hvad gør det ved kompositionen i det billede, hvis man betragter dem som et billede? Hvordan er relationen mellem de forskellige aktører? Du kan også mime formerne i en skulptur. Det kan man både gøre enkeltvist eller som en samarbejdsøvelser, hvor man sammen deler sine oplevelser af skulpturen.

  5. Brug kroppen, når eleverne skal forstå det abstrakte
    I mit forsøg arbejdede vi både med abstrakt kunst og kendte symboler i form af noget figurativt. Der var også vildt mange billedelementer, og det var nogle kæmpe værker, fordi det inviterer til, at du rejser med værket, fordi det ellers kan være så komplekst at få en sammenhængende forståelse af så stort et værk ved bare at stå. På den måde er den abstrakte kunst måske en af de mest oplagte invitationer til at sætte kroppen i bevægelse.

  6. Inddrag forskellige former for kunst
    I princippet kan al kunst bruges. Man kan dog sige, at hvis det er et billede uden så meget dynamik, så bliver det måske ikke lige så udforskende og eksperimenterende - du kan dog alligevel indleve dig i ansigtsudtryk, hvis det er et portræt eller kropspositionen. Den tredimensionelle kunst derimod er lige til at gå til. Derudover savner jeg inddragelsen af levende billeder i billedkunstfaget. Og det kan også oplagt inddrages, når kroppen skal inddrages i faget.

Udskift læringsro med bevægelseslæring

Ifølge Sanne Hjortshøj står vi, når det kommer til manglende bevægelse, med et af folkeskolens helt store problemer. Og det er en opgave, som også billedkunsten kan være med til at løfte.

”Nogle gange overser vi ting, fordi løsningen er så indlysende. Og for mig at se, er løsningen ligetil. Når vi strukturelt putter børn ind i en kasse i form af et klasselokale og forventer, at der skal foregå læring, så fjerner vi dem fra deres krop, og så opstår der ikke den samme grad af læring”, siger Sanne Hjortshøj og uddyber:

”Når vi bevæger os sammen, så har vi faktisk potentialet for flerstemmighed, så selvom vi ikke nødvendigvis har læringsro, så kan der sagtens ske en masse læring. Det kræver bare, at de voksne, der faciliterer læringsrummet, tør at gå ind i, at der ikke er fuld styring på, når der sker noget uforudset og ukontrollerbart”.

Sanne Hjorthøj understreger desuden vigtigheden af, at lærerne tilegner sig kundskaber indenfor inddragelsen af krop og bevægelse i deres undervisning. Og her er læreruddannelsen et vigtigt sted at starte.

”Jeg har på læreruddannelsen selv oprettet workshops med bevægelse og forsøgt at gøre opmærksom på, at der er behov for oprettelse af praksisbaner, hvor man får trænet at inddrage bevægelse i undervisningen. For selvom det langt fra er en ny opfindelse, så har vi altså ikke været gode nok til at klæde lærerne på til at få de gode ideer til, hvordan de inkorporerer bevægelse i deres fag”, lyder det fra Sanne Hjortshøj, der opfordrer læreruddannelserne til at tage opgaven seriøst.

”Der er ikke et fag, der hedder bevægelse i undervisningen, og tit er de undervisere, der står for fagundervisningen, selv måske en smule akademiseret og vant til at bruge tekst og ord. De fortæller om, hvordan vi bevæger os, men der er meget få, der udfører det i praksis”.

Dans, æstetik og sansning gennem hele livet

Sanne Hjortshøjs interesse for kunst og bevægelsen er bestemt ikke kommet over natten. Passionen er nemlig en, der har fulgt prisvinderen hele livet.

”I min tidlige ungdom boede jeg i Paris i to år, hvor jeg dansede. Her var jeg så heldig at støde på nogle megadygtige folk, som blandt andet havde udviklet et helt koncept til franske skolebørn, der hedder ’Dans i skolen’. På den måde er det nærmest lidt rørende, at ringen nu bliver sluttet her, fordi jeg ikke dengang vidste, at jeg ville tage en læreruddannelse”.

Lysten til at lærer fra sig opstod dog først efter nogle år i København, hvor Sanne Hjortshøj underviste på danseskoler, efterskoler og højskoler og langsomt blev optaget af dansens dannende element.

Derudover gjorde et job på museum JORN i Silkeborg prisvinderen opmærksom på, hvordan kunstformidling kan indtage en lang række forskellige former.

”Efterhånden som jeg blev uddannet billedkunstlærer, blev jeg også en del af formidlingen af kunsten på museum JORN. Her lavede jeg blandt andet ’Yoga med Jorn’, som var forløb for voksne, hvor vi putter bevægelsen ind i kunstens rum. På den måde inddrager vi også dem, som ikke normalvis tænker, at et museum er noget for dem”.

Og selvom Sanne Hjortshøj altid har elsket at danse, tegne og forme, så gjorde særligt en oplevelse hende opmærksom på, hvor central en rolle kunsten spiller i hendes liv.

”Jeg havde været ude og se noget børneteater med min søn, hvor jeg bare blev mega rørt. Han er otte år, så det kan jo godt være lidt pinligt, når mor sidder ved siden af og græder, og bagefter måtte jeg derfor fortælle ham: 'Jeg er så glad for, at vi kan have de oplevelser sammen, og det går mere og mere op for mig, at æstetik er mit sprog'”.

Hos Sanne Hjortshøj er der derfor heller ingen tvivl, om at hun vil arbejde videre med bevægelsen og kunsten, men hvad fremtiden helt konkret bringer vides ikke.

”Jeg har taget mig et lille rum tid, hvor jeg bare har kunne trække vejret og være lidt sammen med familie, og nu går jeg rundt med en masse gode ideer og glæder mig til at se, hvor de tager mig hen”.

Powered by Labrador CMS