“Altså, vi får lavet det, som vi skal, men der er nogen, der kun laver lidt, og så er det sådan: Okay, nu har jeg lavet en side, så kan jeg godt ligesom gå ind og lige tjekke Instagram eller et eller andet”.

Sådan fortalte en elev, da Michael Korup Overgaard og Christian Nordholm interviewede elever i forbindelse med deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aarhus ved Via UC. Eleven satte ord på de forstyrrelser og fristelser, som mange lærere og elever kan nikke genkendende til i forbindelse med brug af digitale medier i undervisningen. Derfor kan det opleves som en udfordring at få eleverne til at koncentrere sig om det, de skal, når de sidder foran skærmen.

I faghæftet for engelsk beskrives de digitale medier som en vigtig resurse og et værktøj til sprog, blandt andet ved at give adgang til andre kulturer og omkringliggende verden. Derfor er Christian Nordholm og Michael Overgaard blandt andet optaget af at undersøge, hvordan digitale medier kan indgå hensigtsmæssigt i engelsk, så de både understøtter den faglige udvikling og bidrager med digital dannelse.

”Hvilke muligheder og begrænsninger kan engelsklæreren møde, hvis vi ønsker, at eleverne skal digitalt dannes gennem vores undervisning?”, spørger de i problemformuleringen.

Smittende skærme

I projektet undersøger Michael Overgaard og Christian Norholm, hvilke udfordringer, der kan være med digitale medier. Fra en undersøgelse refererer de, at halvdelen af danske lærere i 2018 mente, at it distraherer eleverne fra at lære, hvor det i 2013 kun var 14 procent, der mente det. Digitaliseringen fylder mere i undervisningen, og problemet med ”digital støj” er blevet større. Begrebet digital støj beskriver “forstyrrelser, distraktioner, manglende engagement, manglende deltagelse eller asocial og fraværende adfærd blandt elever, der er foranlediget af elevens egen eller en klassekammerats brug af digitale enheder”. 

De refererer til lektor ved Copenhagen Business School Peter Holdt Christensen, der bruger begrebet ”smittende skærme” til at beskrive, hvordan eleverne påvirker hinandens adfærd med ”ikke-relevant” skærmtid. Én enkelt elevs skærmbrug kan ikke bare påvirke elevens egen, men også de omkringsiddende elevers deltagelse i undervisningen og dermed undervisningsmiljøet, fordi de frister hinanden til at gøre det samme.

Digitale medier som tema

“Jeg føler, at der er mange lærere, som bare giver os Alinea for hver time, og de ved måske ikke engang selv, hvad det er, vi sidder og laver”, fortæller en elev i undersøgelsen.

Det må ikke være tilfældigt, hvordan digitale medier inddrages i undervisningen, hvilket elevens udtalelse peger på. Michael Overgaard og Christian Nordholm beskriver, hvordan man ved at have en problem- og projektorienteret ramme om undervisningen kan udvikle både kommunikativ kompetence og samtidig arbejde med digital dannelse.

De præsenterer et projektarbejde, hvor temaet er digitale medier, og hvor undervisningen kan planlægges ud fra både en ”designprocesmodel” og en ”analysemodel”, der skal bidrage til, at eleverne får forståelse for og også kan forholde sig kritisk til de digitale medier.

Et forløb kunne se ud som følgende: ”Læreren udsender en video, der indeholder information om et digitalt medie, eleverne kender. På baggrund af vores interviews vil vi mene, at Instagram, TikTok eller Snapchat er nogle af dem, eleverne er mest bekendte med”. Videoen skal suppleres af nogle spørgsmål om det digitale medie, som eleverne skal besvare og sende til læreren. Læreren kan så efterfølgende på baggrund af elevernes svar tilrettelægge den kommende undervisning med udgangspunkt i ”analysemodellen”: Der kan laves en ”formålsanlyse” af deres udvalgte medie(r).

”De skal kunne beskrive, hvad de mener, deres medie inviterer brugeren til gennem dets design”. I forlængelse af det kan eleverne udføre en ”værdianalyse”, hvor de i grupper diskuterer, hvilke værdier og interesser designet fremhæver.

I ”konsekvensanalysen” skal eleverne undersøge, hvordan deres medie bliver anvendt i relation til vores samfund. Dette kunne gøres gennem et interview af en anden gruppe omkring deres brug af mediet, samt en refleksion over gruppens egen brug af mediet. Sidst kan eleverne udføre en ”argumentationsanalyse”, hvor de undersøger producenten eller designerens egen fortælling om mediet.

”Eleverne skal forsøge at forstå, hvorfor producenten præsenterer sit produkt som han gør, og hvilke særlige kvaliteter og værdier han lægger vægt på”, skriver Michael Overgaard og Christian Nordholm.

Autentiske sociale interaktioner

Når der arbejdes problemorienteret, udvikles elevernes kommunikative kompetencer, fordi de er afhængige af at skulle løse opgaven i fællesskab. Men herudover peger Christian Nordholm og Michael Overgaard på, at de digitale medier har et stort potentiale til at bidrage med at udvikle eleverne interkulturelle kompetencer, fordi medierne åbner verden for dem. Det er muligt både at interagere med andre elever i Danmark og andre lande, og hvis kommunikationen er problem- og projektorienteret skabes autentiske sociale interaktioner.

Et forløb kunne se således ud, ifølge de to lærerstuderende:

Eleverne finder en samtalepartner online, dernæst skal de defineresamtalepartnerens nationalitet. Til sidst skal de undersøge, hvad der karakteriserer lykke i begge lande og herefter udarbejde en præsentation af deres undersøgelse og fremlægge den i klassen.

Michael Korup Overgaard og Christian Nordholm konkluderer, at en problem- og projektbaseret tilgang har potentiale til både at understøtte elevernes digitale dannelse og den engelskfaglige udvikling.

”Yderligere skal læreren gøre sig følgende overvejelser: Hvordan vil jeg arbejde med de digitale medier? Hvordan får jeg elevernes erfaringer i spil? Hvordan skal de anvende de digitale medier i undervisningen? Hvordan understøtter min undervisning elevernes engelskfaglige kompetencer? Og slutteligt, hvilken betydning har denne undervisning for elevernes nutid og fremtid?”