Billedkunstlærere må stå mere frem og sige, hvad man kan bruge faget til i det 21. århundrede. Hvad faget kan byde ind med, som andre fag ikke kan, mener billedkunstlærer Christoffer Cold-Ravnkilde.

Lærer: Billedkunst bør være frontløber for innovation

Billedkunst kan byde ind med rigtig meget, hvis lærerne sætter deres faglighed ordentligt i spil – men det kræver, at vi tør og har lyst til at tænke billedkunst anderledes, mener en lærer, som nu blogger om faget på folkeskolen.dk/billedkunst

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Billedkunst er blevet et underkendt og tilsidesat fag, som får færre timer, og hvor eleverne har svært ved at forholde sig til, at de selv skal på banen med, hvad der skal ske. Men det er fagets egen skyld. Det mener lærer Christoffer Cold-Ravnkilde, som har undervist i billedkunst på Præstemoseskolen i Hvidovre i 17 år.

"Vi har simpelthen ikke været nok på banen med, hvad faget kan. Jeg vil ikke pege fingre, for jeg ved, at der er mange, som har kæmpet for fagets berettigelse i folkeskolen, men det ligger lidt i tiden at nedprioritere det, og det er rigtig trist", siger han og fortsætter:

"Derfor må vi stå mere frem og sige, hvad vi mener, man kan bruge faget til i det 21. århundrede. Hvad vi kan byde ind med, som andre fag ikke kan. Her tænker jeg især på innovation og kreativitet som en faglighed - for hvorfor er det naturfag i stedet for os, der er frontløbere på innovation?"

Ny grundbog til billedkunst vil skubbe til lærernes refleksion

Kreativitet som en hård færdighed

En af fagets allermest væsentlige potentialer, som i dag bliver overset, er at tage kreativitet mere seriøst, mener han. At anskue det som en hård færdighed, der kan trænes, og som man kan dygtiggøre sig i.

"Kreativiteten er billedkunstens ABC. Og man kan sagtens træne det, når man får sat sig udover, at kreativitet kun betyder at være god til at tegne. Kreativitet er også at kunne se ting på nye, anderledes måder - og at lære, at der kan være flere rigtige svar på den samme problemstilling, modsat i nogle af de andre fag", siger han og fortsætter:

"Vi skal lære vores elever om innovation, og her kan billedkunst for alvor komme i spil.  For det er her, vi lærer dem andre måder at tænke på - så de får aha-oplevelser og et større syn på verden, end når vi lærer dem, at der kun er ét rigtigt svar på alting. Hvordan griber vi flygtningestrømmene an? Eller hvordan håndterer vi Donald Trumps alternative fakta? Det er her, det bliver rigtig spændende!"

Don´t F***ing lie to us, Kunst i det postfaktuelle samfund

Samtidig bør man ikke underkende, at billedkunst er et fag, hvor nogle andre elever typisk brillerer end dem, der er gode til at finde facit i matematiktimen - samt at faget også kan skabe fællesskab:

"I billedkunst kan man mærke efter i sig selv og formidle en følelse, man har. Og så kan andre forstå den følelse og sige, at de har det på samme måde. På den måde hjælper faget med at bygge bro mellem mennesker og skabe fællesskab."

Faget bør have mere tid

Hvis faget skal kunne leve op til bare en brøkdel af alt det, Christoffer Cold-Ravnkilde gerne vil have, er der også nødt til at være bedre tid til at fordybe sig i faget - for billedkunst kræver tid til fordybelse, understreger han.

"Som minimum bør man samle lektionerne i nogle større klynger, for man er nødt til at have tid til at arbejde igennem. Især med de yngste elever - her har vi ikke engang tid til at gå til lokalet, finde materialerne frem og sætte i gang, fordi vi også skal nå at pakke sammen igen og gå tilbage til klassen i løbet af en lektion", siger han og foreslår:

"Det vil være en bedre ide at have faget i en uge eller to i træk, for eksempel sammen med dansk, historie, naturfag eller matematik. Så er der tid til at lave nogle vildt spændende tværfaglige forløb, som udfordrer den måde, man tænker faget på."

Professor anbefaler karakterer i de kreative fag

Han mener især, det er spændende at arbejde med naturfaglige emner, men med et 'omvendt hierarki', som han kalder det - altså, hvor billedkunst bliver det styrende fag, som de andre fag tænkes ind i, for så er man nødt til at tænke forløbene på en helt anden måde, hvor også eleverne skal byde ind med forslag og dermed bliver mere motiverede til opgaven.

Billedkunst er oplagt tværfagligt

Sådanne projektuger har Christoffer Cold-Ravnkilde arbejdet en del med i sin tid på Præstemoseskolen. En gang om året har 8. årgang 'Kunstugen på Præstemosen', hvor alle cirka 50 elever arbejder med kunst og maler store kunstværker, som pryder skolens gange.

For fem års tid siden besluttede han sammen med en kollega, Hamayun Butt, at kunstugen fremover skulle fokusere på dansk samtidskunst - og dermed også samfundskritik, for det ligger implicit i kunsten, forklarer han.

"Det kan være svære, komplekse emner, som hurtigt bliver meget konkret for eleverne, når de arbejder med det i billedkunst. Pludselig kan de genkende problemstillinger i avisen, fordi de har arbejdet med det i kunstugen."

De to lærere begyndte at inddrage forskellige kunstnere i kunstugen, som blandt andet har ført til samfundspolitiske emner og en udstilling på Charlottenborg i København.

Læs om projekt 'Kunst i det postfaktuelle samfund', som endte med en udstilling på Charlottenborg

Også med et talenthold i Innovation og design på tværs af kommunens skoler har de to lærere arbejdet med komplekse problemstillinger med eleverne.

"Det har blandt andet ført til, at eleverne lavede en deleøkonomisk restaurant, hvor folk, som ikke kendte hinanden, skulle medbringe en ret hver og diskutere emner som nærighed og gavmildhed ved bordene. Det forløb var eleverne enormt optagede af."

Sammen med Hamayun Butt arbejder Christoffer Cold-Ravnkilde på at starte X-skolen på Nørrebro til august - en privatskole, som skal have stort fokus på at arbejde tværfagligt og projektorienteret med netop blandt andet kreativitet og innovation i højsædet.

Christoffer Cold-Ravnkilde er ny blogger på folkeskolens faglige netværk for billedkunst, folkeskolen.dk/billedkunst. Læs hans første indlæg her:

Innovation og kreativitet i billedkunstfaget

Læs mere

Christoffer Cold-Ravnkildes blog

Powered by Labrador CMS