Lærere er ofte pålidelig, engageret mennesker og finder mening i at have gode sociale relationer til elever, forældre, kollegaer og ledere. Samarbejde er ofte baseret på tillid, positiv gensidighed og empati. Ensidig magtudøvelse, manglede dialog, negativ eller aggressiv adfærd er for de fleste lærere noget de bevidst arbejder på at undgå til daglig i arbejdet på skolen. Lærere er også en gruppe, der ofte bliver udbrændte på grund af det ekstra engagement de ligger i deres arbejde. Derfor virker denne konflikt ekstra hård. Tab af tillid til KL som arbejdsgiver, tab af anseelse i offentligheden, økonomisk tab og truslen om fremtidig tab af rettigheder, er noget der kan mærkes. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at konflikten følger standardmodellen for accept af tab.

Nu står konflikten ved en skillevej. Skal skyttegraven graves dybere? Skal følelser som vrede, apati og trods bestemme vejen frem? Skal konflikten fortsætte til der ikke er flere penge i konfliktkassen? Skal der satses på et afbalanceret regeringsindgreb? Eller er tiden rede til at se, hvad der er den bedste løsning for vores elever og samfundet generelt, samt se på, hvilke realistiske kompromiser, der kan opnås mellem KL og lærerne?

For mig er skolereformen og heldagsskolen en mulig løsning på rigtigt mange af folkeskolens faglige og sociale udfordringer. Først og fremmest kan heldagsskolen sikre vores børn et sammenhængende pædagogisk tilbud, fyldt med spændende faglige, praktiske og sociale aktiviteter på og uden for skolen, et sted hvor leg og læring fordeles over hele dagen. Der ville være plads og tid til både eliten, bredden og de svage elever og dermed være svaret på at løse samfundets legitime krav til skolen, om bedst muligt, at uddanne vores børn til fagligt kompetente og livsduelige mennesker, uanset deres baggrund.

Det ville naturligvis være fantastisk, hvis der var en ubegrænset økonomisk ramme til udviklingen af heldagsskolen. Desværre ser situationen ikke sådan ud. Danmark har de sidste år mistet tusindevis af job til udlandet, der har været underskud på statsbudgettet og reallønnen i den private sektor falder. I mange europæiske lande har lignende forhold medført fyringer, effektiviseringer og decideret lønnedgang i den offentlige sektor.

Desværre kan det være at den offentlige sektor i Danmark, herunder skoleområdet, må tager sit medansvar og få mere for lønkronerne, så vi ikke ender i samme økonomiske uføre, som mange af vores europæiske venner.

Jeg tror derfor, at et kompromis med KL grundliggende vil betyde, en accept af præmissen om mere tid på skolerne sammen med eleverne for de samme lønkroner. KL vil nok også holde fast i at skolelederne får et større ledelsesrum, for ellers bliver det svært at styre økonomien på skolerne.

Jeg tror til gengæld, at det er muligt at få KL til at acceptere, et max antal undervisningstimer for den enkelte lærer. En anstændig senioraftale må også være mulig at få igennem. Endelig bør en anstændig aftale omkring stress og udbrændthed være muligt at få igennem.

Et kompromis kunne også omfatte en fremrykning af en offentlig/kommunale milliard investering i moderne, energieffektive og velindrettede heldagsskoler. Det kunne også være et plaster på såret, at lærerne kunne få en attraktiv arbejdsplads i stedet for de ofte nedslidte skoler, som også er en del af den danske skolevirkelighed. Lærerne bør naturligvis også sikres de fysiske rammer på skolerne, som de skal bruge til forberedelse, møder og kontorarbejde m.v.

Mere undervisning for den samme løn, en milliard investering i de fysiske rammer på de nye heldagsskoler vil give mening i et større samfunds perspektiv. Samfundet vil få mere for lønkronerne, nye fysiske rammer vil sikre gode arbejdsbetingelser for både lærere og pædagoger i de næste mange år. De nye heldagsskoler vil kunne tilbyde bedre pædagogisk sammenhængende forløb i moderne og tidssvarende pædagogiske og fysiske rammer, hvilket vil understøtte udviklingen af fagligt kompetente og livsduelige elever. Endelig vil en energirenovering af nedslidte skoler næsten tjener sig selv ind i mindre energiudgifter, og vil samtidig være med til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.

Valget består som jeg ser det i at lave et lidt kedeligt kompromis, eller vente til konfliktkassen er tømt, og få det hele dikteret af KL.

Naturligvis kan vi også håbe på et afbalanceret regeringsindgreb, hvis det da kommer. Det er desværre svært at se regeringens motiver for at gribe ind. Den kan ikke gribe ind uden at få det bliver enten meget dyrt, eller at den vil pådrage sig et medansvar for et magret resultat.

Hvad skal bestemme fremover i denne konflikt; vrede og trods eller fornuft og kompromisvillighed?

KL har valgt en ubehagelig og konfrontatorisk forhandlingsstrategi. Det behøver lærerne ikke vælge og det er nok heller ikke det klogeste.

Mvh Jesper Steenberg, Folkeskolelærer, Cand. Polyt og Master i ledelse og innovation. Rue du tabellion 100, 1050 Ixelles, Bruxelles.