Lærere vil forbedre skolens ry i nærmiljøet

Lærerne i Køge og Stevns har startet en kampagne for at ændre borgere og politikeres syn på skolen. Med plakater og en husstandsomdelt avis vil de starte en ny debat om skolen og sætte en positiv dagsorden. Borgmestrene bakker op om initiativet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Nu synes vi, det er vores tur til at sætte en positiv dagsorden. Vi gør noget nu for at lærerne fortsat kan synes, de har et af verdens bedste job. Og vi vil tage flere initiativer til at markere os som lærere", fortæller den lokale lærerforeningsformand i Køge og Stevns Poul Erik Madsen.

Lærerne mener, at det er tid til en saglig debat og et fremadrettet samarbejde om at skabe stærke og velfungerende skoler i Køge og på Stevns. De har masser af positive historier at fortælle om skolen, men der er også historien om, at mange lærere går ned med stress. De har hængt plakater op på skoler, biblioteker, apoteker og hos slagteren og i går dumpede en avisen så ind af brevsprækken.'Vores Skolebørn' bringer interview med skolebetyrelsesformanden, erhvervsmanden, læreren, politikeren og eleverne.

"Vi har valgt at bruge tid og penge på at lave den, fordi vi som lærere er bekymrede for skolerne i Køge og Stevns Kommuner", lyder det i indledningen til avisen.

"Som lærere er vi glade og stolte over vores fag. Det er os, der former fremtidens samfundsborgere - sammen med forældrene, naturligvis. Vi er stolte over de unge mennesker, vi sender ud i verden. Men når vi kigger rundt på vores kolleger, ser vi flere og flere, som i en periode må give op. Rigtig mange lærere går desværre ned med stress. Mange lærere er strakt til bristepunktet".

Lærerne mener selv, at den øgede stress skyldes, at skolerne skal rumme flere børn, som har svært ved at indgå i et kollektiv. Lærerne bruger også mere tid på nationale test, årshjul og elevplaner, som de i sig selv ser som gode tiltag, men de beklager, at der ikke er fulgt resurser med.

Borgmestrene i Stevns og Køge kommuner bakker op om initiativet.

"Jeg tager altid positivt imod gode initiativer. Det, der skaber stress blandt lærerne, er frustrationerne over, at de ikke får respekt for deres arbejde", siger borgmester i Stevns Kommune, Poul Arne Nielsen. Han understreger derfor, at kommunen vil fortsætte den eksisterende, gode dialog, hvor blandt andet børneudvalget har været på besøg på skolerne. Det vigtige er den fælles forståelse mellem elever, forældre, lærere og ledelse, mener han.

Og i Køge Kommune mener borgmester Marie Stærke, at skolernes største problem er deres dårlige ry.

"Derfor er det prisværdigt, at Kreds 44 gennem sådan en kampagne får fortalt gode historier. Men vi kan sagtens lave en god folkeskole for de penge, skolerne får i dag", siger hun.