Uddannelse og job er et obligatorisk emne fra børnehaveklassen til og med 9. klasse i folkeskolen. Faget er ikke tillagt specifikke undervisningstimer, derfor er det op til den enkelte skole at integrere det i den skemalagte undervisning, skriver Katrine Kristensen i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen på Fyn ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. 

Da hun under uddannelsen for første gang stiftede bekendtskab med faget, erfarede hun, ”at der er et manglende kendskab til fagets indhold samt udfordringer med den generelle implementering af faget i hele grundskolen blandt fagpersoner”. I projektet undersøger hun derfor unges oplevelser med uddannelse og job - og deres forventninger til faget, og hun ønsker at gentænke uddannelse og job som en helhedsorienteret indsats, ”der er funderet i inddragelsen af elevperspektiver”.

”Hvordan kan det timeløse fag uddannelse og job i højere grad differentieres og integreres i hele grundskolen med afsæt i elevperspektiver”, lyder hendes problemformulering.

Fortællingen om faget

“Vi skal jo ikke uddanne små voksne", er én af de udtalelser, Katrine Kristensen er blevet mødt med, når hun har nævnt, at faget er obligatorisk på alle klassetrin. Derfor har hun fundet det relevant ”at undersøge det narrativ, der kan herske om faget” for at forstå, ”hvorfor narrativet potentielt set kan gøre det til en udfordring at integrere uddannelse og job i hele grundskolen”.

Begrebet karrierelæring er centralt for faget, og her refererer Katrine Kristensen til cand. pæd. pæd. og underviser på diplomuddannelsen i vejledning Marianne Tolstrup, der har følgende definition af begrebet: 

“At eleverne skal udvikle kompetencer til at foretage valg hele livet igennem og ikke kun i forbindelse med det nærtstående valg af ungdomsuddannelse”. 

Karrierelæring skal altså ses som et vigtigt led i elevens dannelse. Men i selve ordet karrierelæring kan der ligge være en barriere for implementeringen.

Hun refererer Gert Biesta, professor i pædagogik ved universitetet i Edinburgh, der påpeger, at der er opstået en generel opfattelse af, hvad god undervisning og skole er – og at nøgleordet her er, at det skal være effektivt. Karrierelæring kan her forstås som en måde, systemet vil påvirke, ”hvad der er uddannelsesmæssigt ønskværdigt” og at skabe resultater på en bestemt måde. Derfor kan ord som karriere i forbindelse med børn og unge danne ”negative tankekoblinger i mødet med fænomenet hos modtageren”, fordi det forbindes med et pres – og effektivitet. Karriere kan derved betegnes som et minusord; ”et negativt ladet ord, der kan beskrives som et fænomen, man har negative erfaringer med”, og som konsekvens kan der ”opstå en påpasselighed omkring anvendelsen af uddannelse og job”, konkluderer Katrine Kristensen.

Erfaringer med uddannelse og job

Katrine Kristensen har både interviewet unge i 9. klasse, 10. klasse og nystartere på gymnasial uddannelse og første grundforløb på erhvervsuddannelse. 

”Fælles for dem alle var, at de enten lige havde, eller var i gang med, at beskæftige sig med uddannelse og job”. En af de unge fortalte blandt andet, at vedkommende ”savnede et større fokus på mig som person, og hvordan jeg kan blive en del af samfundet”. To andre efterlyste både mere virkelighedsnære og praktiske elementer for uddannelse og job.

Katrine Kristensen skriver, at det derfor kan være relevant at ”skabe sammenhæng mellem undervisningens indhold og det indhold, eleverne har fra deres egen erfaringsverden, hvis formålet med praksisfællesskabet skal være meningsgivende for eleverne”.

En af eleverne pegede desuden på, at “virkelighedsnære ting kan være en hjælp for mere ressourcesvage (både fagligt og socialt) unge” og på den måde kan være inkluderende.

”Børneeksperter”

Katrine Kristensen har undersøgt, hvordan man kan arbejde med det timeløse fag ud fra en scenariedidaktisk tilgang,, ”hvor der gøres brug af alternative undervisningsmetoder, der lægger op til elevaktive undervisningsmåder”, hvor der lægges vægt på ”meningsfulde opgaver, realistiske og udviklende arbejdsformer og - relationer - og ikke mindst fælles udfordringer ved at realisere disse tilgange i praksis”. Tilgangen baserer sig ”realiseringen af scenarier”, som skal udvikle evne til ”at handle, forstå og forudse”.

I projektet beskriver hun forløbet ”Børneeksperter”, der var bygget op omkring scenariedidaktikken som undervisningsmetode. Hun beskriver, at en 4.-klasse i et billedkunstforløb havde ”arbejdet med rummets betydning for adfærd og læring. Med inddragelse af billedkunstfaglig, relevant teori, er eleverne blevet præsenteret for et scenarie, der tildeler eleverne rollerne som arkitekter - eller såkaldte “børneeksperter”. Opgaven lød på, at der skulle indrettes nye undervisningslokaler på skolen. Men hvad er det gode undervisningslokale? En arkitekt (fiktiv) havde kontaktet eleverne for at bede dem om hjælp, og her lagde arkitekten vægt på, at eleverne var eksperterne:

”De sidder inde med legitim og relevant viden baseret på erfaringer med rum, da det til dagligt er dem, der er brugere af skolens undervisningslokaler”.

Eleverne gav i evalueringen udtryk for, at de oplevede forløbet som noget, der “var tæt på virkeligheden”. De fortalte, at arbejdsprocessen vækkede en følelse af inddragelse, og en elev uddybede: “Jeg føler, jeg bliver inddraget og at min stemme er vigtig”.

Katrine Kristensen konkluderer, at elevernes kommentarer til undervisningen underbygger værdien i at inddrage elevernes perspektiver, fordi eleverne havde positive mestringsoplevelser, og hun peger på, at sådanne oplevelser kan ”skabe grobund og lyst til videre uddannelse efter folkeskolen”.