Lærerliv

Geeti Amiri (lidt til højre for træneren i orange) kan sige ja, når hendes elever spørger, om hun faktisk kan kung-fu. Det synes de er lidt sejt.
Geeti Amiri (lidt til højre for træneren i orange) kan sige ja, når hendes elever spørger, om hun faktisk kan kung-fu. Det synes de er lidt sejt.

Geeti følte sig mislykket som lærer og menneske: Kung-fu-træning blev starten på en forvandling

Lærer, lærerstuderende, debattør og forfatter Geeti Amiri sagde ja til til at tage til Sydkorea i et reality-program. Det blev starten på en proces, der har lært hende at bede om hjælp, når hun ikke kan leve op sine forventninger til sig selv.

Publiceret Senest opdateret

Da forfatter, debattør og lærerstuderende Geeti Amiri modtog en mail med spørgsmålet, om hun ville med til Sydkorea som en del af et realityshow, var hun sikker på, at det var en fejl. 

Faktisk så sikker, at hun ikke engang svarede. 

Men produktionsselskabet blev ved med at kontakte hende, og det endte med, at hun tog et møde med dem. Og spurgte dem, om de spurgte hende, fordi de havde en ’brun kvote’, som hun kalder det, der skulle opfyldes.

"Det sagde de nej til” fortæller hun og fortsætter:

”De sagde, at det var min baggrund som anbragt barn af flygtninge og det, at jeg har kæmpet mig op til en vis position i offentligheden, der var grunden til, at de ville have mig med. At der nok var et eller andet, jeg kunne få svar på, Det tænkte jeg over i et par uger, og så sagde ja. Men jeg var samtidig overbevist om, at der ville ske et eller andet, så det ikke blev til noget”.

Det realityshow, Geeti Amiri sagde ja til, var Shaolin på TV2. Et nyt program, hvor deltagerne lever 12 dage i et kloster, træner, mediterer, ikke har adgang til nettet og i det hele taget lever som shaolinmunke. 

Geeti Amiri

Geeti Amiri er lærerstuderende, debattør, forfatter og foredragsholder. Til hverdag arbejder hun som lærer i udskolingen på Guldbergsskolen på Nørrebro i København.

Hun kom som barn til Danmark som flygtning sammen med sine forældre og voksede op i en familie præget af vold efter farens død.

Geeti Amiri er forfatter til bøgerne 'Glansbilleder' og 'Mosaik'. Hun har tidligere været fast blogger hos Ekstra Bladet og A4 arbejdsliv og har haft sit eget sit eget radioprogram, 'Geetisk råd', på DR1 .

Lige nu er hun aktuel i tv-programet Shaolin, som kan ses mandag aften kl. 20.00 på TV2.

Munke, der i den bredere offentlighed mest er kendt for at være toptrænede kampsportsudøvere. Men filosofien bag livet i klosteret er meget mere end det. Og det var den, Geeti Amiri skulle prøve kræfter med.

Mislykket som lærer og menneske

Programmet kører i disse uger hver mandag aften, og hvis man synes, at Geeti Amiri virker både voldsomt udfordret og meget skrøbelig under forløbet, har man ret, fortæller hun.

”På det tidspunkt hvor vi skulle afsted, følte jeg at jeg totalt mislykkedes som lærer – og dermed som menneske”, fortæller hun. 

På det tidspunkt var hun tilbage som lærer i folkeskolen efter at havde været en tur forbi sosu-uddannelsen i København ved siden af sit lærerstudium. 

Den daglige konfrontation med de mange sårbare elever på skolen var en stor belastning for hende, fortæller hun, fordi de mindede hende om hendes egen sårbarhed, som hun ikke ville eller kunne rumme. 

At bede om hjælp var fuldstændig udelukket for hende. Samtidig havde hun tårnhøje ambitioner for sit lærerarbejde, og dem kunne hun ikke indfri.

”Jeg ville gerne ændre kulturen på sosu-skolen, så den blev mere rummelig overfor de her elever, som kommer med en rygsæk fuld af nederlag fra folkeskolen og tidligere forsøg på at tage en uddannelse”, fortæller hun. ”Det var jeg ikke lykkedes med, og det var ved at få mig ned med nakken”.

På spørgsmålet om det ikke er et urimeligt stort krav at stille til sig selv, at man som nyansat, ikke-færdiguddannet vikar skal ændre en stor uddannelsesinstitutions kultur, svarer hun: 

”Helt vildt! Men det siger alt om, hvor hård jeg var ved mig selv. Jeg var glad for, at det var mørkt om morgenen, når jeg cyklede på arbejde, og hvis det også regnede, var det endnu bedre. For så kunne man ikke se, at jeg græd hele vejen”.

Løb fra skæbnen

Hun har altid følt, at hun skulle løbe lidt hurtigere og gøre det lidt bedre end alle andre, fortæller hun. For hun var bagud fra starten.

”Der er så mange mennesker med en baggrund som min, der ikke klarer det. De ender på kronisk kontanthjælp eller førtidspension, og jeg har altid tænkt, at når det ikke skete for mig, så var det fordi, jeg har snydt skæbnen. Men også, at det kun var et spørgsmål om tid, før skæbnen opdagede mig og indhentede mig". 

"Så jeg knoklede derudaf i turbogear i håb om at kunne snyde lidt længere. Men man kan ikke holde til at køre i turbotempo hele tiden, og i tiden lige inden jeg skulle afsted til Sydkorea, kunne jeg ikke holde til det mere”.

”Det ramte noget i mig, at de sagde det"

Så Geeti Amiri var allerede i minus, inden hun kastede sig ud i den hårde fysiske træning og den selvreflektion, som var kernen i opholdet i templet. Og nederlagene stod i kø, syntes hun. 

