I pædagogikken har der over længere tid været en tendens til at fokusere på målbare resultater. Børns evner er blevet testet, fordi der har været fokus på målstyret undervisning, som forbereder barnet til konkurrencestatens høje krav. 

Samskabelse er derfor et vanebrud i forhold til den traditionelle undervisning, og det kræver tålmodighed, tid og resurser at sikre kvalitet i samskabende undervisning, skriver Sinem Øzcan i sit bachelorprojekt fra læreruddannelsen i Esbjerg ved professionshøjskolen UC Syd. 

I samskabelse er det store fokus, at alle deltagere er ligeværdige trods forskellige erfaringer og kompetencer. Den idealtypiske samskabelsesform sigter derfor mod et ligeværdigt samarbejde, hvor ingen leder arbejdsprocessen. I samskabelse bliver der lagt værdi i det fælles ansvar, da det ikke kun handler om at nå i mål, men i større grad om selve samarbejdet, skriver Sinem Øzcan og refererer til blandt andet Lene Tanggaard og Josefine Dilling Linnebergs forskningprojekt ”Samskabelse med børn fra et pædagogisk perspektiv”. 

Samskabelse er vigtig lærdom, da alle gennem livet kommer til at stå i situationer, hvor de er nødt til at have medansvar. Samskabelse kan med andre ord være med til at styrke nogle værdier hos børnene, som beskrevet i folkeskolens formålsparagraf, mener Sinem Øzcan. 

Netop formålsparagraffens ordlyd om, at skolens virke skal være præget af ligeværd, har motiveret hende til at inddrage samskabelse i sin billedkunstundervisning. Samskabelse er en proces, hvor deltagerne arbejder sammen om en problemstilling. Samskabelse er mange steder, selvom det ikke kan ses med det blotte øje, og Sinem Øzcan ønsker at undersøge, hvordan man som lærer kan tilrettelægge en undervisning, hvori eleverne kan arbejde samskabende. 

”Hvordan kan jeg som billedkunstlærer skabe et læringsrum for tematisk billedarbejde med fokus på samskabende læreprocesser”, spørger hun i problemformuleringen. 

Tema om kærlighed 

Den empiriske undersøgelse har Sinem Øzcan gennemført under et praktikforløb i en 2. klasse, som hun underviste i dansk, kristendom og billedkunst. Der var 19 elever i klassen, og forløbet om samskabende læreprocesser bestod af otte lektioner fordelt over fire uger. Her var eleverne opdelt i tre faste grupper med faste pladser i billedkunstlokalet. 

Temaet var kærlighed – et emne, hun også valgte at arbejde med i de to andre fag. For at skabe en rød tråd igennem alle fagene, og i billedkunst gav det tværfaglige fokus eleverne en langt bredere viden om kærlighed at arbejde ud fra. 

I billedkunst skulle eleverne blandt andet arbejde med fantasitegninger, collager, lerfigurer og en kunstudstilling, som skulle skabe mulighed for at arbejde samskabende. Her blev eleverne gjort opmærksom på, at det vigtigste ikke var resultatet, men vejen derhen, altså processen. 

Eleverne arbejdede samskabende med eksempelvis collagerne, hvorimod arbejdet med lerfigurerne, som blev en del af klassens fælles udstilling, blot var samarbejdende i form af en fælles association.

Stilladserende billedsamtaler 

Ud fra sine praksiserfaringer konkluderer Sinem Øzcan, at ”lærerens relationskompetence har en stor betydning for klasseledelsen i et faglokale”. 

Hun konkluderer også, at hendes stilladsering af undervisningen ikke var tilstrækkelig for alle elever, og hun peger på, at stilladserende billedsamtaler kunne være en mulig løsning, fordi de både kan foregå mellem lærer og elev, og når eleverne billedsamtaler med hinanden. 

Undervisningen var heller ikke helt så samskabende, som hun som udgangspunkt havde tænkt sig. For eksempel i aktiviteten med ler, hvor eleverne skulle lave individuelle lerfigurer til en fælles udstilling. Den aktivitet viste sig at være mere samarbejdende end samskabende. 

Sinem Øzcan konkluderer, at ”der kunne være flere samskabelsesprocesser, hvis eleverne fik flere opgaver, hvor de skulle lave et produkt sammen.” Ved at ”kunne skabe en fælles association og have billedsamtaler med nogle samtalekort under samarbejdet”. 

Skabte frustration 

Hvor flere elever kunne finde ro og fordybelse i de individuelle opgaver, blev en del elever specielt i starten frustrerede over aktiviteterne med samskabelse, men gennem øvelse blev de bedre til at samskabe, og ”eleverne blev mere respektfulde overfor hinandens forskellige ideer og udviklede fælles produkter”.

Derudover mener hun, det er væsentligt at have både selvbestemmelse samt undervisnings- og elevdifferentiering for øje. 

”I den samskabende læreproces kan der medtænkes en variation i undervisningen, hvor der både bliver elev- og undervisningsdifferentieret. Dette kan bidrage til, at der kan skabes rum for, at eleverne arbejder i flow samtidig med, at der stadig er en fast struktur i undervisningen. For at styrke elevernes indre motivation vil det være oplagt, at eleverne får mulighed for at opleve selvbestemmelse”, skriver Sinem Øzcan i konklusionen.