Johnny Pedersen stod i maj frem og fortalte om sin sag i fagbladet Folkeskolen.
Johnny Pedersen stod i maj frem og fortalte om sin sag i fagbladet Folkeskolen.

Lærere savner officiel melding: Stadig grimme historier om Johnny på skolen

"Nu tør vi godt lukke dørene til klasselokalerne, men i lang tid havde vi hele tiden døren åben, så hvis der skulle opstå et eller andet, så kunne man hjælpe hinanden". På Damagerskolen i Greve er hverdagen fortsat påvirket af den uberettigede bortvisning af en lærer for to år siden.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For to år siden blev Johnny Pedersen blev bortvist fra Damagerskolen på grund af anklager om upassende opførsel. Politiet lagde sagen ned, og en voldgift har afgjort, at bortvisningen var uberettiget. Men sagen fylder stadig på skolen. Kommunen bør afslutte sagen med en officiel udmelding, lyder det fra flere lærere. 

I løbet af de to år, der er gået, er skolelederen på Damagerskolen og den kommunale chef for skolerne i Greve skiftet ud. Men på skolen er der stadig lærere og elever, som er mærket af sagen, fortæller tillidsmand Enes Kücükavci. Han mener, at nogle lærere har forladt skolen blandt andet på grund af sagen. 

"Det har fyldt rigtig meget, og det fylder stadig rigtig meget. Også fordi det kom frem, at Greve Kommune ikke har retningslinjer for, hvordan man tager sig af medarbejdere, når der opstår anklager. Det giver utryghed i ens ansættelse. Vi har jo med børn at gøre. Hvis de kan fremsætte postulater på tyndt grundlag, og det kan koste os arbejdet og ligefrem det liv, vi kender, så er det jo ekstremt utrygt", siger han. 

Lærerne støttede Johnny Pedersen, da han blev bortvist. De blev utrygge, og da sagen rullede, havde alle lærere dørene åbne til klasselokalerne. 

"Nu tør vi godt lukke dørene til klasselokalerne, men i lang tid havde vi hele tiden døren åben, så hvis der skulle opstå et eller andet, så kunne man hjælpe hinanden, for man kunne høre, at der skete noget".

Mangler afslutning

Mangler afslutning

Efter Folkeskolen har omtalt sagen, er flere blevet klar over, at bortvisningen af Johnny Pedersen var uberettiget, men der er stadig forældre og elever på skolen, der tror, at Johnny Pedersen er skyldig i anklagerne.  

"Det går stadig de grimme historier om Johnny. Men sagen er jo landet.  Man kunne håbe, at der kom en melding ovenfra til forældrene. Det kunne vi godt bruge", siger Enes Kücükavci.

Han mener ikke, at initiativet skal komme fra skoleledelsen, da det er en ny skoleledelse, men at den bør komme fra forvaltningen. 

"Man kunne godt forvente, at forvaltningen og skoleledelsen fik snakket sammen og melder ud, hvordan sagen er landet. Man behøver ikke tage parti, men man kan godt oplyse om, at sagen er landet, som den er.  Det ville klæde dem".

Eleverne kalder Jakob Stenz 'bamsefar', og mange elever kaster sig ind i hans runde mave på gangene for at få et kram. Sagen gjorde, at han blev meget mere opmærksom på sin egen situation.

"Med ét blev jeg opmærksom på, at jeg som mand i den her situation er udfordret. Jeg er dagligt alene med børn. Det er en del af mit job, at jeg skal undervise dem og teste dem. Nogle gange er der en lærer eller pædagog med, men mange gange er jeg alene.  Det er vigtigt at have en god relation til børnene. Og det er svært at gøre på afstand", siger han og fortæller, at han med tiden blev nødt til at smide utrygheden væk, give et kram, når der er behov for det og lukke døren, når han undersøger eller underviser elever.  

"Nu gør jeg det bare. Men det ville føles tryggere, hvis Greve Kommune havde en vejledning for, hvordan man håndterer anklager mod medarbejdere", siger Jakob Stenz.  

Kredsformand: Kommunen har håndteret det dårligt

Formand for Greve Lærerforening Tina Beck-Nilsson mener, at kommunen har håndteret sagen dårligt. Hun er sikker på, at lærere har forladt kommunen på baggrund af sagen. Og hun håber, at kommunen er klar til at handle - både når det gælder en vejledning, der kan forhindre, at kommunen igen tager meget hurtige beslutninger, hvis en lignende sag opstår, men også ved at tage hånd om skolen i dag.

"Jeg synes, der mangler en afslutning, hvor man har mulighed for at få talt det igennem måske også med en psykolog. Man har ladet det passere, at der er faldet en dom, og kommunen har tabt. Det burde man tage fat i over for personalegruppen og også forældre og elever. Det sætter personalegruppen i en mærkelig situation".

"Kollegerne har støttet Johnny, men der har måske også været nogle, der indimellem har været i tvivl om, hvad der var op og ned. Skolen har brug for en debriefing, en afslutning på sagen", siger Tina Beck-Nilsson.  

Skoleleder på Damagerskolen Nieller Mandrup ønsker ikke at kommentere på situationen, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra kommunaldirektør i Greve Kommune Claus Thykjær. 

Powered by Labrador CMS