Hun kunne ikke tage en armbøjning, havde svært ved at holde styr på venstre og højre side af kroppen, når de trænede kampsportskoreografi og måtte opgive at gennemføre en koordinationstest, som gik ud på at kravle forlæns ned af en trappe. I stedet fik hun lov til at hoppe ned ad den med samlede ben og tårer i øjnene. 

Men samtidig oplevede hun, at de to trænere ikke dømte hende og ikke opgav hende. De gentog igen og igen, at man lærer ved at fejle, og at alle lærer i deres eget tempo – og det er helt ok.

”Det ramte noget i mig, at de sagde det. Det er jo det, jeg selv siger til mine elever, men jeg kan ikke huske, at nogen før havde sagt det til mig”, fortæller hun. 

”Jeg oplevede lærere, som ikke målte og vejede os alle sammen på de samme parametre, men mødte os dér, hvor vi var med forståelse og omsorg. Men ikke med sænkede forventninger til, at jeg kunne lære det samme som de andre. Ikke en eneste gang oplevede jeg, at de sagde ’tag du bare en pause’”.

Udviklede særligt bånd til sin træner

Shaolin-master Shi Heng Yi er ligesom Geeti Amiri barn af flygtninge. Gennem samtaler med ham fik hun en ny forståelse af sig selv.
Shaolin-master Shi Heng Yi er ligesom Geeti Amiri barn af flygtninge. Gennem samtaler med ham fik hun en ny forståelse af sig selv.

I løbet af opholdet udviklede hun et særligt bånd til træner Shi Heng Yi, der ligesom hende er barn af flygtninge. 

Gennem deres samtaler blev hun mere bevidst om det pres, det har været for hende at skulle leve i både dansk og afghansk kultur samtidig, og hvordan det havde fået hende til at føle, at hun skulle leve livet i turbo.

”Jeg han huske, at jeg sagde til ham: ’Jeg har enormt svært ved at acceptere min egen livsbane, og at mit tempo er langsommere end andres ’. Så spurgte han ’hvem er det, der siger, at det handler om, hvor hurtigt du gør det?’ Det er egentlig ret banalt, men det ramte mig bare. For hvem fanden har egentlig plantet den ide i hovedet på mig?” fortæller hun.

Nedtur efter hjemkomsten

Geeti Amiri oplevede, at hendes ophold i det sydkoreanske kloster endte med en følelse af ro og accept af, at hun ikke kunne det samme som de andre deltagere. '

Så kunne man jo have håbet, at hun vendte hjem til Danmark som et harmonisk, afklaret menneske, men så god er verden desværre ikke.

”De første par dage efter, at jeg var kommet hjem, var fantastiske. Jeg havde det som en nyfødt. Men så ramlede det hele igen, og jeg røg tilbage i de gamle tankemønstre og lagde mig i fosterstilling månedsvis”. 

Det var i foråret 2023.

”Den nedtur varede hele sommeren. Jeg følte, at hele min fortælling om mig selv som det her mælkebøttebarn, som havde succes på trods, blev pillet fra hinanden, og jeg vidste knap nok, hvem jeg var mere”, fortæller hun. 

Kæmpe befrielse at kunne bede om hjælp

Men på et tidspunkt i løbet af den nedtur, gik det op for hende, at løsningen ikke skulle findes i et kloster i Sydkorea, men i hendes hverdag. Så hun begyndte i terapi og startede i et nyt job på Guldbergskolen på Nørrebro i København.

”Og det er stadig hårdt at være lærer”, siger hun. ”Men jeg har lært, at jeg kan og skal bede om hjælp. I år skal jeg for første gang have elever til afgangsprøver, og det behøver jeg ikke at kunne klare uden hjælp. Det er en kæmpe befrielse at have det sådan”.

Og så har hun fået en mentor. En af hendes erfarne kollegaer er nu hendes sparringspartner og støtte. Det har gjort en kæmpe forskel.

”Brian er min Shi Heng Yi her i Danmark”, griner hun. ”Han er en garvet lærer, men han har stadig den der gnist. Det tog mig nogle måneder at lukke ham ind for alvor, men da jeg bad ham om hjælp til at navigere i lærerrollen, så var det så rart". 

"Han har lidt den samme pædagogiske tilgang som Shaolin-trænerne, hvor det handler om at rykke hver elev, så langt de kan komme – og ikke nødvendigvis helt i mål. Alle behøver ikke at få 12 for at være en succes, bare de rykker sig fremad. Og han opgiver ingen elever. Det er en gave at have en som ham at læne sig op af”.

Mere shaolin i folkeskolen

Geeti Amiri kunne godt tænke sig, at den danske folkeskole var lidt mere shaolin, siger hun.

”Det her med at det er ok, at man lærer i sit eget tempo, og at det vigtigste er, at du bliver bedre i forhold til dit udgangspunkt frem for, at du skal nå et bestemt mål – det gad jeg godt, at der var mere af skolen".

"Det kan godt være, at det er idealet for folkeskolen, men det er ikke virkeligheden. Vi skal have meget større forståelse for at der er elever, som har brug for mere tid. Der er elever, som ikke er færdige med folkeskolen, når de går ud af 9. eller 10. klasse, og på papiret er færdige. Der er ikke noget galt i, at vejen er lidt mere snørklet”.

Geeti Amiri har selv brugt noget længere tid på læreruddannelsen, end de tildelte fire år, fortæller hun. Og hun er stadig ikke færdig.

”Og på en måde plager det mig lidt, men jeg arbejder på at acceptere, at jeg bare er lidt længere om nogle ting end gennemsnittet”.

Powered by Labrador CMS