”Jeg synes overordnet, at det er vigtig at målrette uddannelse til dem, der har brug for det. For lærere er det vigtigste at få foden inden for på arbejdsmarkedet fx gennem et vikariat", siger formand for Lærernes A-kasse Gordon Ørskov Madsen i et interview om regeringens beskæftigelsesudspil, der ikke giver ledige lærere mulighed for uddannelse.

Lærernes A-kasse er tilfreds med beskæftigelsesudspil

I det netop fremlagte beskæftigelsesudspil fra regeringen er der lagt op til, at a-kasserne - og ikke jobcentrene - skal stå for profilafklaring af de ledige og rådgive de resursestærke det første halve år. ”Vi har succes med at screene ledige lærere til rotationsvikariater”, siger en glad og lettet formand for Lærernes a-kasse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Formanden for Lærernes A-kasse Gordon Ørskov Madsen er glad og lettet over, at regeringen i deres beskæftigelsesudspil anerkender a-kasserne, fortæller A-kassen i et nyhedsinterview på deres site dlfa.dk.

På dagens pressemøde fremhævede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nemlig, at a-kasserne har et branchekendskab og et godt netværk, der kan skaffe de ledige i job, mens jobcentrene er gode på andre områder, fx når det gælder om at hjælpe ledige med andre udfordringer end jobsøgningen. Gordon Ørskov Madsen er glad for, at ministeren vil bruge A-kasserne til det, de er gode til:

"Vi formidler gang på gang vikariater til ledige lærere, og selv jobcentrene henviser arbejdsgivere til vores jobformidling. Vi har succes med at screene ledige til rotationsvikariater og erfaring med enerådgivning af ressourcestærke ledige i København. Så vi er helt klar til opgaven," siger han til dlfa.dk.

Ledige der har andre udfordringer og er i risikozonen for at blive langtidsledige, skal have et fælles samtaleforløb i a-kassen og jobcentret.

En fordel for de unge lærere

På dlfa.dk kan man også læse, hvordan Lærernes a-kasse i samarbejde med pædagogernes og de sundhedsfagliges a-kasse har kørt en kampagne, der skal støtte unges frie valg af sparringspartner. Carsten Koch-udvalget lagde nemlig op til, at jobcenteret skulle have eneansvaret for at rådgive de unge de første 6 måneder.

"Det er så vigtigt, at den her gruppe bliver i a-kassen, så de ikke går glip af det faglige kendskab og den gode kontakt, som vi har til skolerne. Og jeg er glad for, at der ser ud til at vores arbejde har båret frugt. Nu skal det bare holde hele vejen hjem," siger Gordon Ørskov Madsen.

Over 2600 personer har skrevet under på, at unge under 30 år skal have samme rådgivningsmuligheder som dem over 30 år.

Ledige lærere får ikke mulighed for uddannelse

I det nye udspil er der afsat 500 mio. til uddannelse. Primært til de ufaglærte. Ledige lærere og andre med en mellemlang - og lang videregående uddannelse får ikke de samme muligheder, hvis den del af udspillet bliver til lov. Men formanden for Lærernes a-kasse er ikke så bekymret, skriver dlfa.dk.

"Jeg synes overordnet, at det er vigtig at målrette uddannelse til dem, der har brug for det. For lærere er det vigtigste at få foden inden for på arbejdsmarkedet fx gennem et vikariat. Her er der mulighed for at få nye kompetencer, erfaring og gøre opmærksom på sig selv. Det tror jeg giver de bedste jobmuligheder for lærerne," siger han.

Beskæftigelsesudspillet skal nu til forhandling i Folketinget.