Lærerstuderende: ”Hvordan synes du, det var i går i kristendomsundervisningen at arbejde med ler?”

Tom: ”Det var fedt.” 

Lærerstuderende: ”Fedt, fordi du ikke skulle læse noget?”

Tom: ”Nej, fordi man får lov til at bruge både sin hjerne og sine hænder – ja, og til at tænke over, hvad ondskab er!” 

Denne samtale havde Annika Hansen Piersma med en elev i 9. klasse, da hun gennemførte et forløb i kristendomskundskab, hvor hun inddrog modellering med ler i et forløb om ondskab. Elevens udtalelse illustrerer, at den æstetiske læreproces gav mulighed for at reflektere, og at det at bruge kroppen og sanserne virkede motiverende, mener hun.

Annika Piersma skriver i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Nørre Nissum ved Via UC, at hun på uddannelsen har haft ”positive erfaringer fra teachinglabs og praktikker med begrebet læringsglemsel”. Læringsglemsel er et begreb, som Lene Tanggaard, der er professor i pædagogisk psykologi og rektor for Designskolen Kolding, har introduceret for at understrege, at læring også finder sted i leg, og som ”et godt modstykke til en snæver fokusering på læringsmål”. Annika Piersma skriver, at hun på uddannelsen har oplevet, hvordan æstetiske læreprocesser og kreativitet i undervisningen kan koble leg og læring, og at ”det lader til, erkendelsen omkring fagligt indhold hos eleverne styrkes, og der skabes rammer for oplevelser, som fremmer elevernes fordybelse, fantasi og virkelyst og lyst til at lære”.

Hun undersøger derfor, ”hvordan fokus kan mindskes fra læringsmål og i stedet rettes mod lyst, deltagelse og erkendelse” i kristendomskundskab og spørger i problemformuleringen:

”Hvordan kan æstetik og æstetiske læreprocesser i 9.klasses kristendomskundskabsundervisning fremme elevernes erkendelse og lyst til at lære mere?”

Ondskab i 9. klasse

Over en periode på fem uger gennemførte Annika Piersma et forløb om ondskab i en 9. klasse, hvor eleverne blev præsenteret for den norske filosof Lars Fredrik Händler Svendsens fire forskellige begreber om ondskab, de læste og analyserede bibelsk tekst, så filmen ”Adams æbler” og lyttede til dele af psykologiprofessor Svend Brinkmanns podcast ”Det gode menneske”. Hendes undersøgelse koncentrerer sig om den afsluttende del af forløbet, hvor eleverne arbejdede med modellering af en lerfigur, men i analysen bruger hun også elevernes logbogsnotater og interview med fire elever. Hun undersøger, ”hvorledes lerskulpturernes udtryk, i samspil med elevernes logbogsnotater og interview kan gøres til genstand for evaluering af den æstetiske læreproces samt det sandsynlige faglige udbytte af undervisningen”.

Eleverne fik i introduktionen til opgaven med lerfiguren at vide, at de skulle forestille sig, at de var kunstnere og havde fået til opgave at designe og fremstille en figur, ”der skal minde os om ondskaben”. Klassen skulle lade sig inspirere af det indhold, de havde været igennem i undervisningen og de samtaler, de havde haft om ondskab.

Lære om og af det faglige indhold

Annika Piersma refererer til den britiske didaktiker Michael Grimmitts begreber om at lære om og af religioner. Eleverne skal gennem undervisningen opnå viden om for eksempel de bibelske fortællinger, og de skal lære af at forholde sig til den religiøse dimension. ”Når Grimmitt omtaler begrebet at lære om religionerne, så henviser han til en upersonlig og objektiv kundskabsviden, som eleverne gennem undervisningen skal have mulighed for at tilegne sig”. Når eleverne ifølge Grimmitt skal lære af religioner, mener han, at eleverne gennem undervisningens indhold skal gives mulighed for at udvikle sig til selvstændigt tænkende individer, som selv skal forholde sig til egen tro og overbevisninger og selv må tage ansvar for egne handlinger. ”Dette, at lære af. omhandler således mere subjektive kundskaber som for eksempel selverkendelse”, skriver Annika Piersma.

Analysen af elevernes arbejde med lerfigurer viser, at det æstetiske kobler de to læringsformer. En elev fremstillede en trehovedet djævel, og i logbogen beskrev eleven djævlefiguren, ”som symbol på, at ondskaben er overalt”.

Piersma skriver, at eleven her udtrykker et læren af, fordi hun ikke mener, ondskab kan undgås. Hun spurgte eleven om hendes tanker om de tre hoveder, og ”sammenholdt med hendes logbogsnotater udleder jeg, at hun har formet de tre djævlehoveder med udgangspunkt i tre af Svendsens ondskabsformer og således demonstrerer læren om jævnfør målet for forløbet”.

Leg og læring er ikke modsætninger

Leg og læring hænger sammen og udgør ikke nødvendigvis hinandens modsætninger, beskriver Annika Piersma og refererer Lene Tanggaard, der har pointeret, alt man alt for tit arbejder med modsætninger mellem leg og læring, ”som om legen er det useriøse, og læring er fagligheden. Men sådan hænger det ikke sammen udviklingspsykologisk”. Piersmas undersøgelse viser da også klare tegn på, at eleverne lærer og opnår vigtige erkendelser gennem den æstetiske proces:

”Når eleverne sidder fordybet i arbejdet med leret, glemmer de, at de er i gang med atU lære. Mens deres hænder er travlt beskæftiget, er det ikke min oplevelse, at de er særligt opmærksomme på, at de samtidig er deltagende i en filosofisk samtale om begrebet ondskab eller ligeledes er ved at definere ondskabens karakter overfor sig selv”, skriver Annika Hansen Piersma. 

En elev beskrev blandt andet i sin logbog, hvordan hun ikke havde forstået ret meget af undervisningen i moralfilosofi, men at det i snakken hen over figurerne pludselig ”gav meget mere mening”, og eleven kunne give ”udtryk for et nuanceret syn på ondskab, da hun så de andre figurer, og vi i fællesskab fik talt om de forskellige udtryk”.