Anmeldelse

Velkommen til Cirkus Folkeskolen

Aarhus Teater sætter med forestillingen Skolekomedien folkeskolens udvikling og tilstand under en skarpsleben lup. Det er der kommet en nådesløs, forstemmende, smertelig genkendelig og virkelig underholdende farce ud af. Sort, spidsvinklet, sjov - og solidarisk med lærerne

Publiceret Senest opdateret

Fakta:

Skolekomedien

Instruktør og forfatter:  Christian Lollike

Spiller på Aarhus Teater  til 2. marts

Billetter koster: 205 - 475 kroner.

Se hvem der medvirker med mere her

I Dantes guddommelige komedie går efterlivets rejse gennem tre dødsriger. I Lollikes vidunderlige skolekomedie rejser vi med læreren Annette rundt i tre stadier af et lærerliv. Og det er fedt. - Se den før din kollega!

Aarhus Teaters store scene er omskabt til en toetagers skole af gule mursten med lokaler, indretning og interiør så autentisk, at man kan lugte madpakkerne, føle springmåttens overflade og genkalde sig grebet i den grønne rillede plastikskraldespand. Men i kulissen lurer et broget menageri af klovne, vimpler, balloner, en urovækkende kælebjørn og en giraf af papmaché.

Det er et effektfuldt greb at inddrage cirkusset som æstetisk virkemiddel og et ekstra univers. Som hilsen til en faktisk skolekomedie og som en syret forstørrelse af skole- og lærerlivets iboende kaos og spraglede uforudsigelighed. Og allegorierne er til at få øje på, når vi trækkes rundt i manegen, jonglerer med mange bolde i luften og ignorerer elefanten i rummet …

En musikalsk klovn har en central rolle i forestillingen som fortæller og fortolker, og som med sine barske og rørende udgaver af klassiske børnesange i mol ikke lader os glemme børnenes perspektiv.

Men det er læreren Annette, der er hovedpersonen; det er hos hende synsvinklen og sympatien ligger. Hun er spaltet og gestaltet i tre: Den nyuddannede, idealistiske Annette, der er klar til alle udfordringer og er forberedt til tænderne med sit sanselige forløb om sten. Den erfarne Annette midt i livet, der løser sine ligninger til perfektion, men taber sine elever undervejs – overbelastet og omsorgstræt. Og den ældre Annette, der slidt og sårbar, men med intakt kærlighed til sine fag og til litteraturen (hun læser da Løgneren med sin 9. klasse), gerne gi’r flødeboller for at redde den gode stemning. Intentionerne er gode, og fagligheden er i orden, men selvom der også er gyldne øjeblikke, smuldrer det meste i sukkerpolitik, forældreindblanding, udfordrede/udfordrende elever og sociale medier.

Tiptop og Snackchat. Tjep. Tjep. Tjep.

Vi møder Lærer-Annetterne sammen og alene. I klasseværelset, i skolegården, til forældremødet, på Aula, på lærerværelset og træt gemt bag rygemuren. Vi mærker den glidende forandring og hendes tiltagende udmattelse gennem spidsrodsløbet af eskalerende opgaver, mindre tid, omskiftelige krav og – uden at spoile den stærkt samfundskritiske slutning – mangel på anerkendelse.

Forældre med ensidigt øje for eget barns behov får hug undervejs. Men det er de sidste 20 års skole- og samfundsudvikling, der for alvor står for skud. Fra ’93-lovens indførelse af undervisningsdifferentiering som bærende princip til et samfund præget af individualisering, specialisering, konkurrence, stress og mistrivsel. - En udvikling, der har gjort folkeskolen til det sted, hvor alt det vi ikke kan finde ud af selv, skal løses for os, som dramatiker og instruktør Christian Lollike udtrykker det.

”Ella kan ikke lide rød peberfrugt.

Mor på Aula

Annettes nedbrud i krydspresset fra elever, forældre, skolens ledelse og ikke mindst de skiftende skolepolitiske dagsordener er skånselsløst. Det er latteren fra publikum (med overvægt af lærere) også, da Undervisningsministeriets pædagogiske konsulent, Sten Padde, gør sin entre iført nystrøget skjorte og cykelhjelm og tilbyder Annette input og feedback. Han fortæller, at der findes mere end 200 forskellige bordopstillinger, der kan ændre hele hendes undervisning. Løsninger har han ikke. – Det skal jo komme fra dig! Du skal sætte nye øjne på egen praksis og blinde vinkler. Dit sind er også et klasselokale, der trænger til en ommøblering, lyder det begejstret fra den djøfiserede ministeriekonsulent til den unge, trætte Annette, der egentlig bare havde håbet på et par ekstra støttetimer til Milo.

Based on a true story. Eller rettere flere. I arbejdet med forestillingen har Christian Lollike ladet sig inspirere af breve, mails og personlige fortællinger fra mere end 200 lærere. Den dokumentariske tilgang kan mærkes i forestillingens tekster og temaer, og mange af de indsamlede vidnesbyrd er lagt direkte i munden på det i øvrigt helt fantastiske team af skuespillere, der får et samlet gammeldags 13-tal herfra.

Jeg anbefaler forestillingen på det varmeste. Som fantastisk underholdning for alle og som obligatorisk pensum for politikere og andre med indflydelse på skolen og dens udvikling.

Je suis Annette.
M.I.S.

 

Powered by Labrador CMS