'Lønnen er syg i Rynkeby' og 'Kære forældre. Ville I gå 33.000 ned i løn?' Sådan lød budskaberne på skilte til demontrationen på Rynkeby Friskole i oktober.
"Lønnen er syg i Rynkeby" og "Kære forældre. Ville I gå 33.000 ned i løn?" Sådan lød budskaberne på skilte til demontrationen på Rynkeby Friskole i oktober.

Demonstrationer redder lærere fra at gå 33.000 ned i løn

Lærerne på en lille friskole i Kerteminde stod for kort tid siden over for at skulle gå 33.000 kroner ned i løn. Men massive protester og en demonstration fra både Frie Skolers Lærerforening og DLF har fået skolens forældrene til afblæse lønnedgangen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Diskussionerne om lærernes løn på Rynkeby Friskole på Fyn har stået på siden april. Først ville arbejdsgiverne give lærerne 500 kroner mere i løn. Så fandt de pludselig ud af, at skolen skulle renoveres, og pengene skulle findes ved at lade lærerne gå 18.000 kroner ned i løn om året. Lærerne blev rasende og det samme gjorde deres forening Frie Skolers Lærerforening, som kørte sagen videre til Moderniseringsstyrelsen, og resultatet blev så, at lærerne mistede hele deres personlige tillæg og skulle gå gennemsnitligt 33.000 kroner ned i løn.

Friskolelærere skal 33.000 kroner ned i løn

I oktober demonstrerede repræsentanter fra Frie Skolers Lærerforening, Danmarks Lærerforening og Den Frie Lærerskole i Ollerup på skolen, og nu der så kommet helt andre boller på suppen.

"Efter vi havde demonstreret, blev der uro i forældreflokken. Der blev indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Dele af bestyrelsen blev skiftet ud, og efterfølgende har den nye bestyrelse så valgt at trække varslingen af nedsættelsen af lønningerne tilbage. Og de en eller to lærere, hvor nedsættelsen allerede var effektueret, har fået det godtgjort", fortæller formand for Frie Skoles Lærerforening Uffe Rostrup.

"Kære forældre. Ville I gå 33.000 ned i løn?"

Han glæder sig over resultatet.

"Vi er meget tilfredse med det, der er sket her. Nu kan vi forhandle en ny lønaftale i løbet af december og januar. Det her viser jo, at det stadig er sådan, at hvis man står sammen og bakker hinanden op, så kan man opnå ting. Det er jo fagbevægelsens gamle ideologiske grundlag".

Viser det idiotiske ved lønsystemet på de frie skoler

Uffe Rostrup mener, at det statslige lønsystem er skruet helt tosset sammen på friskoleområdet.

"Det er reelt set op til bestyrelsen at fastsætte lønnen. Nogle steder lykkes det os at få forhandlet, men mange steder er lønnen ensidigt fastsat af arbejdsgiverne. Det betyder for eksempel, at efterskolerne ligger ekstremt langt efter folkeskoleområdet, mens privat- og lilleskolerne er bedre med. Vi kører rigtigt mange sager for at vise Moderniseringsstyrelsen, at der er noget galt".

Der er heller ikke noget reelt tvistforløb på friskoleområdet. Når sagen går i hårdknude som i Rynkeby, kan Frie Skolers Lærerforening fremlægge sagen i Undervisningsministeriet, men det kommer der sjældent meget ud af. Derfra kan de gå videre til Moderniseringsstyrelsen.

"Men der er ikke tradition for, at Moderniseringsstyrelsen tager penge op ad lommerne på skolerne, og det ville de heller ikke her. Og når man så ikke kan finde et fælles resultat, så bliver der ikke udbetalt løn, og det var det, der gjorde, at lærerne pludselig mistede 33.000 og ikke 18.000. Det er jo helt tåbeligt", siger Uffe Rostrup.

Han vil gerne have de frie skolers læreres løn med ved overenskomstbordet, så arbejdsgiverne ikke længere kan vælge at flytte penge fra lærernes løn til nye tagrender.

Læs mere

Powered by Labrador CMS